Annonce
Kultur

Anmeldelse: Miraklet er kærlighedens kraft

Noget så umoderne som bønner, står essentielt i Aarhus Teaters opsætning af Kaj Munks, "Ordet", skriver Kirsten Dahl i sin anmeldelse af stykket. Foto: Flemming Krogh
Stemningsmættede scenebilleder i glidende forandringer, intenst ordknappe ordvekslinger og stemningsunderbyggende lys og lyd er grundstenene i Aarhus Teaters koncentrerede og emotions-fyldte opsætning af Kaj Munks ”Ordet”.

ANMELDELSE: Johannes (Kjartan Hansen) ligger nøgen i forgrunden rullet sammen i fosterstilling. Lyset falder kun på ham. Fem fra hans familie står i baggrunden som sorte skikkelser, da et tæppe glider op og viser en videofilmning, som fylder hele bagvæggen ud med Vesterhavets bølger, der slår hvidt ind mod kystens sorte sten. Familien træder frem, fører ham bagud til en lang sort bænk, og hjælper ham i tøjet. Et stykke ad gangen. Snart er han fuldt påklædt. I lang tid siges der intet. Det er billederne som taler. Når ordene kommer til, er det, som fylder, forholdsvis meget tale om mirakler. Med replikker som for eksempel ”Der findes ingen undere længere” og ”Mirakler er gjort hjemløse”. Sådan begynder Aarhus Teaters opsætning af Kaj Munks ”Ordet”.

Mod slutningen ligger Inger (Anne Plauborg) død i barselsseng på den lange sorte bænk iført alt sit tøj. Rundt om hende er otte personer (syv fra hendes nære familie samt præsten) i færd med at trække tøjet af hende. De vasker hende omhyggeligt og længe, inden de giver hende et hvidt ligklæde på og lægger hende i graven i scenens forgrund. En grav, som bliver illustreret ved, at de skraber noget af scenegulvets sorte sand til side i et lille område, som træder blændende hvidt frem.

Her – på den lysende plet – ligger Inger indtil Johannes vender tilbage fra det rævehul, han har været ved, og vækker hende til live. Miraklet sker i det øjeblik han får kontakt med og hører Maren, Inges datter, sige, at han skal genopvække hendes mor, som han har sagt, han ville. Først da barnet, som besidder den uskyldsrene barnetro, henvender sig til Johannes, kan Inger få liv. Inger rejser sig fra dødslejet og går frem på forscenen, hvor et kraftigt hvid lys bader hendes krop. I kreds rundt om hende står ikke kun den grundtvigianske Borgen-familie, hun har giftet sig ind i, men også den indremissionske Skrædder-familie med faderen Peter, som forud for genoplivningen har overgivet sig, og givet sin datter Anne til Anders fra Borgen-familien.

Annonce

Nøgne og sårbare

Det er næppe tilfældigt, at Anja Behrens som iscenesætter lader disse to centrale skikkelser i ”Ordet” være nøgne i så intense og afgørende øjeblikke. I sig selv emmer nøgenheds-tableauerne af sårbarhed. Hertil og centralt er Johannes et menneske, som har mistet sin elskede forlovede Agathe, mens Inger – i en bevidst lang og smerteudtryksfuld scene – har aborteret en lille dreng og ladt en far alene med to døtre. En far, Mikkel, som i Mathias Flints nærværende og nuancerede spil, siger til sin far (der givetvis ser endnu en sindssvækket søn for sig), at han ikke tror, han kan klare at miste Inger. De to tableauer – og resten af forestillingen – illustrerer med sanselig tyngde, at det som er kernen i Kaj Munks drama er liv og død. Kærlighed og had. Smerte og udfrielse af smerte. Tro, tvivl og mirakel.

Sammen med David Gehrt, som står for scenografi og kostumedesign, har Anja Behrens valgt at sætte den af Kulturministeriet kanoniserede klassiker op som en kæde af billeder i konstant men langsom transformation. Som et maleri i bevægelse. Naturens kolossale og uregerlige kræfter, tvivlens vold og troens umådelige kræfter bliver bragt sammen. På billedsiden maler Vesterhavets bølger og marehalm, en kirke i marsken, og et træs forgrenede krone, på dramatisk vis ikke kun vejrligets skift og en egns særkende, men også sindenes bevægelser og noget som er ude af menneskers kontrol. Fra dystert mørke til blændende, næsten guddommeligt, lys. Personerne er sanseligt barfodede. De er klædt som skåret ud af Hammershøi-malerier. Skuespillerne bevæger sig med en sansebåret gestik. Men deres kroppe fremstår også som scenografiske elementer. Alt er konstant og konsekvent holdt i sort-hvide nuancer. På scenen såvel som på bagvæggen. Man ser med stor tydelighed en hilsen til Th. Dreyers film (fra 1955). Ligesom det sort-hvide kan opleves som en visualisering af de religiøse modsætninger. Undtaget er lyset på den nøgne Johannes og den genoplivede Inger.

Essentielt står noget så umoderne som bønnens kraft. Borgens grundtvigianske tro krydser klinger med Skrædders indremissionske klippefaste tro. Gamle Borgen (overbevisende og flot spillet af Henrik Birch) tager i vrede og fortvivlelse kvælertag på Peter Skrædder (intenst og sikkert spillet af Morten Surballe). Men de ender med – i kærlighedens navn - at komme hinanden i møde som mennesker. Munks tekst er kraftigt reduceret. Billedkompositionerne udtrykker i stedet ordenes tanke.

Sanselig koncentration

Der er enkelte skuespilpræstationer, som ikke rigtigt virker overbevisende (Kim Veisgaards demonstrativt naturvidenskabeligt orienterede læge, og Christian Hetlands for kantede gestaltning af egnens nye præst). Hvordan udtrykker man et menneske med et sind som Johannes'? Den opgave er umådelig svær, for hans tilstedeværelse skal være af en helt særegen slags. Tilstede og i en anden verden på samme tid. Kjartan Hansen lykkes desværre kun delvist med et troværdigt bud på rollen.

Som helhed – iblandet svagheder og knaster – lykkes opsætningens intention om, at vi skal have tid til at ”ånde” forestillingens budskab om, at miraklet er kærlighedens kraft. Og det sker takket være de skuespilpræstationer, som rager op, plus en kompromisløs og sanselig koncentration omkring en natur- og overnatur-fokuseret billedlighed i kombination med essensen i Munks stykke.

4 stjerner

”Ordet” Af: Kaj Munk. Iscenesættelse: Anja Behrens. Scenografi og kostumedesign: David Gehrt. Lysdesign: Súni Joensen. Lyddesign: Kim Engelbredt. Videodesign: Kim Glud. Medvirkende: Henrik Birch, Mathias Flint, Kjartan Hansen, Frederik Mansø, Morten Suurballe, Anne Plauborg, Kim Veisgaard, Christian Hetland, Kaja Kamuk, Luise Skov, m.fl. Premiere på Aarhus Teater 15. februar kl. 16.00. Spiller til og med 19.marts, ma ti-fr kl.19:30 og lø. kl. 16:00.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kultur

Corona er en gave til Madam Bach

Danmark

Live: 637 coronapatienter dør i Spanien på et døgn

Annonce