Annonce
Horsens

Arkitekt-studerende har boet på øen i fire måneder: Den unikke natur skal fylde mere i fortællingen om Endelave

Broer skal lette adgangen til den unikke natur på Endelave, mener Johan Weihrauch og Ida Visti. Fra udstillingen
Johan Weihrauch og Ida Visti, arkitekt-studerende med lokale rødder, præsentererede søndag en udstilling med deres bud på, hvordan der bliver gjort mere opmærksom på Endelaves særlige kvaliteter.
Annonce

Endelave: Fortællingen om Danmarks småøer er i høj grad præget af forfald: Faldende indbyggertal, skolelukninger, dårlige færgeforbindelser og manglende internet.

I lokale Endelaves tilfælde burde en større del af fortællingen handle om en ø med helt unikke naturoplevelser, der i højere grad skal åbnes op, så alle kan se dem.

Sådan lyder det fra Johan Weihrauch og Ida Visti, arkitekt-studerende fra Aarhus, der har valgt at sætte studiet på standby i nogle måneder for at prøve deres fag af med et praktisk projekt. Søndag havde de fernisering på udstillingen "Øen - som mulighedernes land".

- Ø-livet er jo rigtigt godt for dem, der vælger det, men man kan ikke lave om på, at det bliver stadig mere attraktivt at flytte til de store byer. I stedet foreslår vi, at øen fokuserer mere på det helt særlige ved Endelave, den vilde natur, det helt særlige, som du altså ikke finder i Bygholm Park, konstaterer Johan Weihrauch, der er vokset op i Haldrup og har gode barndomsminder fra Endelave.

Det har Ida Visti også. Hendes forældre har et sommerhus på øen, som har været basen for de studerendes feltstudier.

Vi har selv oplevet, at der er superspændende historier på Endelave om for eksempel istiden og fuglearter, men der skal være nogle til at fortælle historierne.

Ida Visti, arkitektstuderende

Annonce

Stenlade som infocenter

De studerendes projekt tager afsæt i at åbne op for den natur, som er der, men som turisterne i dag ikke ser.

- Vi er overbevist om, at der blandt mange vil være interesse for at udskifte charterferien med danske naturoplevelser, hvor man spiser lokale fødevarer, er i naturen, bader, fisker og cykler. De små samfund er attraktive destinationer med oplevelser og fortællinger, men de skal præsenteres ordentligt, siger Johan Weihrauch.

Udstillingen består af plancher, skitser og fysiske modeller af deres ideer. Konkrete bud på, hvordan øen kan åbnes op for gæster og skabe en pakke af frit tilgængelige naturoplevelser.

Udstillingen præsenteres i den smukke, men noget forfaldne stenlade foran Endelave Museum, og netop stenladen spiller en stor rolle i de studerendes projekt.

- Vi foreslår, at stenladen renoveres, og at den blandt andet kommer til at fungere som et centrum for turister. Et infocenter eller naturcenter. Som turist er du i dag lidt på egen hånd, når du kommer til Endelave, og stenladen kan fungere som en indgang til øen. Vi har selv oplevet, at der er superspændende historier på Endelave om for eksempel istiden og fuglearter, men der skal være nogen til at fortælle historierne, siger Ida Visti.

Annonce

Flere stier på Øvre

Øens nordlige del, Øvre, har en særlig plads i udstillingen.

- Det skal være lettere at komme rundt i det spændende landskab med blandt andet nye broer, plateauer og flere stier. I dag er der ikke rigtig nogen tanker i den sti, der er på Øvre. Meget af naturen er i dag afskåret fra omverdenen, og det er synd, siger Johan Weihrauch.

Marker og privat ejendomsret sætter naturlige begrænsninger for, hvor turisterne kan bevæge sig, og her håber de to studerende på lodsejeres velvillighed.

- Vi foreslår blandt andet bredere markskel, men det er naturligvis noget, der kun kan realiseres, hvis de lodsejere, der ejer jorden, er med på det, siger Johan Weihrauch.

Johan Weihrauch og Ida Visti foran stenladen ved den velbesøgte fernisering søndag. Foto: Lene Vestergaard
Annonce

Lokale har givet input

Endelave Beboerforening har forud for arbejdet givet input til de studerendes arbejde. Da Folkebladet taler med Poul Bækbo fra bestyrelsen, har han endnu ikke set udstillingen, men han har en god fornemmelse af, at der kan arbejdes videre med den.

- De bygger jo videre på noget, som også har vores opmærksomhed i bestyrelsen, nemlig at få åbnet naturen op for flere mennesker, også gangbesværede, uden at vi spolerer naturen. Vi har mange naturtyper på et meget lille område. Især den øverste tredjedel af øen har meget at byde på for folk udefra, der godt kan lide natur, siger han.

Poul Bækbo kan også godt lide tanken om at renovere stenladen.

- Det er et smukt byggeri, som i dag om sommeren bruges til opbevaringsplads for joller, men måske også kan bruges til andet, siger han.

Efter udstillingen, som man kan besøge hen over sommeren, vil projektet stå til rådighed for Endelave Beboerforening og Endelave Museum.

- Jeg fornemmer, at det vil være et godt oplæg til en fælles dialog, ikke mindst med lodsejere på øen. Herefter kommer selvfølgelig spørgsmålet om finansieringen, men her kunne jeg godt forestille sig, at fonde kunne være interesserede i at være med, siger Poul Bækbo.

Stenladen ved museet, her uden tag, skal fungere som et infocenter for turister, foreslår Johan Weihrauch og Ida Visti. Uden for sæsonen kunne den også bruges som bolig for for eksempel studerende, foreslår de. Fra udstillingen
Et shelter midt i naturen. Visualisering fra udstillingen
En hævet stencirkel på Øvre, Endelaves nordligste ende. Cirklen er ifølge de studerende et monument over istiden og det flydende landskab. Fra udstillingen
Friluftsliv med en bro i baggrunden. Fra udstillingen
Johan Weihrauch og Ida Visti har også tegnet et udsigtstårn, hvor man kan se naturen fra oven. Fra udstillingen
Et kort over Endelave, når naturen har fået mere plads. Markskel er udvidet, så de bliver grønne korridorer for mennesker og dyr. Fra udstillingen
En hævet stencirkel på Øvre, Endelaves nordligste ende. Cirklen er ifølge de studerende et monument over istiden og det flydende landskab. Fra udstillingen
Et plateau, hvor man kan tage et hvil og nyde naturen. Fra udstillingen
Modelfoto fra stenladen ved Endelave Museum, hvor udstillingen holdes. De studerende kalder huset "Et folkets hus i byens have". Fra udstillingen
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce