Annonce
Debat

At 'hæderkronede' borgerlige partier vil dele valgforbund med Nye Borgerlige kan i det hele taget undre

Paw Amdisen. Arkivfoto: Morten Pape

Læserbrev: Vi har fået en ny konge af "morsomheder" i den lokalpolitiske debat. Det handler selvfølgelig om Nye Borgerliges Søren Lind Jensen, der i et indlæg i Horsens Folkeblad 8. april endnu en gang går til angreb på undertegnede (læserbrevet "Jeg ville gerne have haft både LA og DF med i valgforbundet, da det ville have øget muligheden for et magtskifte", red.)

Denne gang får jeg skudsmålet "tomgangssnakkende venstresnoet socialdemokrat", hvorefter han på bizar vis undrer sig over, hvorfor jeg ikke stiller mig til rådighed som borgmesterkandidat for den brogede forsamling af borgerlige partier og Søren Lind Jensens højre-nationalistiske enmandshær, som nu har annonceret deres valgforbund.

Et godt bud på, hvorfor dette naturligvis er en helt og aldeles utænkelig tanke, er selvsagt den borgerlige nedskæringspolitik, der venter, hvis det annoncerede borgerlige femkløver skulle komme i nærheden af et flertal i byrådet.

Annonce

Når byrådets politiske udvalg på Venstres foranledning snart skal undersøge, om de kan fremsætte et sparekatalog på to pct. af deres samlede budget, er dette kun en let forsmag på, hvad vi har i vente, hvis flertallet skulle skifte i byrådet.

SF vil i hvert fald betakke sig for at skulle levere på Venstres ønske i de udvalg, hvor vi sidder.

Nye Borgerliges økonomiske politik, som vist bedst kan betegnes som neoliberal røverkapitalisme af værste skuffe, skal jeg undlade at kommentere yderligere, da Dansk Folkepartis lokale repræsentanter allerede har problematiseret den så fint i de lokale debatspalter.

Blot skal jeg nøjes med at konstatere, at Dansk Folkepartis valg om ikke at gå i valgforbund med det borgerlige femkløver på denne baggrund virker ganske fornuftigt.

At "hæderkronede" borgerlige partier som Venstre, Konservative og Kristendemokraterne vil dele valgforbund med Nye Borgerlige og i særdeleshed Søren Lind Jensen kan i det hele taget undre.

Man skal således ikke søge længe i Søren Lind Jensens højre-nationalistiske CV for at finde aktiviteter, der for mig at se burde få enhver anstændig borgerlig til at tænke sig om en ekstra gang, før man indgik en politisk alliance.

Men sådan er der jo så meget, der kan være svært at forstå.


At Liberal Alliance har meldt pas, fordi "de politiske forskelle er for store", forstår jeg dog så fint på denne baggrund.

Paw Amdisen


At Liberal Alliance har meldt pas, fordi "de politiske forskelle er for store", forstår jeg dog så fint på denne baggrund.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce