Annonce
AC Horsens

Balkan-temperamentet kan slå gnister

Matej Delac drømmer om en fremtid i engelsk fodbold, men først skal han have succes i AC Horsens. Foto: Ole Nielsen.
AC Horsens' målmand Matej Delac fik et rødt og fire gule kort i sin første sæson i dansk fodbold, men han har lært af dommernes linje.

Horsens: Matej Delac, kroatisk målmand, er klar til sin anden sæson i dansk fodbold som keeper i AC Horsens.

Han debuterede sidste år i Parken med at klare straffespark fra Viktor Fischer og var direkte årsag til AC Horsens-sejren på 2-1.

- Jeg har det fint i Horsens og har forlænget min kontrakt i AC Horsens til 2023, siger Matej Delac.

- I mine mange år i Chelsea var jeg udlejet til mange forskellige klubber. Der gik for lang tid med at være udlejet. Jeg efterlyste et fast ståsted, og det har jeg fundet i AC Horsens. Jeg ville have en klub, hvor jeg kunne spille fast, og det har været alletiders.

- Det første halve år gik fint. Foråret var mindre godt, men vi klarede frisag. Der var mange ting, jeg skulle vænne mig til, ikke mindst dommerne. Jeg fik et rødt kort, som jeg nok havde fået andre steder, men de fire gule kort var noget andet, end jeg var vant til.

- Jeg indrømmer, at jeg har temperament. Sådan et gammelt jugoslavisk Balkan-temperament. Uden for banen er blid som et lam, men på banen kan det slå gnister. Jeg elsker, når vi spiller for fyldte tribuner, og bølgerne går højt.

- Nu har jeg oplevet dommernes reaktion, og jeg garanterer, at jeg ikke får advarsler for det samme som sidste år, siger Matej Delac.

Annonce
Jeg har ledt efter en klub, hvor jeg kunne få mulighed for at spille fast hver gang, og det har jeg fundet i AC Horsens.

Matej Delac

Nyder livet i Horsens

Han har holdt ferie i sit hjemland Kroatien sammen med sin kone og deres søn på halvandet år.

- Min kone er blevet hjemme hos familien, mens vi forbereder os til turneringen. Hun kommer først til Horsens til august, siger han.

Hans kone har travlt med at passe den lille, så hun er ikke begyndt at arbejde. Når sønnen Noah fylder to år, søger hun job som frisør.

Han har været sammen med sin kone i seks et halvt år. De har boet sammen i fem år og blev gift for to år siden. Hun følger ham i tykt og tyndt i fodboldkarrieren.

- Vi hygger os som en lille familie i Horsens. Jeg savner ikke min familie. I otte år har jeg spillet i udlandet, så jeg er vant til at være væk hjemmefra, og de er vant til, at vi kun kommer forbi i ferierne og til jul.

- Det er det liv, vi har drømt om. Vi hygger os sammen, og jeg læser bøger og ser film på tv, siger M;atej Delac.

Landsholdet

Matej Delac har været reserve til Kroatiens A-landshold to gange, nemlig da han var 19 år.

- Kroatien skal skifte målmand. Vi er kun to målmænd i udlandet, én i Aston Villa og mig. Min kollega i Aston Villa Lovre Kalinic er andenmålmand og spiller ikke ret meget, men jeg ser ikke mig selv som topkandidat til Kroatiens A-landshold. Det vil kræve, at jeg spiller på et klubhold, der ligger i toppen, erkender Matej Delac.

De to bedste målmænd i Kroatien kommer fra Dinamo Zagreb og Rijeka i Kroatien i øjeblikket.

Lovre Kalinic kom til Aston Villa i vinterpausen fra Jess Thorups klub Gent.

Kroatien, der var i VM-finalen i Rusland mod Frankrig, har stadig Zlatko Dalic som træner. Da Matej Delic var med i truppen, var det Slaven Bilic, der styrede landsholdet.

Han blev udråbt som et af Europas største målmandstalenter i 2009, da Frank Arnesen spottede ham og hentede ham til Chelsea. Han havde talentet, størrelsen og var i A-landsholdstruppen.

Desværre kunne han ikke få arbejdstilladelse, så han kom kun til at træne i Chelsea og var udlejet hele tiden.

- Dengang var Kroatien ikke medlem af EU. Det er Kroatien nu. Til gengæld er England på vej ud af EU, men min store drøm er at komme til at spille i England. Hvis jeg får en professionel kontrakt, skulle der ikke være problemer med at få arbejdstilladelse, siger han.

Matej Delac ved, at det er præstationerne for AC Horsens, der skal føre ham tilbage til engelsk fodbold.

- Da Frank Arnesen kontaktede mig, havde jeg tilbud fra Spanien og Italien, men det var England, der havde første prioritet, og det er det stadig. Jeg er dog indstillet på, at vi flytter hjem til Kroatien, når jeg er færdig med min aktive karriere. Så vil jeg hjem og lave en målmandsskole i Kroatien, siger han.

Matej Delac elsker at træne. Han går hårdt til den på træningsbanen. Foto: Michael Svenningsen.

Ny makker

Matej Delac har fået en ny makker i AC Horsens.

- Jeg havde det fint med min målmandskollega Kevin Mendoza sidste år, men han ville gerne spille mere, og jeg er glad for at høre, at han har fået kontrakt i HB Køge. Nu får jeg en ny kollega Michael Lansing, og jeg er sikker på, jeg får et tilsvarende fint samarbejde med ham, siger han.

- Mine forventninger til den nye sæson er stor. Vi skal have nogle forstærkninger, men vi har et hold med en god balance, og jeg kan ikke forestille mig, at vi kommer i nedrykningsfare. Jeg har skrevet en lang kontrakt og tænker slet ikke i de baner, siger Matej Delac.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
DEBAT

Opdateret: Kommentarfeltet under artikler virker igen

INFO: Vi har haft nogle tekniske problemer på vores hjemmeside, som har betydet, at det ikke har været muligt at debattere og skrive kommentarer under artiklerne. Problemet er nu løst. Vi beklager bøvlet og takker for tålmodigheden.

Annonce