Annonce
Kultur

Børn spiller på sugerør og toiletruller

Ronja Bro Enevoldsen (til højre) og Jasmin Kathrine Lykkegaard Andersen giver bluesnummeret liv på et sugerør. PR-foto
Toiletruller, sugerør og vandslanger er i spil, når elever varmer op til efterårets store musikoplevelse; LMS Musikfestival, der finder sted 1.-3. oktober.

Horsens: Et let tryk i enden og et par snit i midten. Så lidt skal der til for at forvandle et sugerør til det mest fantastiske blæseinstrument.

Det har 26 elever i 6. klasse på Horsens Byskole, afdeling Kildegade erfaret i forbindelse med en "Byg og Blæs"-workshop, som de var inviteret ind til på Horsens Musikskole.

Workshoppen var en opvarmning til én af de mange sideaktiviteter, der kommer til at foregå i forbindelse med verdens største LMS Musikfestival for børn (Levende Musik i Skolen), som Horsens og Odder kommuner er værter for i begyndelsen af oktober.

Annonce

Sjov og teknik

På workshoppen var elevernes begejstring over sugerørets magiske forvandling så stor, at musiklærer Scott Westh adskillige gange måtte pifte til orden, inden han kunne forklare lidt om, hvad det hele gik ud på.

- Eleverne skulle gerne synes, at det er sjovt at bruge deres kreative evner på musikken, og de skal have den faglige del med også, så ud over at de selv prøver at lave instrumenterne, fortæller jeg dem også lidt om, hvordan de rent teknisk er bygget op, fortæller Scott Westh i en pressemeddelelse.

Spændende opgave

LMS Musikfestival omfatter ud over koncerter rundt om på skolerne 60 sideaktiviteter, som samtlige lærere på Horsens Musikskole er involveret i.

Jørn Steffensen, leder af Horsens Musikskole, fortæller:

- Det er en stor og spændende opgave for vores musiklærere at lave sideaktiviteterne, og vi mærker rigtig god opbakning ude på skolerne. Samtidig er det en opgave, der betyder rigtig meget, fordi det giver lærerne mulighed for at nå ud til rigtig mange børn.

Annonce
Forsiden netop nu
Annonce