Annonce
Østjylland

Avisfond delte to millioner kroner ud: Det gik pengene til

Århus Jazzfestival har blandt flere modtaget støtte fra Aarhuus Stiftstidendes Fond til den kommende festival i 2020. Her fra åbningen af festivalen i 2018 på Salling Rooftop. Foto: Kim Haugaard
Aarhuus Stiftstidendes Fond har det seneste år uddelt i alt to millioner kroner til den liberale presse og kulturelle formål i Aarhus og Østjylland. Her er en oversigt over uddelinger fra de seneste to møder.
Annonce

AARHUS: I alt små to millioner kroner har Aarhuus Stiftstidendes Fond uddelt i støtte til den liberale presse samt til kulturelle formål i avisens udgivelsesområde i løbet af året 2019.

Vi har tidligere omtalt uddelingerne i første halvdel af året. Her følger en oversigt over uddelinger foretaget på møder i oktober og december, hvor der samlet blev uddelt støtte for 1.095.000 kroner.

De store bevillinger blev tildelt presseformål. Den største bevilling var på 275.000 kroner, og gik til et journalistisk udredningsprojekt på Syddansk Universitet, hvor den tidligere rektor for Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, Jens Otto Kjær Hansen, Brabrand, vil søge ind til journalistikkens inderste kerne. Han vil undersøge og belyse, hvad god journalistik er. Hvordan journalisten vælger, hvilke kilder historien skal basere sig på, og på hvilket grundlag kilder vælges til og fra. Resultatet vil blive offentliggjort gennem en publikation og en række efter- og videreuddannelsesforløb for journalister.

En anden stor uddeling på 150.000 kroner gik til Constructive Institute på Aarhus Universitet, der arbejder med løsningsorienteret journalistik og skal bruge pengene til at udvikle en database og sit website.

Endvidere fik Århus Stiftstidende 100.000 kr. til et udviklingsprojekt, der ventes afviklet i første halvår af 2020, og som skal give læserne en ny og dybere forståelse af et konkret emne.

Derudover var der støtte til en lang række af kulturelle formål i Aarhus lige fra en strygerkonkurrence, to forskellige pianofestivaler, Aarhus Jazzfestival i 2020 til Kunstnernes Påskeudstilling (to år á 30.000 kr.), Aarhus Sommeropera til Teatret Svalegangen. Også et projekt kaldet 'kønsbalance' i Kulturgyngen fik penge til at få flere piger og kvinder til at forfølge en musikalsk karriere. Det skal ske gennem en række workshops for piger og kvinder og en række koncerter.

Endelig var der en bevilling til en lydinstallation på Ejer Bavnehøj i anledning af 100-året i 2020 for Genforeningen af Sønderjylland med Danmark. Ideen er at omdanne tårnets fire buer til klingende rum på uforudsigelige tidspunkter i løbet af dagen. Tanken er, at musikken skal give anledning til forundring og eftertanke.

Lydværket trækker tråde tilbage til vikingetiden, hvor bavnens funktion var at sende et signal. Det er den amerikanskfødte men herboende komponist Wayne Siegel, der står bag den elektronisk komponerede musik.

Aarhuus Stiftstidendes Fond uddeler flere gange om året tilskud fra sin afkastet af sin formue skabt ved salget af Århus Stiftstidende. Avisen ejes i dag af Jysk-Fynske Medier.

De fik støtte

Aarhus Stiftstidendes Fond har på møder i oktober og december 2019 støttet:

Den Danske Strygerkonkurrence: kr. 25.000
Gradus International Piano Festival: kr. 25.000
Aarhus Bach-Selskab - opførelse af juleoratorium: kr. 25.000
Kunstnernes Påskeudstilling: kr. 60.000
Center for Journalistik ved Syddansk Universitet: kr. 275.000
FUJ - Foreningen for Undersøgende Journalistik: kr. 50.000
Århus Stiftstidende - Erik Schmidts Mindelegat: kr. 30.000
Århus Stiftstidende - Boye Pokalen: kr. 30.000
Århus Stiftstidende - journalistisk udviklingsprojekt: kr. 100.000
Aarhus International Piano Competition: kr. 25.000
Galleri Image: kr. 25.000
David Riddell - Aarhus Sommeropera: kr. 25.000
Foreningen Elværket - køb af flygel til kulturhuset: kr. 25.000
Aarhus Jazz Festival 2020: kr. 25.000
Constructive Institute: kr. 150.000
Aarhus City Forening - Verdensbilleder: kr. 50.000
Teatret Svalegangen: kr. 50.000
Kulturgyngen: kr. 50.000
Foreningen Ejer Bavnehøjs Venner - musikprojekt: kr. 50.000

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Horsens

Brandslukning fortsatte til langt ud på natten: Tøjbutikker i stueplan er medtagede efter slukningsarbejde

Horsens

Udsigt til brandslukning resten af aftenen: Vi skal ind fra ydersiden, og det tager tid

Annonce