Annonce
Læserbrev

Beboer i Østerbo i Vejle: Der må være noget helt galt med Casas måde at organisere arbejdet på

Direktørerne og projektlederne i Casa og Østerbo kan prøve at spørge deres egne familier, hvad de vil sige til, at de kan forvente, der kan komme fremmede og låse sig ind på alle tider af dagen de næste fire måneder, hvis de bestiller håndværkere til at lave et arbejde, der kan gøres på halvanden dag.

Læserbrev: Rygning er farligt, passiv rygning er farligt. Det er der ikke nogen tvivl om.

Derfor er det helt uforståeligt, at Østerbo ikke har taget højde for, at tobaksrøg, mados og andre lugte uhindret stiger op gennem det nye ventilationsrør for til sidst at ende i de øverste lejligheder.

Ifølge planen skulle opsætningen af det nye ventilationssystem tage 17 dage for en opgang.

Fire en halv måned senere er ventilationssystemet stadig ikke taget i brug, og passiv rygning er blevet et stort og farligt problem.

Desværre er det ikke kun ventilationssystemet, der tager alt for lang tid, det gør alle de andre arbejder også.

Et andet eksempel er udskiftningen af fire indvendige døre, der ifølge planen skulle tage halvanden dag for en lejlighed. Fire måneder senere er dette arbejde heller ikke færdigt.

"Hvorfor får de aldrig gjort noget færdig?", spørger alle.

Direktørerne og projektlederne i Casa og Østerbo kan prøve at spørge deres egne familier, hvad de vil sige til, at de kan forvente, der kan komme fremmede og låse sig ind på alle tider af dagen de næste fire måneder, hvis de bestiller håndværkere til at lave et arbejde, der kan gøres på halvanden dag.

Der må være noget helt galt med Casas måde at organisere arbejdet på.

Håndværkerne bliver sendt rundt for at reparere ting, der er ordnet, og andre ting bliver ikke ordnet, fordi de glemmes, og sådan fortsætter det i månedsvis.

Håndværkerne bliver frustrerede og stressede, og beboerne mistrives i en sådan grad, at det fører til trusler mod håndværkerne - noget, Casa og Østerbo let kan forebygge med lidt omtanke og respekt.

Alle har ret til respekt for privatliv, familieliv og hjem ifølge FN's menneskerettigheder, Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og grundloven, og målet helliger ikke midlet.

Når vi har rettigheder, har andre pligter, og selvom tilgængelighedsprincippet til vore hjem blev ændret, da vi stemte ja til renovering, har vi stadig krav på respekt for hjem og privatliv. Casa skal naturligvis ikke have adgang til vore hjem længere end højst nødvendigt.

Østerbo bliver nødt til at tage beboerne alvorligt og også lære at informere på en konkret og fyldestgørende måde, så vi ikke gang på gang bliver taget med bukserne nede, også i vore egne badeværelser, når der pludselig står fremmede i hjemmet.

Beboerhåndtering og fagtilsyn består i, at beboerne skal henvende sig til Østerbo, men der er intet proaktivt tilsyn i lejlighederne. Henvendelserne fører sjældent til andet end en sludder for en sladder, og fem måneder efter min henvendelse har jeg stadig ikke fået svar fra Østerbo. Alt for mange har den oplevelse.

Vi håber, Casa og Østerbo lærer af deres fejl og ændrer strategien for de sidste boligblokke.

Annonce
"Selvom tilgængelighedsprincippet til vore hjem blev ændret, da vi stemte ja til renovering, har vi stadig krav på respekt for hjem og privatliv. Casa skal naturligvis ikke have adgang til vore hjem længere end højst nødvendigt", skriver Jan Bierbaum. Arkivfoto
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
112

Sjællænder taget for spritkørsel i Horsens

Læserbrev

Et elektrisk løbehjul er ikke legetøj

Læserbrev: Det’ sørme, det’ sandt - december! En tid for brunkager, Lucia-optog og ikke mindst julegaveindkøb. Vi giver gaverne med de bedste intentioner, men der er alligevel grund til at tygge en ekstra gang på småkagen, før vi trykker "køb" på hjemmesiden eller kører dankortet gennem maskinen nede i butikken. Det gælder særligt for en type af særdeles populære gaver. Et bredt flertal i Folketinget besluttede sidste år, at det fra 17. januar 2019 skulle være muligt at køre på elektriske løbehjul på cykelstierne. Det er en forsøgsordning, som mange har taget til sig, og mange børn ønsker sig brændende at komme lidt hurtigere til skole eller fritidsinteresser. Det elektriske løbehjul er et alternativt transporttilbud, som vi følger med stor opmærksomhed fra politisk side; netop fordi det fortsat er en forsøgsordning, som vi skal evaluere efter nytår. Forsøgsordningen har nu varet i knap et år, men jeg oplever, at der stadig er stor usikkerhed om reglerne for brugen af elektriske løbehjul. Føreren af det elektriske løbehjul skal køre på cykelstien - ikke på fortovet eller imod kørselsretningen på kørebanen, som nogle brugere åbenbart tror. Der må kun være én bruger på et løbehjul, og nej, man må selvfølgelig heller ikke køre i spirituspåvirket tilstand. Det gælder for alle vores transportmidler, og derfor er løbehjulet ingen undtagelse. Det fører mig til reglen, som man særligt i julegavesæsonen skal have for øje: Føreren af det elektriske løbehjul skal være fyldt 15 år. Hvis man ikke er 15 år, må man kun køre på det elektriske løbehjul, hvis en voksen ledsager overvåger kørslen. Hvis man ikke har en voksen med, er det kun tilladt at køre på særligt skiltede lege- og opholdsområder; og vel at mærke fortsat kun med en enkelt bruger på løbehjulet ad gangen. Som forælder, bedsteforælder eller søskende vil man gerne glæde sine nærmeste og give dem det, de ønsker sig, men hvis det i dette tilfælde er et elektrisk løbehjul, der skal bruges til at køre i skole, så gør man klogt i at foreslå alternative julegaver, for det er som nævnt ikke tilladt at køre alene på offentlig vej, før man er fyldt 15 år. Vi afventer fortsat Færdselsstyrelsens evaluering af forsøgsordningen for elektriske løbehjul, som lander på mit bord i det nye år. Jeg vil derfor vente med at udtale mig om, hvordan reglerne for de elektriske løbehjul ser ud i 2020 og fremefter, men én ting er sikker: Jeg vil ikke lempe lovgivningen, når det kommer til aldersgrænsen. Et elektrisk løbehjul er ikke et legetøj. Det er et motoriseret transportmiddel, som man skal have en vis alder for at kunne håndtere. Jeg håber derfor, at man tænker sig om en ekstra gang, inden man pakker et elektrisk løbehjul ind til husets yngste beboere.

Annonce