Rårup: Torsdag var grå og aldeles almindelig for de fleste, men ikke for børnene i Rårup Børnehus.
- Jeg kan godt sige dig, de har glædet sig, som var det juleaften, siger leder Susanne Lund, da avisen besøger institutionen midt på eftermiddagen.
Forældre er begyndt at dukke op til det, der skal blive en fejring af, at børnehuset nu kan kalde sig en certificeret sangglad institution.
Certifikatet er opnået efter et års struktureret arbejde med at bruge sang pædagogisk i hverdagen som deltager i Projekt Sangglad.
Sangglade institutioner
Certificeringen opnås efter et år, men processen fortsætter.
100 institutioner har fået en plads i projektet. Det er ikke gratis. Foruden Rårup Børnehus er Søvind Børnehus i Horsens og Neptun Børnehus i Torsted med.
Projekt Sangglad er udviklet af Sangens Hus i Herning med støtte fra Nordea-Fonden.
Sangen Hus har til at formål styrke den danske sangkultur og har fået bevilliget penge af Kulturministeriet.
I regnvejr og solskin
Organisationen Sangens Hus kører projektet i samarbejde med lokale musikskoler. Rårup Børnehus er en af 100 deltagende institutioner på landsplan.
- Vi har ofte set, hvordan turen hjem fra hallen i regnvejr bliver nemmere, når børnene synger. Og hvordan de sidder i solskin ude på græsset og begynder at synge. Børn trives, når de synger, men det er ikke noget, vi har brugt bevidst pædagogisk. Nu hen over det sidste år er det virkelig blevet bevidst, forklarer Susanne Lund.
På hver samling bliver der sunget. Det er blevet en ramme for fællesskab og velvære og skal bidrage til udvikling af sprog og motorik.
- Vi har lært mange nye sange og fået nogle indgange til at få børn med. Det handler eksempelvis ikke om at synge godt, men mere om at have mimik med, siger pædagogmedhjælper Merethe Jørgensen.
Børn tager sange med hjem
Få minutter senere går det løs. Pædagoger, børn og forældre tager hul på fejringen, der foregår gruppevis og i sang, naturligvis.
I flere lokaler, bygninger og såmænd også ude i gården står den på bro, bro brille, trommesang og rasleæg.
Børnene har lært dem godt at kende. De begynder på dem spontant i børnehaven. De tager dem også med hjem, bekræfter Majbritt Stelmarch, mor til Filluca.
- Min datter er blevet mere glad for at synge, og nu er det med fagter. Jeg tror også, hun er blevet mere udadvendt af det, siger hun i et ophold mellem to sangworkshops.
En anden forældre, Lasse Rasmussen, far til Agnes, har også mærket, at børnehuset gør et nummer ud af sang.
- Jeg kan høre, at hun synger mere og mere derhjemme. Det er da en rigtig god ting. For hun er jo glad og kan lide det, siger han.
Børnehuset skruer ikke ned, nu hvor certifikatet er opnået. Projektet fortsætter. År to kommer blandt andet til at handle om at synge med lokalsamfundet, eksempelvis plejehjem og kirke.