x
Annonce
112

Beboere tæt på skuddrab: Ingen tvivl om at det var en likvidering

Det var chokerede beboere, der fredag formiddag stimlede sammen ved Søhøjen for at snakke om aftenens skuddrab på en 25-årig mand. Østjyllands Politi havde kørt den mobile politistation ud nær gerningsstedet, så beboerne kunne få en snak med politiet, hvis de ønskede det. Foto: Tania Clausager
Torsdag aften tæt på midnat blev en 25-årig mand skuddræbt på Søhøjen i Tilst. Naboer havde lagt mærke til manden i ugerne op til drabet, og fortæller om et område plaget af hash-salg.

AARHUS: Tæt på midnat torsdag aften sad Henrik i sit hjem på Søhøjen og spillede Playstation, da hans kat pludselig kom blæsende ned af trapperne og mjavede højlydt, mens den løb uroligt rundt.

- Det har den aldrig gjort før, så jeg fornemmede straks, at der var noget galt. Jeg gik ovenpå til min kæreste, der var gået i seng, og så hørte vi pludselig en høj lyd. Jeg kigger ud ad vinduet, og så kan jeg høre og se en bil, der gasser fuldstændig vildt op og kører væk fra vores boliger i meget høj fart. Her bagefter er jeg ikke i tvivl om, at gerningsmændene er gået rundt ude foran vores vinduer, og det var det, min kat reagerede på, fortæller Henrik, der ikke vil have sit efternavn i avisen.

Kort efter bilen forsvandt i høj fart, ringede det så på døren.

- Det var en af de andre beboere, der ville fortælle mig, at min bil var blevet skadet, fordi en Range Rover var kørt ind i den, og at der lå en mand bag min bil, der var blevet skudt. Derfor skyndte jeg mig i tøjet, og da jeg kom om til min bil, kunne jeg se, at der lå en ung mand på jorden, og at de var i gang med genoplivning. Det var meget voldsomt, siger Henrik.

Annonce

Jeg er stadig dybt chokeret her dagen efter. Jeg sad og spillede computerspil, der går ud på at skyde hinanden, og så går jeg udenfor min dør, og så er computerspillet blevet til virkelighed.

Beboer fra Søhøjen, Tilst.

Hele området blev derfor straks afspærret af politiet, der natten til fredag har arbejdet i området med at sikre beviser og afhøre vidner.

- Jeg er stadig dybt chokeret her dagen efter. Jeg sad og spillede computerspil, der går ud på at skyde hinanden, og så går jeg udenfor min dør, og så er computerspillet blevet til virkelighed. Det er meget skræmmende, at det er så tæt på, siger Henrik.

Bemærkede den dræbte i ugerne inden

Østjyllands Politi fik anmeldelsen om skud torsdag klokken 23.29, og da politiet ankom til stedet, fandt man en 25-årig mand siddende livløs i en bil på parkeringspladsen. Manden var blevet ramt af skud, og betjentene påbegyndte straks livreddende førstehjælp, men den 25-årige blev kort efter erklæret død.

Knap et kvarter efter skyderiet torsdag aften blev der fundet en udbrændt BMW på Hadstenvej 221 i Sabro, som politiet formoder kan have været på parkeringspladsen på gerningstidspunktet.

Fredag formiddag var der stadig masser af aktivitet i området. Chokerede beboere fra hele området var samlet foran Søhøjen 64-90, hvor aftenens voldsomme hændelse var samtaleemnet.

Og her var man ikke i tvivl - aftenens nedskydning var ren likvidering.

Den 25-årige mand sad i sin bil, midt på parkeringspladsen mellem de røde to-etagers huse, og havde front mod udkørslen fra parkeringspladsen. Her skulle han være blevet skudt på klos hold og ramt i hovedet, og det er herefter, at bilen så triller frem mod udkørslen men rammer to af de parkerede biler, og rykker kofangeren af på den ene.

Henrik fik et chok, da en nabo ringede på hos ham torsdag aften og fortalte, at hans bil var blevet smadret, og at der lå en en ung mand bag den, som var blevet skudt. Foto: Tania Clausager

Ifølge kilder i området er den dræbte mand somalier, og han er blevet bemærket af beboerne gennem de seneste uger.

Årsagen til det skyldtes, at han for fire-seks uger siden pludselig ankom til området og parkerede på samme parkeringsplads hver gang. Det irriterede de beboere, der bor der, at der pludselig holdt en stor Range Rover og optog en plads foran deres boliger. Og samtidig undrede de sig over, hvem der havde råd til så dyr og stor en bil.

Flere havde blandt andet observeret, at når han forlod bilen gik han til fods via stisystemet til den nærliggende Tornballevej.

Flere kilder fortæller uafhængigt af hinanden, at de formoder, at nedskydningen handler om salg af stoffer.

Torsdag aften blev en 25-årig mand skudt og dræbt på Søhøjen i Tilst i det vestlige Aarhus. Betjente påbegyndte straks livreddende førstehjælp, men manden blev kort efter erklæret død. Foto: presse-fotos.dk/Scanpix 2020

Flere skudepisoder

Tilst har længe været plaget af salg med stoffer. I 2017 forsøgte Loyal to Familia at få fodfæste i byen med en ny afdeling i Aarhus, og dengang boede en del af medlemmerne med relation til Loyal to Familia i Langkærparken i Tilst, ligesom der blev forsøgt hvervet nye medlemmer fra torvet samme sted.

I dag er det offentlig kendt, at der blandt andet sælges stoffer fra parkeringspladsen ved plejehjemmet og parkeringspladsen ved Circle K.

Østjyllands Politi kørte fredag deres mobile politistation til Søhøjen tæt på gerningsstedet for at give beboere i området mulighed for at komme forbi til en snak med politiet. Den mobile politistation kommer til at stå der både lørdag og søndag, ligesom Østjyllands Politi øger patruljeringen henover weekenden.

Den dræbte 25-årige mand sad i sin Range Rover på parkeringspladsen ud for Søhøjen 84, da han blev ramt af skud. Range Roveren kørte frem mod udkørslen af parkeringspladsen, hvor den ramte to af de parkerede biler og rev kofangeren af den ene bil. Foto: Tania Clausager

Skud i området

I starten af november fik Østjyllands Politi en anmeldelse om, at fire mænd havde været oppe at skændes på en p-plads på Tornballevej i Tilst, og i den forbindelse var der blevet affyret et eller flere skud.

Politiet fandt blandt andet ammunitionshylstre på stedet, der tyder på, at der er blevet skudt med løst krudt.

Og blot få dage senere var den gal igen, da Østjyllands Politi fik en anmeldelse om skud i Tilst. Politiet kunne i forbindelse med den episode konstatere, at der var blevet affyret flere skud mod en bil, der var efterladt på stedet, og der blev også fundet et skudhul i en rude og i en mur på en ejendom beliggende på Langkærvej.

Vi har spurgt Østjyllands Politi, om de kobler de forskellige episoder sammen.

- Vi er stadig ret tidligt i processen, så vi ønsker ikke på nuværende tidspunkt at kommentere på konkrete teser eller mulige sammenhænge, lyder svaret.

Ifølge Østjyllands Politi har der været to biler på parkeringspladsen i Tilst. den ene var Range Roveren, som den dræbte sad i, og den anden kan være en sort BMW, der kort efter skyderiet blev fundet udbrændt på denne diskrete parkeringsplads på Hadstenvej i Sabro. Fredag morgen havde politiet fjernet den udbrændte bil, og kun en sort plet på vejen og i græsset vidnede om aftenens afbrænding. Foto: Tania Clausager
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce