Nyt job: Anne Øvrehus, som 1. september blev konstitueret overlæge for Infektionsmedicinsk Afdeling Q på OUH, overtager nu stillingen som ledende overlæge på Infektionsmedicinsk Afdeling Q permanent. Det gør hun som en del af et generationsskifte efter Svend Stenvang Pedersen.
Anne Øvrehus kommer fra en stilling som overlæge på Infektionsmedicinsk Afdeling Q og har bortset fra korte ophold på Rigshospitalet og Kolding Sygehus i forbindelse med sin uddannelse været på OUH siden 2003.
Infektionsmedicinsk Afdeling Q på OUH har ansvaret for behandlingen af infektionsmedicinske patienter i hele Region Syddanmark. Afdelingen har for år tilbage bidraget til etableringen af indvandrermedicinsk klinik - og har de seneste år bl.a. stået i spidsen for regionens indsats for udryddelsen af hepatitis C.
Anne Øvrehus blev cand.med. fra Syddansk Universitet i 2000 og har sammen med sin mand Kristian tre børn på hhv. 14, 11 og 9 år.