Annonce
Navne

Bøn er blevet hørt: Nu udskyder flere kirker i Hedensted også konfirmationerne

Sidste år måtte konfirmationerne udskydes på grund af corona, og det sker nu også mange steder i år. Arkivfoto: Ludvig Dittmann
Det er præsterne i de enkelte sogne, der vælger, om konfirmationerne skal udskydes. Flere kirker i Hedensted Provsti vælger nu at holde konfirmationerne i juni eller august i stedet for april eller maj.

Hedensted: April og maj plejer at være de helt store konfirmationsmåneder, men det har coronaen sat en stopper for i år. I løbet af januar har flere og flere sogne landet over valgt at udskyde de forestående konfirmationer, og den tendens er nu også kommet til Hedensted Provsti.

Her var meldingen ellers længe, at man ville holde fast i de oprindelige datoer, men nu har flere kirker alligevel valgt at udskyde den store begivenhed til juni eller august.

- Det, at nogle sogne rundt omkring i landet er begyndt at udskyde, har sat en lavine i gang. Vi har de seneste uge snakket med mange forældre, der har været urolige for, hvad der skulle ske, og nu har vi også valgt at udskyde konfirmationerne, siger Marianne Dykær, præst i As, Klakring og Juelsminde sogne.

Annonce

Mors bøn blev hørt

Folkebladet bragte fredag en artikel om en mor til en kommende konfirmand i netop Juelsminde, der gerne ville have konfirmationerne udskudt for at kunne holde en ordentlig fest med mange gæster.

Den bøn er altså nu blevet hørt.

- Det er netop hensynet til, at konfirmanderne skal kunne have gæster med i både kirken og til festen, der gør, at vi udskyder. Vi kunne principielt godt fastholde arrangementet i kirken i april, men vi ønsker for konfirmanderne, at de skal have en festlig dag med vidner til begivenheden, siger Marianne Dykær.

Annonce

Ikke alle er klar med beslutning

Det er præsterne i de enkelte sogne, der træffer beslutningen om at enten fastholde eller udskyde konfirmationerne, og ikke alle har en melding klar endnu.

I Hedensted Sogn har præst Tabitta Flyger fx givet sine konfirmandforældre besked om, at de får en udmelding i uge otte - men så længe kommer de ikke til at vente.

- Tingene går jo rigtigt hurtigt lige for tiden, og der er en beslutning på trapperne nu, som kommer ud til familierne snarest, siger Tabitta Flyger.

Annonce

Nogle tilbyder to datoer

Provst Hanne-Birgitte Beyer Kristiansen har endnu ikke noget endeligt overblik over, hvor mange lokale kirker, der har valgt at henholdsvis fastholde og udskyde konfirmationerne.

- Det er meget individuelt, for vilkårene er vidt forskellige. Nogle steder er der få konfirmander, mens andre har rigtig mange, så en fælles udmelding giver ikke mening. Men jeg ved, at mange kirker har valgt en ny dato længere ude i fremtiden, men samtidig også stadig tilbyder den oprindelige dato, siger Hanne-Birgitte Beyer Kristensen.

Hun har ligesom præsterne fået mange henvendelser fra frustrerede familier de seneste uger.

- Jeg forstår frustrationen, og jeg har ondt af både præsterne og familierne. Det er svært at træffe beslutninger, der gør alle glade. Men jeg håber virkelig, at de mange konfirmander får en god dag, siger provsten.


De stakkels præster sidder lige nu i oprørt vande. Ligegyldigt hvad, de beslutter, så er der nogen, der hellere ville have haft noget andet.

Hanne-Birgitte Beyer Kristiansen, provst
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Horsens

Mandagens coronatal: Snart har hver 10. fået første vaccine - bare ikke i Horsens Kommune

Erhverv For abonnenter

Horsens-virksomhed med eksplosiv vækst: Udvider med nyt højlager for tredje gang på to år

Annonce