Annonce
Danmark

Avis: Heunicke kendte også til truslen fra minkmutationer

Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) skal nu i samråd, hvor han skal forklare, hvorfor han ikke tidligere orientede Folketinget om truslen fra virusmutationer i mink. Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix
Ligesom Mogens Jensen blev Heunicke 22. september orienteret om vaccinetruslen fra mink, skriver Information.
Annonce

Tidligere fødevareminister Mogens Jensen (S) var ikke den eneste minister, der den 22. september blev oplyst om, at virusmutationer i mink potentielt kunne true en kommende vaccine mod coronavirus.

Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) kendte mindst lige så længe til truslen efter at være blevet informeret om indholdet i et notat fra Statens Serum Institut (SSI) den 22. september.

Det skriver Dagbladet Information.

Avisen har gennemgået regeringens redegørelser for forløbet samt fortroligstemplede dokumenter fra sundhedsmyndighederne.

Dermed har Magnus Heunicke ligesom Mogens Jensen kendt til truslen fra minkmutationer i flere uger uden at oplyse Folketinget og befolkningen, skriver Dagbladet Information.

Det får kritik af Hans Jørgen Kolmos, professor i klinisk mikrobiologi på Syddansk Universitet.

- Det er simpelthen ikke godt nok. Der er der brug for, at man er anderledes handlekraftig. Jo tidligere man havde handlet, jo mindre var problemet blevet. Det er der ingen tvivl om, siger Hans Jørgen Kolmos til Dagbladet Information.

Det var først den 12. oktober, at daværende fødevareminister Mogens Jensen fortalte offentligheden i et interview med TV MidtVest, at minkmutationer kunne true vacciner.

Her fortalte han, at det var en del af baggrunden for, at regeringen den 1. oktober besluttede, at smittede minkfarme og minkfarme i en radius af 7,8 kilometer fra en smittet farm skulle aflives.

Siden annoncerede regeringen den 4. november, at alle mink i Danmark skulle slås ihjel af hensyn til folkesundheden.

Enhedslistens sundhedsordfører, Peder Hvelplund, har nu kaldt Magnus Heunicke i samråd baseret på de nye informationer om, hvornår sundhedsministeren blev oplyst om truslen fra minkmutationer.

Han kalder det "uacceptabelt", at informationen ikke blev delt til de andre partier.

- Sundhedsministeren har et ansvar for at informere Folketinget, når der kommer væsentlig ny viden frem, som der gjorde i det tilfælde her.

- Vi skal have afdækket forløbet i et samråd, og så må vi se, om det rejser yderligere spørgsmål, siger Peder Hvelplund til Ritzau.

Magnus Heunicke udtaler i en kommentar til Dagbladet Information, at "Miljø- og Fødevareministeriet har haft til opgave at orientere partierne om beslutningen og baggrunden herfor" med henvisning til beslutning om at aflive smittede mink i zonen på 7,8 kilometer.

Han skriver videre til avisen, at "regeringen har løbende været i kontakt med ordførerne fra Folketingets partier om mutationer i mink, i takt med at vores styrelser har fået viden om denne problemstilling".

/ritzau/

Artikel fra Dagbladet Information
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Sport

Jacob Knudsen stopper i Odder

Annonce