Annonce
Udland

Avis: Boris Johnson søger juridisk råd om at lukke parlamentet

Pool/Reuters
Johnson har søgt rådgivning om lukning af parlamentet, tilsyneladende for at forhindre ny brexit-udskydelse.

Storbritanniens premierminister, Boris Johnson, har forhørt sig hos sin rigsadvokat om muligheden for at lukke det britiske parlament ned i fem uger fra 9. september.

Det skriver avisen The Observer på baggrund af en e-mail-korrespondance mellem regeringsrådgivere og en rådgiver i Johnsons stab.

Forespørgslen er tilsyneladende en del af overvejelser om at forhindre, at parlamentet kan udskyde brexit endnu en gang, skriver The Observer.

I en e-mail, der er sendt fra højtstående rådgivere i regeringen til en af premierministerens rådgivere i løbet af de seneste ti dage, fremgår det, at Johnson for nylig har forhørt sig om, hvorvidt et sådant skridt vil være lovligt, skriver avisen.

Regeringsrådgivernes juridiske vejledning lyder på, at det kan være muligt at lukke parlamentet ned. Men de understreger, at domstolene kan give medhold til brexitmodstandere, der forsøger at blokere for et sådant træk fra Johnsons side, skriver The Observer.

Premierministerens kontor har lørdag aften ikke besvaret henvendelser om en kommentar.

Efter planen skal Storbritannien udtræde af EU 31. oktober.

Boris Johnson har gentagne gange sagt, at han agter at bringe landet ud af EU denne dato, uanset om der er en skilsmisseaftale på plads eller ej.

Lige nu har Storbritannien kurs mod et brexit uden en aftale med EU.

Boris Johnson har flere gange slået fast, at Storbritannien ikke vil underlægge sig den irske bagstopper. Så hellere et hårdt brexit.

Bagstopperen er en ordning, der skal garantere, at grænsen mellem Irland og Nordirland kan forblive usynlig. Den usynlige grænse har bidraget til at dæmpe spændingerne i Nordirland efter årtiers uro og væbnet konflikt.

Tysklands forbundskansler, Angela Merkel, gav onsdag Boris Johnson 30 dage til at præsentere et alternativ til bagstopperen.

/ritzau/Reuters

Annonce
Forsiden netop nu
Horsens

Syg vildhest ved Nørrestrand er nu blevet aflivet

Mest læste

Udland For abonnenter

Domstol får Johnson til at ligne en politisk amatør

Hvert eneste ord i den skotske kendelse lander som et udæmpet slag på en gongong. For nu har den britiske premierminister, Boris Johnson, domstolenes ord for at have vildledt dronningen, løjet for hende og givet hende et "ulovligt råd" og for lovstridigt at have hjemsendt det britiske parlament. Selv for en mand, som på rekordtid er blevet dyppet i nederlag og rullet i faneflugt, er det et 180 graders cirkelspark. For hvis afgørelsen fra den skotske højesteret står ved magt, har Boris Johnson de facto politisk misbrugt sit embede. På tirsdag går sagen til den britiske højesteret, som skal træffe den endelige afgørelse. Her er konflikten i en nøddeskal: Boris Johnson suspenderede mandag parlamentet for at begynde på en ny samling, og det er i sig selv ikke ulovligt. Den daværende samling var den længste samling i 400 år, og derfor gik premierministeren til dronningen og bad hende formelt hjemsende parlamentet og indkalde til en ny samling. Men her er så problemet: En suspendering sker normalt på et passende tidspunkt, og den er kortvarig. Boris Johnsons suspendering sker midt i den alvorligste britiske krise siden Suez-krisen i 1956, og den strækker sig over fem uger. Ydermere indikerer interne regeringsdokumenter, at motivationen er politisk og handler om, at parlamentet skal blande sig uden om regeringens brexit-politik og ikke føre tilsyn med regeringen, som det hedder i den skotske retsafgørelse. Derfor er Johnsons handling "ulovlig" og en "klar overtrædelse af de almindeligt accepterede regler for offentlige myndigheders adfærd", hedder det. Hvilken konsekvens får det? Juridisk venter vi stadig på den endelige afgørelse fra den britiske højesteret og dermed den endelige afgørelse af, om Boris Johnsons hjemsendelse af parlamentet er ulovlig og skal annulleres. Men politisk er skaden sket, for den føjer sig til billedet af en premierminister og hans chefrådgiver, som forveksler magten med et rænkespil i en politisk ungdomsorganisation. Suspenderingen af parlamentet var angiveligt tænkt som et magtpolitisk supergreb, udtænkt af Johnsons chefrådgiver, Dominic Cummings, og parlamentsminister Jacob Rees-Mogg, og den ville sætte parlamentet skakmat. Men i stedet blev det et strategisk dosmertræk, en hybris, der i militærhistorien tåler sammenligning med massakrene ved Little Big Horn og Gallipoli. For magtgrebet samlede alle kritikere i parlamentet, som på lyntid gennemførte en lov, der forhindrer et hårdt brexit; det førte til et konservativt oprør, som endte med 22 afhoppere eller ekskluderede; det gav Johnson seks nederlag ud af seks afstemninger i parlamentet, udraderede hans flertal og førte til et forfatningsopgør for domstolene. Det er politisk skade, der allerede er sket, og som giver Johnson-regeringen et skær af amatørscenen i Tønder, og hvis højesteretsafgørelsen i næste uge også går ham imod - så er den politiske fiasko komplet.

Annonce