Annonce
Horsens

Barakkerne fylder 100 år: Fem veje, 99 lejligheder og et stykke Horsens, som ikke bliver glemt

Sammenholdet er noget af det, mange af Barakkernes tidligere beboere fremhæver. Og selvfølgelig blev der snakket over en øl eller to - uden at det nødvendigvis betød, at kvarteret var hårdere belastet end så mange andre områder i byen. Foto er fra omkring 1960 og udlånt af Thilde Jørgensen.
På et ekstraordinært møde for 100 år siden besluttede politikerne i Horsens Byråd at bygge Barakkerne ved Nørretorv. Det blev indledningen til et helt unikt kapitel i byens historie.

Horsens: Er du 60+ og har boet i Horsens hele dit liv, kender du med garanti ved selvsyn Barakkerne.

Og er du yngre, har du sikkert hørt om dem.

Fem gader nord for Nørretorv: Tjørnevej, Kastanievej, Elmevej, Egevej og Birkevej. Ni rækker huse med i alt 99 lejligheder, opført i 1919, revet ned i 1968-1971. Beboet af et folkefærd, som gav anledning til mangen en snak i byen.

Spurgte du Barakkernes børn og voksne, talte de om sammenhold, fællesskab og et helt unikt miljø. Mens der ude i byen nævntes store sociale problemer med bl.a. påstande om for meget alkohol og lejligheder, som til sidst var mere end usle.

Lige meget hvad så endte Barakkerne som et begreb i historien om Horsens. Og selv om det er tæt på fem årtier siden, de sidste barak-huse blev revet ned, er området ikke glemt.

Annonce
Barakkernes to-værelses lejligheder lå parvis i de lange bygninger. Her er en af lejlighederne indrammet med rødt - med en forholdsvis stor entré, køkken, stue og soveværelse samt en udgang til gården, som var fælles for de to lejligheder. Det ekstraordinære er det lille rum i entreens nederste højre hjørne: et wc med træk og slip.

For 100 år siden...

Historien om Barakkerne runder i disse dage de 100 år. På et ekstraordinært møde lørdag 19. juli 1919 besluttede Horsens Byråd at bygge husene på det, der dengang var byens markedsplads.

En mærkbar bolignød prægede Horsens, og det havde ikke løst problemerne, da 40 lejligheder i 10 nybyggede huse på Østre Allé kunne tages i brug i foråret 1919.

Så Horsens Folkeblad fortalte efter mødet, at "der skal bygges Barakker paa Markedspladsen ved Nørretorv til et Beløb af ½ Million Kroner."

Planerne lød på to-værelses lejligheder af en standard, der svarede til, hvad der i årene forud andre steder var bygget til de talrige arbejderfamilier, hvis fædre fik job i byens mange nye industrivirksomheder.

Med træk og slip

Samme standard - eller måske lidt bedre. For med det ry, Barakkerne siden fik, er det værd at bide mærke i, at Horsens Kommune hyrede byens dengang førende arkitekt Viggo Norn til at tegne de nye huse.

Han sikrede bl.a., at der kom wc'er med træk og slip - noget, der bestemt ikke indgik i byens andre arbejderboliger; her stod den på lokum i gården.

Også huslejen afspejlede, at lejlighederne var af god kvalitet: 250-300 kr. om året - hvor den typiske leje i andre byggerier lå på 200 kr. eller mindre.

Fotoet her har nogle år på bagen, men dækker meget godt forholdene i dag. I forgrunden er det Nørrebrogade. Bag husene ud mod gaden ses området, hvor Barakkerne lå. Dengang strakte det sig helt ned til bygningerne ved Nørretorv, men i forbindelse med nedrivningen i 1968-1971 førte Horsens Kommune Ane Staunings Vej igennem til krydset Nørrebrogade-Vestergade. Resten af arealet overtog Vejle Amt og opførte her ASV Horsens (Amtets Specialundervisningscenter for Voksne). Foto: Martin Jensen

Bar' rak

Så hvorfor egentlig det lidt nedladende udtryk "barakker"?

Ordet dukkede allerede op, da byrådet i efteråret 1918 besluttede at bygge de 40 lejligheder på Østre Allé. Formentlig har det smittet af fra andre byer, som også byggede for at imødegå bolignød.

Ikke alle fandt udtrykket heldigt. Bl.a. bemærkede Venstre-manden Jørgen Andersen i forbindelse med byrådets drøftelser om boligerne på Østre Allé, at "man skulde ikke have kaldt de projekterede Smaahuse Barakker, men fundet en anden, mere heldig Benævnelse".

"Ordet Barak har," fortsatte han, "faaet lidt af en haanlig Klang, naar det bruges om Beboelseslejligheder. Med Ordet Barak forbinder man Forestillingen om noget forfaldent, ja næstendels et Sted, hvor der kun bor bar’ Rak! (Munterhed), og det skulde dog ikke være Meningen med de nye Huse..."

Mere og mere sølle

Også Jørgen Andersens bemærkninger peger mod, at boligerne på både Østre Allé og i Barakkerne var godt byggeri, og der er ingen tvivl om, at de familier, som flyttede ind, var glade - nogle af dem havde været indkvarteret på byens skoler, hvor de måtte dele et klasseværelse med en anden familie.

Desværre kneb det i tiden efter med vedligeholdelsen af Barakkerne. Verdenskrisen i 1930'erne og besættelsesårene satte deres negative præg på den kommunale økonomi, og heller ikke op gennem 1950'erne stod den på overskud i de budgetter, byrådet vedtog. Så husene nord for Nørretorv blev mere og mere sølle.

Dem i tugthuset

I 1967 fulgte derfor beslutningen om at stoppe udlejningen og flytte beboerne til andre lejligheder rundt om i byen. For nu skulle husene rives ned.

I Barakkerne var der blandede meninger om planerne.

På Kastanievej sagde Anna Margrethe Pedersen til en udsendt medarbejder fra Aktuelts lokale redaktion: "Jeg har boet her i 48 år, og jeg vil aldrig herfra. Vi har de bedste og billigste hjem i Horsens, og der er aldrig nogen her i kvarteret, der har generet mig. Jeg elsker min lejlighed, og jeg vil dø her. Jeg vil begraves under mit sovekammergulv."

Fra nytilflyttede Anna Rasmussen på Birkevej lød anderledes toner. "Det er et forbandet sted at bo. Et rent slumkvarter," sagde hun og slog fast, at hun ville foretrække de 18 kvadratmeter, hvor hun tidligere boede med sin familie.

"Nej, ved De, hvem der har det bedst her i Horsens? Det har dem i tugthuset. Der er sol hele dagen," lød afskedssalutten fra Anna Rasmussen.

Udstilling og bog

Imens skred processen fremad. I oktober 1968 blev den nordligste række lejligheder revet ned, og derfra gik det slag i slag frem til 1971. 11. maj kunne Horsens Folkeblad rapportere, at nu havde entreprenørmaskinerne væltet de sidste barakker.

Men én ting var de fysiske bygningernes forsvinden, noget helt andet Barakkernes ry. Mange, som havde boet i husene nord for Nørretorv, savnede fællesskabet, mens andre med tilfredshed konstaterede, at nu var en af byens skampletter væk.

Det hele fik sat ord på, da Bogcafe'n i Smedegade i 2001 arrangerede en særdeles velbesøgt udstilling om Barakkerne. For slet ikke at tale om, da Vestbyens Historieforening i 2006 tog initiativet til en bog om livet i de 99 lejligheder, som udkom året efter.

Bogens første oplag på 1000 eksemplarer var væk på to uger, og et nyt oplag af samme størrelse fandt også købere.

For nok er Barakkerne revet ned, men glemt - nej, bestemt ikke.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

En hyldest til den gode idé - lad os få mere af den slags

Gode ideer kan vi aldrig få for mange af. Og når de så oven i købet bliver omsat i handling og er en gevinst, er der ekstra grund til at anerkende et godt initiativ. Sådan er det med Mai-Britt Therkelsen, der som leder af tøjafdelingen hos Blå Kors kunne se genbrugsguld gå tabt på grund af manglende hænder. Mange ville trække på skuldrene og ærgre sig, men heldigvis ville Mai-Britt Therkelsen det anderledes. Hun fik en god idé om at lave en sorteringscentral som et beskæftigelsesprojekt, og nu er det blevet til virkelighed med opbakning fra Horsens Kommune. Et initiativ, der har alle muligheder for at blive en gevinst for alle parter. Den slags kan vi ikke få nok af, og det er vigtigt at anerkende, når en idé på den måde bliver til virkelighed. Mai-Britt Therkelsens initiativ minder os alle om, at der i princippet ikke skal så meget til. Der må være masser af lignende ideer, der rumler og rumsterer derude i Horsens og opland. Lad os få dem på bordet. Alle kan måske ikke lade sig realisere, men hvorfor ikke hjælpe hinanden med at gøre hverdagen lettere og udnytte de ressourcer, vi har, bedst muligt. I dette tilfælde havde Mai-Britt Therkelsen en chef, der var på ideen, ligesom Horsens Kommune også bakkede op. Sådan er det med alle ideer. De kræver opbakning og støtte. Vi er alt for gode til at tale ting ned og skyde forslag ned med en halvdårlig, kvik bemærkning. Den slags er dræbende for folk med gode ideer og lyse indfald, og fremfor alt risikerer vi at smide guld på gaden. Husk det næste gang, du får en god idé eller bliver præsenteret for én af slagsen. Giv det en chance. Ikke noget med at sige: Hvorfor dog det? Støt og bak op og spørg i stedet dig selv og dine omgivelser: Hvorfor ikke? Det vil være til gavn for os alle på den lange bane, så hyld den gode idé og lad os får mere af den slags.

Annonce