Annonce
Odder

Ankestyrelsen undersøger Odder Kommune: Resultatlønnede konsulenter kan være ulovlige

Finn Thranum (V) er tilfreds med, at det nu bliver undersøgt, om de eksterne konsulenter, som blandt andre Odder Kommune har benyttet på socialområdet, er lovlige. Arkivfoto: Søren E. Alwan
Odder er en af 26 kommuner i Danmark, som har brugt eksterne konsulenter på det sociale område for at spare penge. De bliver nu undersøgt, fordi fremgangsmåden kan være i strid med loven.
Annonce

Odder: Social- og Indenrigsministeriet har bedt Ankestyrelsen om at indhente redegørelser fra 26 af landets kommuner, der har benyttet ekstern konsulenthjælp på det sociale område for at spare penge. Det gøres for at vurdere, om det i nogle af tilfældene er ulovligt, og der dermed er grundlag for at rejse en tilsynssag.

Blandt disse kommuner er Odder.

Det er blandt andet den flittigt benyttede aflønning efter den såkaldte "no cure no pay"-model, som Social- og Indenrigsministeriet er opmærksomme på. Konsulenterne ansættes til at gennemgå udvalgte sager for fejl i vurderingen af borgernes behov, botilbuddenes indsats og prisen for dem, og konsulenterne bliver så efterfølgende kun betalt, hvis deres arbejde rent faktisk sparer kommunen penge.

- Det er stærkt bekymrende at se en aggressiv metode, hvor kommunerne betaler private konsulentfirmaer en resultatløn for at finde besparelser til nogle meget sårbare mennesker, som har brug for fællesskabets hjælp, har social- og indenrigsminister Astrid Krag (SF) tidligere sagt til Altinget i forbindelse med sagen.

De 22 sager

Brorson Consult har indgået en kontrakt med Odder Kommune om at gennemgå op til 30 sager. De har indtil videre gennemgået 22.

Én sag er resulteret i, at kommunen skal betale en højere pris, end de oprindeligt gjorde.

To sager er endt med en lavere pris. De udgør tilsammen en årlig besparelse på 200.000 kroner.

Tre sager er endt med, at de pågældende borgere er flyttet i egne boliger med bostøtte. Én af dem er flyttet fra botilbud til en anden kommune. Blandt andet derfor udgør de tre sager tilsammen en besparelse på 2,1 millioner kroner.

11 sager har ikke medført ændringer i prisen.

Fem sager er endnu ikke afsluttede.

Konsulentfirmaet har indtil videre brugt i alt 150 timer på opgaverne, og den samlede betaling for arbejdet udgør 229.900 kroner.

Kilde: Sundheds-, social- og forebyggelsesudvalget i Odder Kommune

Annonce

Administrativ beslutning

I Odder Kommune har konsulentfirmaet Brorson Consult indtil videre gennemgået 22 sager. I alle sagerne er betalingen foregået efter den førnævnte model, hvor virksomheden er blevet betalt på baggrund af en eventuel besparelse.

- Vi valgte dem ligesom så mange andre kommuner. Det var en ren administrativ beslutning og ikke noget, vi politisk har været inde over, siger formand for sundheds-, social- og forebyggelsesudvalget i Odder Kommune, Finn Thranum (V), der bifalder, at social- og indenrigsministeren nu vil have fremgangsmåden undersøgt.

Helt konkret har Brorson Consult modtaget 10 procent af alle kommunens besparelser i kommission.

Af de 22 sager har en enkelt sag betydet en højere pris for Odder Kommune, og den sag er Brorson Consult dermed ikke blevet betalt for. To sager er blevet billigere for Odder Kommune, fordi det ved gennemgangen er blevet vurderet, at prisen og indsatsen ikke stemmer overens. I de to sager har ændringen altså ikke haft nogen betydning for den hjælp, borgerne modtager. Yderligere tre sager er endt med, at borgerne er flyttet fra kommunale botilbud til egen bolig med bostøtte, hvilket også er en billigere løsning for kommunen.

Annonce

Ingen alarmklokker

De gennemgange, som har ført til lavere omkostninger for Odder Kommune, har sammenlagt indbragt en besparelse på cirka 2,3 millioner kroner om året. Det betyder altså, at Brorson Consult har modtaget omkring 230.000 kroner for sit arbejde.

- Det er ikke noget, vi har været i alarmberedskab over. Man kan selvfølgelig altid diskutere, om det er rigtigt at bruge provisionsløn, men det er forvaltningens opfattelse, at det havde været dyrere, hvis kontrakten havde været med timeløn, lyder det fra Finn Thranum.

Formanden har sammen med næstformand John Rosenhøj (DF) besluttet at sætte sagen på det kommende udvalgsmøde i sundheds-, social- og forebyggelsesudvalget.

- Hvis nogen i udvalget så synes, at tingene skal gøres på en anden måde, så må vi tage den derfra, siger Finn Thranum.

Forvaltningen lægger ifølge mødets dagsorden op til, at orienteringen om sagen tages til efterretning.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce