Annonce
Danmark

Ansatte blev kronisk syge med astma: Nu svarer Arbejdstilsynet på kritik i sagen

3F Varde-Billund har kritiseret Arbejdstilsynets indsats i forbindelse med, at syv medarbejdere er blevet kronisk syge på Sky-Light i Varde. Nu svarer Arbejdstilsynet på kritikken. Arkivfoto: Chresten Bergh
Fagforeningen 3F Varde-Billund har været yderst kritisk over for Arbejdstilsynet, efter det er kommet frem, at syv ansatte blev kronisk syge efter at have arbejdet med et farligt kemikalie. Nu svarer Arbejdstilsynet på kritik.

Varde: I Avisen Danmark 22. juni kaldte Villy Nielsen, formand for 3F Varde-Billund, det for "en katastrofe", at Arbejdstilsynet ikke reagerede hurtigere og med hårdere sanktioner, da fagforeningen anmeldte, at medarbejdere på plastfabrikken Sky-Light i Varde blev syge på grund af arbejdet med et kemikaliet PMDA. Siden har otte medarbejdere ifølge Fagbladet 3F fået konstateret kronisk astma og nedsat lungefunktion. Seks har fået anerkendt sygdommen som arbejdsskade.

Det er aldrig lykkedes avisen Danmark at få en kommentar fra Arbejdstilsynet, men nu har Arbejdstilsynet sendt et skriftligt svar til Fagbladet 3F, hvor Arbejdstilsynet oplyser, at det først var i klagen fra 3F Varde-Billund, at tilsynet blev opmærksom på virksomhedens brug af PMDA i oktober 2016.

- Vi besøgte umiddelbart efter virksomheden, men der blev ikke konstateret overtrædelse af reglerne om anvendelse af stoffer og materialer i forbindelse med arbejdet med PMDA. Vi gav et påbud om, at virksomheden skulle revidere sin arbejdspladsbrugsanvisning. På et tilsynsbesøg er der først og fremmest fokus på de arbejdsprocesser, som den tilsynsførende ser og får beskrevet, skriver Arbejdstilsynet til Fagbladet 3F.

Annonce

Kemikaliesagen

  • Sky-Light brugte PMDA fra 2009 til 2017. Sky-Light producerer folie af genbrugsplast, og den produktion kunne blive mere effektiv ved brug af PMDA.
  • Medarbejdere på virksomheden har sagt, at de ikke har brugt de påbudte værnemidler, og at de ikke vidste de skulle bruge dem. Virksomhedens ledelse mener dog, at det har været klart, at der var tale om et farligt kemikalie.
  • Avisen Danmark har bedt om en kommentar fra Arbejdstilsynet via mail 20. juni, 24. juni, 25. juni og 1. juli. Desuden har vi også mindst to gange fremsagt ønsket om en kommentar telefonisk.

Opdagede ikke stoffet

Sky-Light har brugt PMDA fra 2009. Via en aktindsigt kan Fagbladet 3F afsløre, at Arbejdstilsynet i de syv år fra 2009 til 2016 var på Sky-Light 14 gange. Det førte til 13 påbud, men i den periode opdagede Arbejdstilsynet ikke, at der kunne være problemer med brugen af PMDA.

Her påpeger Arbejdstilsynet dog over for Fagbladet 3F, at en rapport fra Arbejdsmedicinsk Klinik på Esbjerg Sygehus viser, at problemerne med PMDA har været knyttet til en konkret produktionslinje fra 2014.

Ikke syg på arbejdet

Fagbladet 3F har også bedt om en kommentar fra beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S), men han vil ikke forholde sig til den konkrete sag. Han understreger dog, at man under ingen omstændigheder skal blive syg af at gå på arbejde.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Debat

Debat: Hvad er det, der smager godt? Det er minderne

Hver sommer tager jeg på en budgetvenlig madrejse inden for landets grænser og under åben himmel. Jeg besøger et af de utallige loppemarkeder med rustikke keramiklamper, strikkede nisser og ridsede legetøjsbiler, mange af os elsker at frekventere, hvor sang og bløde guitartoner lyder fra en lille musiktribune, og der kan købes fadøl, brød og pølser til en frokostpause direkte på det tyndslidte græs. Genbrugsguld og gammelt fajance går jeg udenom. Jeg kommer med et bestemt formål. Jeg vil mindes den mad, jeg havde glemt, jeg kunne huske. Jeg finder den i en 60'er-årgang af ugebladet Hjemmet, en orange og brun Kenwood-håndmixer fra 1970'erne, Eksportslagteriernes Gris-På-Gaflen-kalendere og Raadvads ikoniske brødmaskine af stål og træ fra dengang, et rigtigt rugbrød vitterligt ikke kunne skæres i med brødkniv og håndkraft alene, så massivt og hårdt var det. Har vi spist schweizisk raclette i Danmark? Ja det har vi! Jeg stod i sommer med hele raclette-udstyret i hånden, den elektriske varmeplade til at stille ind på spisebordet, og de små pander i legetøjsstørrelse, som hver rundt om bordet kan tilberede sine egne grøntsager, kød og ost på. Racletten skulle være en efterligning af det bål og de redskaber, schweiziske kvæghyrder anvendte ude i bjergene til at tilberede deres aftensmad. Vi snusede til racletten i Danmark, måske i 1980'erne og glemte det igen. Apparaterne led samme skæbne som fonduegryderne. Først røg de i pulterkammeret, siden på genbrugspladsen eller loppemarkedet. Mit lykkeligste fund i år var Lilian Kaufmanns ”Fremmed mad” fra 1968 udgivet af Bo Bedre. Her fandt jeg den lammesteg, vi sværmede for i 1970'erne. Skrællede kartofler blev skåret i skiver og taglagt i en smurt bradepande, og oven på dem blev lagt en blanding af hakket hvidløg og persille. Bouillon blev hældt ved kartoflerne, og lammekøllen lagt ovenpå, så saften dryppede ned på kartoflerne under stegningen. På et kollegiekøkken en gang i 1970'erne, smagte jeg for første gang lammekød i denne ”lammekølle som i Provence”-udgave. Skulle jeg tilberede lam i morgen, ville jeg uden betænkning vælge samme opskrift. For mad har med længsel at gøre. Man kan læse en kogebog fra 1960'erne og mærke lugtene fra alle bogens sider, hvis man altså selv har levet i 1960'erne. Søren Gericke har sagt: ”Det smager godt, siger man. Men hvad er det, der smager godt? Det er det, man kan huske. Det er minder.” Hvem har ikke mærket sandheden af disse ord på egne smagsløg. Som 13-årig smagte jeg for første gang den franske ost gruyère. Det var i Paris i 1966. Rejsebudgettet var skrabet. Et kulinarisk højdepunkt blev en croque monsieur fra en typisk fransk bistro. I Danmark kendes den også under navnet parisertoast. Lykkeligvis var det gruyère, der var pakket i croque monsieuren. Det var mit første møde med smeltet ost, og gruyére havde jeg aldrig hørt om, men jeg vidste omgående, at den her smag var skelsættende, og jeg holder aldrig op med at lede efter en croque, der smager præcist som dengang. Jeg har hørt en forsker sige, at lugt og smag har forbindelse til det limbiske system i den centrale del af hjernen, hvor man mener, følelser opstår. Det kan bruges i praksis for eksempel over for gamle mennesker, der får hjulpet hukommelsen på gled med mad, de husker fra hele deres liv. En samling gamle opskrifter kan virke som et fotoalbum med billeder af alle vores kære. Dufte og smag af mad kan få os til at huske ting, vi ellers troede vi havde glemt. Om lidt vil mange af os kollektivt ride på en bølge af madminder. Duftene af Brunkagerne, risalamanden, rødkålen, de brune kartofler kan åbne for sluserne med erindringer om til strikkede nisser, selvkørende legetøjsbiler, duften af ny dukke og farmors hvide blondebluse og øjenbrynene, der pludselig var tegnet op med mørk farve, fordi det var juleaften. Hun, Esther, talte odenseansk til sin dødsdag, selv om hun boede i Nordjylland. Hun kunne sin flæskesteg til perfektion, foruden hjemmelavet rullepølse og julesild. Hvem der bare kunne stjæle af hendes kagedåse en lige en gang til.

Annonce