Annonce
Kultur

Bankerne blev nedlagt: Nu bliver de udstillet

Inger Løth og Ejlif Hedegaard Pedersen har begge tidligere været filialbestyrere i Egnssparekassen. Gensynsglæden var stor. Foto: Jens Amtoft
Udstilling på Gedved Egnsarkiv fortæller historien om de 17 nedlagte banker. De tidligere bestyrere var med ved ferniseringen

Gedved: En landmand skulle have en ny traktor i millionklassen.

Han gik ind til Inger Løth, der var filialbestyrer af Egnssparekassen i Søvind i 1980'erne.

- Kan jeg låne til en ny traktor, spurgte han

Ja, svarede Inger Løth.

Så gik han. Lidt efter kom han tilbage:

- Skal der ikke skrives noget under, spurgte han.

Anekdoten står skrevet på én af de mange plancher, der udgør en ny udstilling i Gedved Egnsarkiv.

Temaet er "De nedlagte banker og sparekasser" i den tidligere Gedved Kommune.

- Det er rigtig nok, at det var sådan, det foregik. Men jeg kendte landmanden i forvejen. Tingene var ikke så komplicerede dengang, sagde Inger Løth med et stort hjerteligt grin.

Hun var mandag eftermiddag én af mange gæster ved udstillingens åbning.

Flere tidligere filialbestyrere var mødt op, og gensynsglæden var stor.

Inger Løth og Ejlif Hedegaard Pedersen, der var filialbestyrer i Egnssparekassen i Tvingstrup, var begge enige om, at der var tale om en meget interessant udstilling.

- Det er helt fantastisk. Jeg skal herned en anden dag for at studere udstillingen nærmere, når der ikke er så mange mennesker, sagde Inger Løth, der blev kontaktet af Niels Riis-Vestergaard forud for udstillingen.

Han bad hende om oplysninger og anekdoter fra sparekassetiden i Søvind.

Annonce

På et tidspunkt først i 60'erne blev den til Østbirk og Omegns Spare og Lånekasse, filial af Landbosparekassen i Horsens. Landbosparekassen ændrede navn til Egnssparekassen og senere til Den Østjyske Egnssparekasse. Så kom der en fusion mellem Egnssparekassen og Horsens Sparekasse under navnet DK Sparekassen. Efter et par år blev det til Bikuben - der fandt sammen med det, der hed Girobank. Logisk nok kom det til at hedde Bikuben Girobank, forkortet BG Bank, inden det blev til Danske Bank.

Kurt Hartvigsen, arkivleder, Gedved Egnsarkiv

Mange navneskift

Udstillingen er sat sammen af tre af egnsarkivets frivillige.

Ejvin Friis Sørensen har udarbejdet plancherne, Hans Peter Pedersen har stået for indsamling og opstilling af effekterne, og Niels Riis-Vestergaard har stået for at indsamle det skriftlige materiale.

Og sidstnævnte ved, hvad han har med at gøre.

- Ja, jeg er miljøskadet på det her område. Ved et tilfælde havnede jeg som filialbestyrer i Egnssparekassen i Gedved, fortalte Niels Riis-Vestergaard ved udstillingens åbning.

De tre frivillige fra Gedved Egnsarkiv var meget synlige - i dagens anledning havde Niels Riis-Vestergaard skaffet tre lyseblå poloshirts fra Danske Bank.

- Ejvin, Hans Peter og Niels har virkelig lagt kræfter i at lave den her udstilling, understregede arkivleder Kurt Hartvigsen i sin tale, hvor han også kom ind på den store udfordring, det har været, at holde styr på de mange bankfusioner og navneskift.

Han gav et eksempel med Spare- og Lånekassen for Østbirk og Yding Sogne.

- På et tidspunkt først i 60'erne blev den til Østbirk og Omegns Spare og Lånekasse, filial af Landbosparekassen i Horsens. Landbosparekassen ændrede navn til Egnssparekassen og senere til Den Østjyske Egnssparekasse. Så kom der en fusion mellem Egnssparekassen og Horsens Sparekasse under navnet DK Sparekassen. Efter et par år blev det til Bikuben - der fandt sammen med det, der hed Girobank. Logisk nok kom det til at hedde Bikuben Girobank, forkortet BG Bank, inden det blev til Danske Bank, fortalte Kurt Hartvigsen, der selv har har arbejdet i det lokale bankvæsen.

Udstillingen omfatter 126 plancher. Heraf 100 plancher om de 17 nedlagte banker i lokalområdet og 7 plancher om den nedlagte sparebus samt 19 plancher om bankhistorien i Danmark.

Udstillingen kan ses i Gedved Egnsarkivs åbningstid. Mandage klokken 13.00-17.30.

Bankrøverier 1975 til 1992

Man kan på udstillingen bl.a. læse om syv bankrøverier:

1975: Egnssparekassen i Tvingstrup

1976: Privatbanken i Gedved

1977 Aktivbanken i Hovedgård

1983: Privatbanken i Gedved

1988: Landbobanken i Hovedgård

1992: Bikuben i Gedved

1995: Privatbanken i Østbirk

De 17 nedlagte banker i tidligere Gedved Kommune

Horsens Landbobank i Gedved ophør 1986

Horsens Landbosparekasse i Gedved ophør 1993

Horsens Privatbank i Gedved ophør 1993

Horsens Bank Hovedgård ophør 1994

Horsens Landbobank Hovedgård ophør 1994

Horsens Landbosparekasse Hovedgård ophør 2010

Gangsted-Søvind Spare- og Lånekasse ophør 1965

Horsens Landbosparekasse Søvind ophør 1998

Horsens Spare- og Lånekasse Søvind ophør 1992

Horsens Landbobank Søvind ophør 1991

Horsens Landbosparekasse Tvingstrup ophør 1990

Horsens Privatbank Østbirk ophør 1995

Horsens Landbobank Østbirk ophør 1993

Horsens Landbosparekasse Østbirk ophør 2010

Horsens Spare- og Lånekasse Østbirk ophør 1987

Sparekassen Kronjylland Østbirk ophør 2014

Spare- og Lånekassen for Østbirk-Yding sogne ophør 1963

De tre frivillige bag udstillingen, fra venstre Ejvin Friis Sørensen, Niels Riis-Vestergaard og Hans Peter Pedersen - alle iført poloshirt fra Danske Bank.
Man kan på udstillingen bl.a. læse om Sparebussen i Lundum. Foto: Jens Amtoft
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce