x
Annonce
VB

Bøgerne må vige, hvis bolden kommer i vejen

Thomas Hagelskjær kom til Vejle Boldklub i sommeren 2017 fra AGF, men det var allerede i AGF-tiden, han kastede sig over jura-bøgerne. Foto: Anders Møllenberg
Thomas Hagelskjær er fuldtids-målmand i Vejle Boldklub og fuldtidsstuderende på Juridisk Institut ved Aarhus Universitet. Tingene går fint i spænd, vurderer 25-årige Thomas Hagelskjær, som dog aldrig har været i tvivl om, at fodbolden er førsteprioritet.

Moncarapacho: Papirbøger er i disse tablet-tider en uddøende race, når der pakkes til flyture.

Der findes næppe ret mange i VB-truppen, som pakkede bøger, da tasken skulle fyldes til to ugers træningslejr i Portugal.

Og med sikkerhed kun én, som medbragte bogen Skatteretten 2. En moppedreng på størrelse med en mursten - bogstaveligt talt.

Den er en del af pensum på ottende semester af jura-studiet, og derfor sidder Thomas Hagelskjær af og til med snuden i Skatteretten 2, mens de øvrige fordriver tiden med kortspil, tablets eller noget helt tredje.

Ingen behøver dog have ondt af Thomas Hagelskjær, og han frabeder sig enhver form for ynk.

- Det er noget, jeg selv valgte, konstaterer han.

Valget faldt dog lidt spontant, da han i 2016 med et par dage til deadline søgte optagelse på jura-studiet i Aarhus.

- Jeg har hele tiden vidst, jeg på et eller andet tidspunkt ville i gang med at læse, men det var en ret spontan beslutning, at det skete lige præcis på det tidspunkt. Tidligere tænkte jeg, at jeg ville tage lidt flere år uden skolegang, siger han.

Annonce
Mine forældre har måske nogle gange tænkt, at jeg har lige vel meget om ørerne, men for mig hænger det godt sammen.

Thomas Hagelskjær

Havde for meget fritid

Det blev til et enkelt. Thomas Hagelskjær blev i sommeren 2015 student fra Marselisborg Gymnasium i Aarhus efter fire år i gymnasiet, da han gik på Team Danmark-linjen, som giver elitesportsfolk mulighed for at tage en studentereksamen på fire og mod de normale tre år.

Med studenterhuen på hovedet handlede det næste år udelukkende om fodbold, da han var på fuldtidskontrakt i AGF. Allerede året efter kom studiet til.

- Det passer mig fint, jeg har noget ved siden af fodbold. Jeg mærkede tidligt, at jeg havde for meget fritid som fodboldspiller med en arbejdsdag, som typisk slutter ved 13-tiden, fortæller Thomas Hagelskjær og fortsætter:

- Så ville jeg give studiet en chance, og jeg blev glad for det fra dag-1.

Aldrig i tvivl om førsteprioritet

Der findes mulighed for at læse - også læse jura - på nedsat tid, men Thomas Hagelskjær valgte fra begyndelsen at studere på fuld tid.

Hvis det blev for meget, kunne han trappe lidt ned, men de første tre et halvt år er forløbet godt.

- Mine forældre har måske nogle gange tænkt, at jeg har lige vel meget om ørerne, men for mig hænger det godt sammen, siger han.

Findes der folk, som stiller spørgsmål ved, hvor dedikeret du er i forhold til fodbolden, når du læser et krævende fuldtidsstudie ved siden af?

- Det har jeg aldrig oplevet. Tværtimod. Jeg føler, jeg får opbakning, og der er ingen problemer, hvis det har været nødvendigt at få fri i forhold til eksamener. Det fik jeg, da jeg spillede i AGF, og det har jeg også fået i Vejle. Det er heldigvis vist kun sket to gange i min tid i Vejle, svarer Thomas Hagelskjær og tilføjer:

- Der har aldrig været tvivl om, at fodbolden er min førsteprioritet. Og hvis det er nødvendigt, at noget viger, er det studiet.

Sjælden gæst på instituttet

Derfor er Thomas Hagelskjær også en uhyre sjælden gæst ved forelæsningerne på Juridisk Institut ved Aarhus Universitet, da de typisk er placeret om formiddagen samtidig med fodboldtræningen.

Prisen er fraværet af det studieliv, som mange studerende sætter endog meget stor pris på. Thomas Hagelskjær vurderer imidlertid, at det til fulde opvejes af de oplevelser, han får fra fodbolden, og så spiller det desuden ind, at han læser i dén by, Aarhus, hvor han voksede op og stadig bor.

- Hvis en studerende kommer til en helt ny by, er det naturligt, at man finder sin omgangskreds og får sit sociale liv omkring studiet. Jeg har i forvejen mine venner og bekendte i Aarhus, men jeg har da også fået venner på studiet, selvom jeg ikke er den, som kommer der mest. Jeg er der måske 10 gange per semester, siger Thomas Hagelskjær.

Læser med værelseskammeraten

Thomas Hagelskjær er som tidligere nævnt i gang med ottende semester, og da jurastudiet består af 10 semestre, er han færdig sommeren 2021.

Dermed er retning sat, når fodboldkarrieren en gang får ende. Studiet blev dog ikke indledt med det formål - at få sat kursen for fremtiden.

- Efter fodbolden er der 30-40 år, som skal bruges på et eller andet fornuftigt. Jeg tror nu aldrig, jeg nåede til det punkt, at jeg begyndte at tænke på fremtiden. Jeg er trods alt kun 25 år. De tanker kommer nok først senere, vurderer Thomas Hagelskjær.

I Portugal deler Thomas Hagelskjær værelse med Lucas Jensen, og Lucas Jensen hører til blandt de spillere i VB-truppen, der som Hagelskjær er i gang med en uddannelse.

Lucas Jensen læser HA, og Thomas Hagelskjær anser det som en klar fordel, at han i de par uger, træningslejren varer, deler værelse med én, som også har studiebøger med.

- Det hjælper lidt, at man ikke skal sidde som den eneste. Vi kan holde hinanden lidt oppe på, at vi skal få læst, mens vi er her.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce