Annonce
Brædstrup

Lejligheder har fået fælles køkkenhave: Alle kan tage de grøntsager, de har brug for

Den nye køkkenhave i Ringparken er til daglig glæde for Susanne Lotz, Anders Olesen og Viggo Wæhrens. Ud over sunde fødevarer betyder haven et tættere sammenhold blandt beboerne. Foto: Yilmaz Polat
Beboerne i Ringparken i Brædstrup har skabt deres egen køkkenhave, som ud over at give sund og billig mad har givet større sammenhold i boligforeningen.

Brædstrup: En køkkenhave fyldt med alverdens grøntsager, frugttræer og blomster står for tiden i fuld flor i Ringparken i Brædstrup. Så sent som sidste år var stykket blot en græsplæne, men i løbet af vinteren og foråret er området blevet forvandlet til en frodig køkkenhave, som nu sikrer sund og billig mad til beboerne i boligforeningen Odinsgaards afdeling på Indre Ringvej.

- Man kan godt kalde det en slags socialistisk have, for alle beboerne må komme og tage de grøntsager, de har brug for, siger Viggo Wæhrens, mens han har slået sig ned med en kop kaffe ved havebordet lige foran sin indgang.

Her er Viggo Wæhrens begyndt at tilbringe mere af sin tid, efter beboerne har skabt deres egen have, og det er der en særlig grund til.

- Haven har været med til, at der kommer flere folk forbi, som sætter sig ned for at snakke. Jeg er faktisk begyndt at spise min morgenmad herude, fordi jeg ikke har så meget sol i min lejlighed. På den måde synes jeg, at jeg har fået min helt egen terrasse, og så er det lige ved min indgang, så det er helt fantastisk, siger Viggo Wæhrens.

Annonce

Det betyder meget for os, at vi har fået vores køkkenhave. Der kommer flere folk forbi og snakker, og det har ændret hele stemningen herude. Vi er mere i kontakt med de øvrige beboere, end vi var før.

Susanne Lotz, beboer Ringparken

Livsglæde at gå i haven

I køkkenhaven er der alt, hvad en sulten mave kan begære. Der er 10 forskellige slags kål, gulerødder, kartofler, bladselleri, fennikel, solsikker, blomster og sågar et par frugttræer - i alt vurderes der at være omkring 50 forskellige grøntsager.

Det er op til folk selv, hvad de ønsker at plante, og mange af ønskerne bliver givet videre til Anders Olesen, som har været den store drivkraft i at få beboerhaven op at stå. Han har grønne fingre og har i mange år interesseret sig for køkkenhaver. Anders Olesen har derfor stået for at grave køkkenhaven ud, dybdegrave, så grøntsager og gøde jorden. Grøntsager og blomster har dermed haft de bedste betingelser til at få en god start på livet.

- Jeg synes, det er herligt med sådan en have. Jeg elsker at gå og arbejde i den, så jeg ville allerede fra starten have den så stor som mulig. Jeg føler mig som genfødt på ny, fordi jeg ikke har haft en have selv i mange år. Samtidig giver den jo også sund og billig mad, siger Anders Olesen.

Et mylder af liv

Den nye køkkenhave i Ringparken har også været god for insekter, sommerfugle og snegle, for haven er nemlig fuld af liv.

- Vi har et hvepsebo nede i jorden, og dræbersneglene kan lugte grøntsagerne fra en kilometers afstand. Vi har sommerfugle, kålorme og alle mulige insekter, så køkkenhaven har været god for biodiversiteten i området. Den slags så vi aldrig før, men vi synes faktisk, det er meget hyggeligt, siger Anders Olesen.

Ud over insekter og snegle har fået bedre levevilkår, føler beboerne i Ringparken, at haven har gjort området til et bedre sted at bo.

- Det betyder meget for os, at vi har fået vores køkkenhave. Der kommer flere folk forbi og snakker, og det har ændret hele stemningen herude. Vi er mere i kontakt med de øvrige beboere, end vi var før, siger Susanne Lotz.

De frivillige bag køkkenhaven i Ringparken mener, at deres beboerhave er lige at kopiere for andre.

- Andre beboere i andre boligforeninger kan sagtens få glæde af at lave deres egen køkkenhave. Det er nemt at gøre, og det skaber et bedre sammenhold mellem folk, når man har et fælles projekt. Jeg håber i hvert fald, at vores have fortsætter mange år endnu, siger Viggo Wæhrens.

Anders Olesen har været drivkraften i Ringparkens nye køkkenhave, og han har brugt mange timer på at gøre haven klar til alt fra grøntsager, blomster og frugttræer. Foto: Yilmaz Polat
Annonce
Forsiden netop nu
Horsens

Kurdisk opråb på Rådhustorvet i Horsens: Stop den etniske udrensning

Annonce