BASKETBALL: Onsdag aften havde Bakken Bears sin første af mange matchbolde. De seneste fire års mestre kunne nemlig med en sejr vinde grundspillet, selvom der stadig resterer fem kampe i løbet af marts.
Og med onsdagens modstander, var det helt oplagt, at Bakken skulle sikre sig førstepladsen i grundspillet allerede før marts er påbegyndt.
Deshawn Stephens, Bakken BearsVi ved, at alle hold kommer for at slå os, så vi skal bare spille hårdt uanset hvad. Vi skal ikke rigtigt fokusere på slutspillet eller pokalfinalen men i stedet på den næste kamp.
På hvad der teknisk set var udebane ventede Bakkens eget talentmandskab Bears Academy nemlig.
Styrkeforholdet mellem de to mandskaber, blev for alvor fastslået, da Bakkens' helt store angrebsprofil i denne sæson, QJ Peterson, kort før startfløjtet leverede lidt trash talk: "Lad os få gang i træningen!"
Handler om mentalitet
Blandt kampens store performere var Deshawn Stephens. Den 31-årige amerikaner, der har spillet i blandt andet Italien og Japan, blev hentet til klubben forud for denne sæson, og den atletiske forward har udviklet sig til en vigtig spiller på holdet.
Med 22 point havde Stephens sin mest scorende kamp hidtil i den danske liga, men amerikaneren understregede efterfølgende, at det absolut ikke var ligesom at hygge sig til træning.
- Jeg tror mest bare, at det var noget mentalt. Når vi træner, tænker vi ikke så meget over tingene. Der spiller vi lidt mere på instinktet og fokuserer på de ting, vi ved vi kan, og som vi arbejder på hver dag, forklarer Stephens.
Basketligaen
Bears Academy – Bakken Bears 77-114
Periodecifre: (21-29), (19-30), (12-29), (25-26)
Bakken Bears: QJ Peterson 27, Deshawn Stephens 22, Magnus Møllgaard 22, Michel Diouf 12, Thomas Lærke 12, Ryan Evans 9, Anton Harbo 7, Morten Sahlertz 3
Bears Academys tre mest scorende: Magnus Steen Jespersen 21, Marius Kirkholt Sørensen 13, Jacob Vistisen 8
Rebounds: Bears 44, Bears Academy 29
Tilskuere: 0 i Vejlby-Risskov Hallen
Stephens, der spillede college basketball for både Santa Monica College og San Diego State, pegede samtidig på, at det efterhånden er et grundigt sammentømret Bakken-hold, han tørner ud for.
- Det er super fedt, når vi spiller sammen og får flyttet bolden rundt, og alle bare får lov til at have det sjovt, fortæller Stephens.
Lederrolle og én kamp ad gangen
Deshawn Stephens er med sine 31 år og mange ophold i udenlandske ligaer en af de mere erfarne spillere i Bakken, og erfaringen er noget, han ynder at bruge både til dagligt og under kampene.
- Jeg kan godt lide at kommunikere med de unge spillere så meget som muligt. Jeg elsker, at snakke med Magnus Møllgaard og Anton Harbo og prøve at hjælpe med deres selvtillid, for som kollektiv er vi bedst, når hele holdet er godt tilpas, udtaler Stephens.
Med sejren sikrer Bakken sig førstepladsen i grundspillet, og selvom der mangler fem kampe, der på papiret er ligegyldige, er Stephens påpasselige med ikke at give fremtiden for meget fokus.
- Vi ved, at alle hold kommer for at slå os, så vi skal bare spille hårdt uanset hvad. Vi skal ikke rigtigt fokusere på slutspillet eller pokalfinalen men i stedet på den næste kamp, siger Stephens.
Amerikaneren lægger dog heller ikke skjul på, at det af og til har været en udfordring at finde motivation til visse kampe.
- Men nu er Champions League slut for os, og så kan vi ligesom koncentrere os fuldt ud om vores ligakampe, påpeger Stephens.