Annonce
HIC

Bedre end frygtet for skadesramte HIC

HIC leverede en fin defensiv præstation, men det var ikke nok mod Bakken Bears, der vandt arvefjendeopgøret med 80-63.
HIC løb ind i sæsonens første nederlag, da Bakken Bears vandt det første arvefjendeopgør mellem de to klubber med 80-63.

Aarhus: Horsens IC gik ind til kampen mod Bakken Bears som ubesejret, men alligevel lignede det på forhånd en umulig opgave at fortsætte stimen med Bakken Bears stående på den anden banehalvdel. HIC tabte med 80-63, men det var på mange måder bedre end frygtet.

HIC og Bakken Bears har udkæmpet mange store slag om herredømmet i dansk basket, men efterhånden har de indbyrdes kampe udviklet sig til en duel mellem lillebror og storebror med aarhusianerne i rollen som storebror.

HIC sendte godt nok Bakken Bears ud af pokalturneringen sidste år, og vandt efterfølgende pokalfinalen, men da de to hold mødtes i DM-finalen var Bakken Bears i en klasse for sig og vandt sikkert DM-titlen. HIC har blot vundet fire ud af de seneste 25 kampe mod Bakken Bears.

Det fortæller alt om styrkeforholdet, og da HIC oven i måtte undvære liga-topscorer Roberto Gallinat, så det nærmest umuligt ud på forhånd. Den brandvarme HIC-spiller styrtede på sin cykel og slog sin skulder, så han måtte nøjes med at indtage rollen som tilskuer til topopgøret.

HIC måtte undervejs i kampen også sige farvel til Frederik Rungby, der fik et vrid i sin ankel og måtte hjælpes fra banen.

Set i det lys var udfaldet af denne sæsons første styrkeprøve mellem de to topklubber til at leve med for HIC.

Begge hold har skiftet ud i truppen, og der er lang tid til, det for alvor gælder i slutspillet og en eventuel finaleserie.

HIC lagde stærkt ud med en solid defensiv og en føring på 10-0, inden hjemmeholdet vågnede og svarede igen med en føring på 12-10. Den holdt Bakken Bears fat i med en føring på 24-18 efter første quarter. Den sidste skarphed i afslutningerne manglede hos HIC, og det straffede hjemmeholdet.

Anden periode blev også vundet af Bakken Bears med beskedne 9-7. Perioden var præget af tekniske fejl og godt forsvarsspil. Begge hold kæmpede hårdt for hvert eneste point og Bakir Serdarevics tre trepoints-scoringer på fire forsøg sikrede, at HIC gik til pausen med et efterslæb på beskedne 33-25.

I tredje quarter fortsatte kampbilledet. Bakken Bears blev i førersædet, og det blev endnu mere tydeligt, efter Frederik Rungby måtte hjælpes fra banen med en forstuvet ankel. Selv om HIC med seks minutter igen reducerede til 62-55 kom der aldrig spænding om kampens udfald.

HIC manglede offensiv styrke og især topscorer Roberto Gallinat kunne have gjort en forskel. En spiller som Vedran Borovcanin har i andre kampe trådt i karakter, men han havde som resten af HIC-truppen ikke den fornødne skarphed rent offensivt.

Annonce

Bakken Bears - Horsens IC 80-63 (33-25)

Baskeligaen

Pointscorere for Bakken Bears: Michel Diouf 16, Ryan Evans 14, Chris Ortiz 11, David Efianayi Jr. 10, Tyler Ongwae 8, Darko Jukic 8, Morten Sahlertz 5, Simon Bjørnebo 3, Jonathan Galloway 3, Adama Darboe 2.

Pointscorere for HIC: Bakir Serdarevic 16, Lasse Elbæk Pedersen 13, Brandon Gilbeck 13, Vedran Borovcanin 10, Otis Livingston II 5, Stefan Savic 4, Frederik Rungby 2.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Hedensted

Intens eftersøgning endte lykkeligt: Hundehvalpen Nala stak af efter uheld på motorvej, men er fundet igen

Annonce