Annonce
Østjylland

Behandling af børnekræft kan flytte fra Skejby til København: - Jeg er dybt bekymret på vegne af de kræftramte børn

Behandling af børn med kræft er en del af det nye Aarhus Universitetshospital i Skejby. Men nu peger en arbejdsgruppe på, at indsatsen skal samles på Rigshospitalet i København. Foto: Axel Schütt
Ifølge arbejdsgruppe under Sundhedsstyrelsen bør Rigshospitalet stå for den specialiserede kræftbehandling af børn fra hele landet. Det møder hård kritik i Region Midtjylland, som står for driften af Aarhus Universitetshospital.
Annonce

AARHUS: Børn med kræft risikerer at miste muligheden for at modtage behandling på Aarhus Universitetshospital i Skejby.

En arbejdsgruppe under Sundhedsstyrelsen er på vej med et oplæg, der samler behandlingen af børn med kræft på Rigshospitalet i København.

Region Midtjylland står for driften af universitetshospitalet i Skejby. Regionsrådsformand Anders Kühnau (S) er stærkt utilfreds med tankerne i oplægget fra arbejdsgruppen.

- Jeg er dybt bekymret på vegne af de kræftramte børn og familierne, som kan komme til at få lange rejser i forbindelse med behandlingerne. Man skal huske på, at et behandlingsforløb for et barn med kræft typisk består af mellem 20 og 100 hospitalsbesøg, understreger Anders Kühnau.

Annonce

Omstridt arbejdsgruppe

I efteråret 2019 nedsatte Sundhedsstyrelsen den arbejdsgruppe, som nu er ved at afslutte oplægget om at samle børnekræftbehandlingen i København.

Allerede ved etableringen af arbejdsgrupper råbte flere regioner vagt i gevær.

Behandlingen af børn med kræft

I Danmark står fire hospitaler for behandlingen af børn med kræft.

De fire hospitaler er Rigshospitalet i København, Aarhus Universitetshospital. Odense Universitetshospital og Aalborg Universitetshospital.

Rigshospitalet og Aarhus Universitetshospital har ansvar for de mest specialiserede og krævende kræftforløb hos børn.

Samtlige fire hospitaler samarbejder på kryds og tværs om behandlinger og udvekslinger af erfaringer. 

Blandt andet Region Midtjylland savnede klare begrundelser for arbejdsgruppen, som blev søsat uden for de normale procedurer omkring fordelingen af specialer på de danske hospitaler. Men gruppen arbejdede alligevel videre.

På et møde i oktober blev arbejdsgruppens påtænkte konklusioner præsenteret for de lægefaglige direktører fra universitetshospitalerne i Aarhus, Aalborg og Odense.

Her stod det klart, at kræftbehandlingen af børn står til at blive samlet på Rigshospitalet.

Annonce

Ingen faglige argumenter

Efterfølgende har regionsrådsformændene i Midtjylland, Nordjylland og Sydjylland skrevet til sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke (S).


Der er ingen faglige argumenter for den tanke. I Danmark har hospitalerne et ensartet fagligt niveau i behandlingen af kræft hos børn.

Anders Kühnau (S), regionsrådsformand


De protesterer kraftigt mod planen om at flytte børnekræftbehandlingen fra blandt andet hospitalet i Skejby til København.

- Der er ingen faglige argumenter for den tanke. I Danmark har hospitalerne et ensartet fagligt niveau i behandlingen af kræft hos børn, understreger Anders Kühnau.

Formanden for Region Midtjylland henviser til, at Aarhus Universitetshospital råder over en ny, unik og kostbar partikelkanon, der blandt andet bruges i behandlingen af børn med kræft.

- Det betyder, at børnene under alle omstændigheder skal benytte hospitalet i Skejby. Det er blot en af flere årsager til, at arbejdsgruppens udspil ingen mening giver, vurderer han.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Erhverv

Pludseligt dyk i populær uddannelse: - Det er mærkeligt, men der skal være plads til svigt

Coronavirus

Live:  Danmark finder første tilfælde af sydafrikansk virusvariant

Annonce