Annonce
Gear

Test: Google Stadia er et kærkomment indslag - men ikke helt i mål

Her er de ting, du skal bruge for at spille med Google Stadia. Nøglerne og planten er valgfri. PR-foto
Googles indtog på gaming-scenen har masser af potentiale. Det potentiale er dog ikke helt fremme ved udgivelsen.

STADIA: Det er med en vis skepsis, at jeg åbner den lille, hvide kasse med teksten "Google Stadia Founder's Edition". For i æsken ligger der i og for sig bare en Chromecast og en sort/orange plastic-controller, men i de to ting ligger der også et potentiale til et nybrud i gaming-verdenen - eller en maveplasker af rang.

Stadia er nemlig Googles favntag med cloud-gaming, altså en slags konsol-fri konsol. Al data ligger i skyen, det vil sige at du slipper for blu-ray skiver, opdateringer og andre plagsomme ting, som nutidens spil ellers belemrer os med. Og samtidig skal du heller ikke have en konsol til at stå. Det lyder jo nærmest perfekt, ikke? Det er det...ikke helt, men det er tæt på.

Annonce

Her er de 22 launch-titler til Stadia

  • Assassin's Creed Odyssey
  • Attack on Titan: Final Battle 2
  • Destiny 2: The Collection
  • Farming Simulator 2019
  • Final Fantasy XV
  • Football Manager 2020
  • Grid 2019
  • Gylt
  • Just Dance 2020
  • Kine
  • Metro Exodus
  • Mortal Kombat 11
  • NBA 2K20
  • Rage 2
  • Rise of the Tomb Raider
  • Red Dead Redemption 2
  • Samurai Shodown
  • Shadow of the Tomb Raider
  • Thumper
  • Tomb Raider 2013
  • Trials Rising
  • Wolfenstein: Youngblood

22 spil ved launch

Hvis vi starter med de positive sider, så er Stadia umanerligt nemt at komme i gang med. Hele opsætningen tog i omegnen af fem minutter, og så var jeg faktisk allerede i gang med at spille Destiny 2, der er en af de 22 spil, som er tilgængelige ved launch. Med i den pakke, som blev sendt ud til anmeldelse, var også en håndfuld andre spil, mest bemærkelsesværdigt Red Dead Redemption 2, Mortal Kombat 11 og Shadow of the Tomb Raider. Og ingen af dem har indtil videre givet klumper i min spiloplevelse. Det kører overraskende smooth, og samtidig er det nemt at komme til spillene og nemt at finde rundt i interfacet.

Men så til malurten i skyen. For selvom Stadia har potentiale i spandevis, så er Google ikke helt i mål endnu. Selvom spiludvalget er udmærket - som sagt er 22 spil tilgængelige ved launch - så er det langt fra prangende. Red Dead Redemption 2 er vel det største navn på listen, som ellers i høj grad tæller en del ældre titler. Der kommer flere spil løbende, så det er ikke et endegyldigt kritikpunkt, men som det står lige nu, bliver man altså ikke blæst bagover af udvalget. Og det er et problem, når man skal lokke folk over på en ny konsol. Derudover er der lidt med hardwaren. Controlleren har en fin vægt og størrelse, og føles solid i hånden. Men dels klikker knapperne lige vel højt for min smag, og samtidig var jeg nødt til at slå vibrationen fra i eksempelvis Destiny, fordi controlleren simpelthen raslede højlydt, hver gang der skete noget. Det løste sig som sagt ved at slå vibrationen fra, men det er alligevel et punkt i minus-kolonnen.

Er den så pengene værd?

Alle anmeldelser, hvad enten det handler om spil, konsoller eller koncerter, skulle jo gerne munde ud i et svar på spørgsmålet "Skal jeg bruge mine penge på det her?"

Herfra skal lyde et rungende "Mja..."

For Google Stadia er et kærkomment indslag på gaming-scenen, og står du og skal købe ny konsol, så er Stadia klart værd at overveje. Med en pris på lige omkring 1000 kroner er den markant billigere end de tre andre store, og et langt stykke hen ad vejen er den alle pengene værd. Men det er på den anden side svært at argumentere for at skifte for eksempel en PlayStation eller en Xbox ud med den.

Når først listen af spil bliver udvidet - og det gør den allerede i løbet af det næste halve års tid - så er Google Stadia et navn, der er værd at holde øje med. Og har du brug for et billigt alternativ til PlayStation eller Xbox, så kast et kig i retning af Google Store. Det er altså ikke helt skeløjet, det Google har gang i her.

De to abonnementer

  • Stadia Pro
    • 69 kroner om måneden
    • Gratis spil med jævne mellemrum
    • Spil i op til 4K
    • Lyd i 5.1 surround
    • Rabat på spil i Google-butikken
  • Stadia Base
    • Gratis
    • Spil i op til 1080p
    • Lyd i stereo
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Sport

Overbevisende sejr til Morten Givskov

Annonce