Annonce
Horsens

Bekæmpelsen i Horsens er ikke effektiv nok: Rottefængere har for travlt

Rottefængerne i Horsens Kommune har rygende travlt i otte ud af årets 12 måneder. Faktisk har de så travlt, at der ikke altid er ressourcer til at lave en effektiv bekæmpelse af lovbestemte tiltag, viser en rapport. Arkivfoto: Søren E. Alwan
Der skal ansættes flere rottefængere. Det er konsekvensen, efter at en uvildig rapport har konkluderet, at rottebekæmpelsen i Horsens Kommune ikke er tilstrækkelig effektiv, fordi rottefængerne har for travlt. Borgernes bidrag til rottebekæmpelse bliver sat op.
Annonce

Horsens: Rottefængerne i Horsens Kommune ligger vandret i otte af årets 12 måneder.

Faktisk har de så travlt, at der ikke altid er tid nok til arbejdet. Dermed lever kommunen ikke ordentligt op til sin pligt til at levere en effektiv rottebekæmpelse.

Det er konklusionen, efter at en uvildig rådgiver har gennemgået kommunens praktiske rottebekæmpelse.

Borgerne betaler for rottebekæmpelse via ejendomsværdiskatten, og kommunerne har pligt til at lave en omhyggelig og grundig undersøgelse, når en borger anmelder rotter.

Men det bliver ikke altid grundigt nok, erkender Tommy Krogh Abrahamsen, ingeniør og rottekonsulent i Natur og Miljø i Horsens Kommune.

- Vi har for mange besøg i løbet af en dag. Hvis vi skal sikre os en effektiv rottebekæmpelse, kræver det, at vi har mere tid ved første besøg, så vi kommer ordentligt fra land. Ved det første besøg skal der laves en omhyggelig og tilbundsgående undersøgelse, hvor man finder årsagen til rotterne, og der viser rapporten, at vi har for travlt, siger Tommy Krogh Abrahamsen.

Vidste du det om rotter

- Rotter kan komme gennem åbninger og sprækker på over to cm.

- Rotter kan gennemgnave alt materiale, som er blødere end jern.

- Rotter kan løfte en vægt på pop til ca. 1,2 kg. Derfor bør afløbsriste altid været fastgjorte.

- Rotter graver typisk ned til en dybde på ca. 60 cm.

- Rotter hopper ca. 75 cm op lodret.

- Rotter er gode til at klatre op ad ru vægge, træer, faldstammer osv.

- Rotter skal bruge skjulesteder, mad og vand for at slå sig ned.

- Hønsehold tiltrækker oftest rotter.

- Fuglefodring kan tiltrække rotter.

Kilde: Horsens Kommune

Annonce

Flere røgprøver

Rapporten slår blandt andet ned på, at Horsens Kommune ikke ofte nok anvender røgprøver til at finde ud af, hvor rotterne kommer fra, når en borger anmelder rotter i sin bolig.

Røgprøver bruges til afdække defekter i kloakkerne, som ellers kan blive overset.

- I dag laver vi ikke røgprøver, hvis der er tydelige tegn på, at rotterne er kommet ind via et hul i ydermuren eller en utæt facade. Men fremadrettet vil vi i højere grad lave røgprøver, hvis vi ikke kan udelukke en kloakdefekt. Det må forventes at føre til flere opdagelser af kloakdefekter, som på sigt vil have en forebyggende effekt, siger Tommy Krogh Abrahamsen.

Han har selv bedt en ekstern ekspert om at gennemgå kommunens rottebekæmpelse med lup, og han er tilfreds med resultatet, selvom det viser, at der er plads til forbedringer.

For rapporten konkluderer også, at kommunen klarer sig godt på flere parametre. Blandt andet anvendes der ofte rottefælder i stedet for gift - både ude og inde. Der er en hurtig responstid fra anmeldelse til besøg, og kommunen følger godt op på sagerne.

Annonce

Flere rottefængere

- Men vi skal være opmærksomme på, at vi ikke får afsluttet sagerne for hurtigt. Man kan godt lægge flere besøg ind i den sidste ende for at undgå, at vi ikke får genåbninger af sagerne, siger Tommy Krogh Abrahamsen.

Der er dog behov for flere ressourcer, og derfor lægger forvaltningen op til, at kommunens rottebekæmpelse får tilført et årsværk mere.

I dag er der fire et halvt årsværk fordelt på otte rottefængere, og de har svært ved at nå alle opgaverne.

Plan og Miljøudvalget har netop godkendt, at det rottegebyr, som borgerne betaler via ejendomsværdiskatten, stiger lidt. Gebyret udgjorde i 2020 53,50 kroner pr. en million kroner i ejendomsværdi. Det øges fra næste år til 70 kroner pr. en million kroner i ejendomsværdi.

Pengene skal dog ikke kun bruges til at ansætte flere folk, pointerer Tommy Krogh Abrahamsen.

I kommunens reviderede rottehandlingsplan er der flere nye tiltag, der også kræver ressourcer og penge.

Blandt andet skal der etableres flere rottespærrer, der skal være mere fokus på tilsyn med privat rottebekæmpelse, en ny slags gift skal testes, og så er det også planen, at der skal laves en borgertilfredshedsundersøgelse, fortæller rottekonsulenten.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
AC Horsens For abonnenter

Tredobbelt-gevinst til AC Horsens, men sportslig succes kan i sidste ende koste million-præmie

Annonce