Annonce
Debat

Ansættelsen af en 'overspindoktor' er med til at gøre mistilliden til de folkevalgte større

På kant: Løftebrud.

Sådan bliver der råbt mod politikere, der op til et valg lover guld og grønne skove, men som bagefter ikke kan gennemføre, det lovede. Det er dog ikke altid, at kritikken er retfærdig, for den enkelte politiker kan jo ikke altid gøre for, at der ikke kan samles 90 mandater bag ens forslag.

Men der er bestemt også tilfælde, hvor kritikken er berettiget, og hvor man kan undre sig over, hvordan politikerne kan se sig selv i spejlet, efter at de nærmest har garanteret, at de vil arbejde for en bestemt ting, og de så efterfølgende alligevel gør det stik modsatte. Et eksempel på det sidstnævnte ses i disse uger, hvor Socialdemokratiet er på vild flugt fra et klokkeklart valgløfte, og det i en grad, der ikke er er set værre, siden Lars Løkke op til forrige valg lovede ikke at pille ved pensionsalderen - for herefter at gøre det alligevel efter valget.

Socialdemokraterne gik til valg på, at partiet ville gøre op med det offentliges enorme forbrug af konsulenter og på den konto spare tre milliarder årligt. Et imponerende forslag, ikke mindst set i lyset af, at Socialdemokraterne allerede inden valget brugte fire gange så mange konsulenter som de øvrige partier i Folketinget tilsammen. Men efter valget har statsministeren åbenbart glemt hvad hun lovede. Eller også skal med de færre konsulenter bare gælde alle andre end lige hende selv.

For dårligt var regeringen blevet udnævnt, før Mette Frederiksen kunne oplyse, at hun havde ansat en særlig ”overspindoktor”, Martin Rossen, i et nyt politisk sekretariat tilsyneladende hævet over enhver parlamentarisk kontrol. Mette Frederiksen prøver godt nok at forsvare ansættelsen med, at det er nødvendigt for demokratiets skyld, men det er en undskyldning tyndere end kaffen på kaffen på Englandsfærgen. Fakta er, at statsministeren med ansættelsen piller ved noget at det grundlæggende i vores demokrati, nemlig gennemsigtighed. Og med ansættelsen når statsministeren op på flere spindoktorer og eksperter, end nogen statsminister og regering tidligere har haft.

Det er utroværdigt - og helt sikkert med til at gøre folks mistillid til de folkevalgte større.

Jan Schouby
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Byplan brutalisme - vi har brug for en ny arkitekturpolitik og en stadsarkitekt i Horsens

Læserbrev: Det omfattende byggeri i den centrale del af Horsens kan ikke undgå at påvirke byens visuelle identitet. Men det bliver desværre ikke til det bedre. Specielt hovedfærdselsåren fra Sønderbrogade via Kvicklygrunden og Niels Gyldings Gade til Stark på Strandpromenaden vil ændre karakter. Det bliver brutalt. Men det er positivt, at byen vokser. Det er også positivt, at både interne og eksterne investorer har kastet deres kærlige blik på Horsens. Det er heller ikke nødvendigvis de enkelte bygninger, der er noget galt med. Men det er helheden: Det bliver for højt, for tæt, for mørkt og for ensformigt. Jeg tør næsten ikke tænke på, hvis også Godsbane-arealerne bebygges på samme måde og med samme altovervejende fokus på at vride maksimale bebyggelsesprocenter ud af de enkelte jordlodder. Det lokalplanforslag og kommuneplantillæg, som p.t. er i høring vedrørende Torvekarreen (Torvet, Borgergade, Kattesund, Havnealle), tegner i hvert fald ikke godt for den fremtidige byudvikling. Bebyggelsesprocenten foreslås hævet til 300. Det vil betyde en så ekstrem og massiv bebyggelse, at det vil medføre manglende bokvaliteter i forhold til dagslys, udearealer og indbliksgener. En forslumning af området er næsten uundgåelig. Til sammenligning har Nordhavn og Ørestad i København bebyggelsesprocenter mellem 100 og 180. Vi skal modtage både interne og eksterne investorer og projektudviklere med åbne arme. Selvfølgelig skal vi det. Men vi skal også som kommune stille krav om variation i arkitektur, hensyn til det historiske bymiljø, skala, grønne rum, sollys og friarealer. Konsekvenserne af en manglende stadsarkitekt, i en for Horsens meget følsom vækstperiode, må vi desværre leve med i rigtig mange år fremover. Men det betyder jo ikke, at vi bare skal fortsætte ud af samme triste spor. Vi har brug for en ny arkitekturpolitik og en stadsarkitekt, der med stærk faglighed kan navigere byens udvikling uden om særinteresser og suboptimeringer.

Annonce