Annonce
Erhverv

Barndomsvenner opfandt smarte bade- og bådebroer

Staermose Industri i Odder leverer de aluminiums-elementer, som Pro-Bro bruger. Til højre ses Rune Lund og ved siden af ham Christian Petersen,Foto: Martin Ravn
Annonce
Alrø - To gamle venner mødtes tilfældigt i en sportsbutik, efter de ikke havde set hinanden i flere år. Nogle måneder senere lavede de et fælles firma med broer som salgsvare.

Sådan lyder den korte version af firmaet Pro-Bro, som Rune Lund og Christian Petersen står bag. Pro-Bro laver broer efter mål og har bl.a. allieret sig med Odder-firmaet Staermose Industri, der leverer aluminiumsdele efter mål.

Rune Lund er uddannet klejnsmed, og Christian Petersen har en marketing-baggrund, og begge har fuldtidsarbejde. Det betyder, at arbejdet med Pro-Bro foreløbig foregår i fritiden.

Men tilbage til begyndelsen. Rune Lund og Christian Petersen er begge fra Søvind, og som børn gik de i børnehave sammen.
Rune Lund (t.h.) og Christian Petersen har lavet et fælles bro-firma. Foto: Martin Ravn
Annonce

En drøm blev født

- Vi mødtes tilfældigt i Horsens sidste år i Intersport, og vi snakkede. Vi havde nogle fælles drømme, siger Rune Lund.

Snakken handlede om drømmen om at blive selvstændig, og de to snakkede i halvanden times tid, inden de sagde farvel. Rune Lund tog til USA på sommerferie, og han kiggede efter nogle produkter, der kunne sælges i Danmark.

På en fisketur så han nogle flydebroer, og da Christian Petersen i september også var i USA, kiggede han videre, bl.a. på nogle bådlifte.

De to begyndte så småt deres fælles firma sidste år, men det viste sig, at det var svært at finde kunder til flydebroer.

- Folk vil hellere have faste broer. Vores tanke var, at det må kunne lade sig gøre at lave en vedligeholdelsesfri bro, og der har vi ramt noget. Og vi kan lave broer på specialmål, siger Rune Lund.
Et tilfældigt møde mellem to gamle venner blev begyndelsen på et fælles firma. Foto: Martin Ravn
Annonce

Unikt produkt

Firmaet laver broer af aluminium og komposit-materialer. De prøver på at holde blikket væk fra, hvordan konkurrerende firmaer gør og i stedet lave deres eget produkt.

Hver bro bliver lavet efter kundens ønsker, og de to bagmænd regnede med, at de skulle laver broer på 10 meter. Men det er broer på 100-150 meter, de sælger, og de er tæt på at få en ordre om en stor bro i Horsens.

Samarbejdet med Staermose Industri i Odder går ud på, at Pro-Bro leverer tegninger, som Staermose laver aluminiumsmoduler ud fra. Målet for Pro-Bro er et plus på bundlinjen, når året er omme, og heldigvis er kunderne ikke ude efter discountløsninger.

- Det er sjovt at arbejde med kunder, hvor det handler om, at produktet skal se godt ud, og ikke så meget om prisen. Vi har på fornemmelsen, at det er det helt rigtige tidspunkt, vi er startet på, siger Christian Petersen.

Du kan læse mere om de to opfindere i onsdagens avis.
Broerne fra Pro-Bro bliver lavet i afdelinger, så det er let at skifte moduler ud. Foto: Pro-Bro
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark

Arbejde længe, men i eget tempo

Annonce