Annonce
Odder

Angst: God erfaring med Cool Kids i Odder Kommune

Flere og flere børn oplever angst i en eller anden grad. Siden 2018 har Odder Kommune tilbudt et forløb i Cool Kids, som er for både børnene og deres forældre. Arkivfoto
I to år har børn med angst og deres familier kunnet få hjælp i det manualbaserede behandlingsprogram Cool Kids. Og det virker efter hensigten, vurderer psykolog Anne Kildeberg.

Odder: Siden 2018 har børn med angst og deres forældre fået et særligt tilbud i Børne- og Familiehuset. Cool Kids hedder tilbuddet som PPR-psykolog Anne Kildeberg har været en af behandlerne på siden begyndelsen, og hun er ikke i tvivl.

- Jeg elsker Cool Kids, siger hun uden omsvøb.

- Tiden med Cool Kids er ud fra et psykologfagligt perspektiv meget meningsfuld.

Siden første hold har yderligere tre hold med seks børn og deres forældre mødtes hver 10 gange.

I løbet af de 10 gange har børnene og deres forældre både sammen og hver for sig lavet øvelser og fået redskaber til at tackle børnenes angst, så angsten ikke vokser sig så stor, at det bliver en bremseklods for børnenes liv både inden- og udenfor hjemmets fire vægge og i samværet med jævnaldrende.

- Og det er generelt gået rigtig godt, siger Anne Kildeberg.

At Cool Kids foregår i grupper er ikke tilfældigt. Børnene har stor glæde i at kunne spejle sig i andre og opdage, at de ikke er alene om at være bange for nogle ting.

- De møder nogen, der kan have samme erfaringer med forhøjede angstsymptomer som dem selv, og de danner nye venskaber, siger Anne Kildeberg.

Annonce

Cool Kids

Odder Kommune har i samarbejde med syv andre kommuner i regionen og Børne- og Ungdomspsykiatrisk Afdeling udviklet et projekt, der hedder Fremskudt Psykiatri. Formålet med projektet er at forebygge og lave tidlig indsats ifht. let til moderat angst og depression for børn og unge, og en del af projektet er kurser med viden herom, som PPR holder for alle dagtilbud og skoletilbud i kommunen.

Cool Kids er en del af det projekt og henvender sig til familier med et barn med symptomer på let eller moderat angst eller depression i alderen ni-12 eller 12-15.

Børn og unge, der allerede har været i et behandlingsforløb, er ikke indenfor målgruppen.

For at komme i betragtning til holdet skal man sende en mail med sit navn og telefonnummer til TRT@odder.dk, hvorefter man bliver ringet op for at aftale det videre forløb.

Der må ikke sendes personfølsomme oplysninger i mailen.

Fælles sprog

Derudover får de også to ugentlige timer, hvor de kan være sammen med deres forældre uden forstyrrelser fra andre søskende, telefoner og hvad der ellers kan fylde i en familie.

En af betingelserne for at komme med i Cool Kids er nemlig, at begge forældre (hvis der er to forældre) kan deltage hver gang.

- Det er vigtigt, fordi familierne på den måde får en fælles forståelse af, hvad der er almindelig angst, og hvad der er behandlingskrævende angst. Dermed får de et fælles sprog og nogle fælles handlemuligheder, når de står i en situation, hvor angsten kan tage over, og forældrene måske tidligere naturligt har oplevet at føle sig magtesløse, forklarer psykologen.

Forældrene giver også udtryk for at have stor gavn af den fælles erfaringsudveksling med hinanden på holdet.

Holdene bliver sammensat så homogent som muligt, så børnene aldersmæssigt ikke er for langt fra hinanden, og begge køn er repræsenterede.

- Vi har fået flere henvendelser hver gang, end vi skulle bruge. Det er selvfølgelig ærgerligt for dem, der ikke kan blive tilbudt en plads i første omgang, men også dejligt, at vi har et gruppetilbud, som har god effekt, siger Anne Kildeberg.

Skoler bakker op

- Skolerne inddrages i samarbejdet omkring børnene, siger Anne Kildeberg.

- Cool Kids giver nogle gode redskaber, som familierne tager med derfra og som de kan bruge fremadrettet, når angsten banker på. Nogle familier klarer sig selv, efter holdet er slut, mens vi støtter op om andre ved for eksempel netværksmøder på skolen i tiden efter Cool Kids, fortæller Anne Kildeberg.

Skulle man være i tvivl, om man har ramt børnene, skal man bare huske udviklingen fra start til slut.

- Det er en særlig dag, når vi slutter med stolte og jublende børn, der blot få måneder tidligere næsten eller slet ikke kunne komme ind ad døren og møde resten af holdet.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce