Annonce
Indland

Færre vil være pædagog trods mål om bedre normeringer

Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Der er varslet minimumsnormering i institutionerne, men interessen for uddannelserne som pædagog er faldende.
Annonce

For femte år i træk falder antallet af ansøgere til pædagoguddannelserne.

Det fremgår af en statistik over fordelingen af ansøgninger på de videregående uddannelser, der er offentliggjort af Uddannelses- og Forskningsministeriet søndag eftermiddag.

I alt 5910 har søgt ind på en pædagoguddannelse som førsteprioritet, hvilket er et lille fald på én procent sammenlignet med 2019.

Uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) er ikke bekymret over udviklingen.

Sidste år faldt antallet af ansøgere nemlig med 6,6 procent, så blødningen er stoppet, mener hun.

- Det er vigtigt at holde fast i, at vi har optaget flere de senere år. Det er rigtigt, at antallet af unge, som søger en pædagoguddannelse som deres førsteprioritet, er faldende, men den kurve har vi stort set knækket i år, siger hun.

Hos Bupl, pædagogernes fagforening, er formand Elisa Rimpler glad for, der ikke er et større fald. Hun mener, at udviklingen er vendt.

Men, understreger hun, der er behov for langt flere pædagoger i fremtiden.

- Det handler både om at rekruttere flere, men også at sørge for, at flere vil blive i faget. Uddannelsen skal gøres mere attraktiv, siger Elisa Rimpler.

Hun peger konkret på, at der skal være større forventninger til de studerende, men de skal også blive mødt med højere krav på uddannelsen.

Lønnen skal være højere, og de studerende skal ikke bruges som "rå arbejdskraft", når de kommer i praktikophold, mener Elisa Rimpler.

S-regeringen og støttepartierne i rød blok er blevet enige om, at der skal indføres minimumsnormering i daginstitutionerne. Det skal være fuldt indfaset i 2025.

Målet er, at der til den tid maksimalt skal være tre børn per voksen i vuggestuer og seks børn per voksen i børnehaver.

- Det er klart, at jeg gerne så, at endnu flere havde lyst til at arbejde med børn, unge og udsatte som pædagog, og det er også en del af min ambition om at forbedre uddannelsen, siger Ane Halsboe-Jørgensen (S).

Elisa Rimpler mener også, at det i sidste ende handler om den politiske vilje til at gøre uddannelsen mere tiltrækkende.

- Ministeren har allerede prioriteret uddannelsen ved at give et engangsbeløb. Men det er kun en stakket frist, og vi har brug for varige investeringer i den, siger hun.

Mens der ikke umiddelbart er stigende interesse for at blive pædagog, så har flere i år søgt ind på en sygeplejerskeuddannelse som førsteprioritet.

Efter en årrække med faldende ansøgertal har sygeplejerskeuddannelserne i år fået to procent flere ansøgere sammenlignet med 2019.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce