Annonce
AC Horsens

Angriber forlænger med AC Horsens

Nicolai Brock-Madsen har skrevet under på en ny et-årig kontrakt med AC Horsens. Foto: Morten Pape
Angriberen håber, at han kan undgå skader og ramme et stabilt højt niveau i efteråret.

Horsens: AC Horsens og Nicolai Brock-Madsen har længe gået om den varme grød, og nu er parterne blevet enige om en ny to-årig kontrakt til angriberen, så han skal bombe løs for AC Horsens i de to kommende sæsoner.

- Vi har arbejdet på det gennem længere tid, og vi er selvfølgelig sindssygt glade for, at vi har forlænget aftalen med Nicolai Brock-Madsen. Han var en af de afgørende faktorer for, at vi overlevede i sidste sæson, og han viste den kvalitet, ærgerrighed og indstilling, som vi søger hos alle spillere. Han er et voksent menneske, som vil vinde og formår at få de andre spillere med, og den type er vanskelig at finde. Han er et monster for alle modstandere, og det gør ondt at spille over for ham, og vi er glade for og stolte over, at Brock-Madsen finder vores projekt så spændende, at han gerne vil fortsætte her i klubben, siger Bo Henriksen.

Nicolai Brock-Madsen ser frem til at fortsætte den gode udvikling i den gule trøje. Han var også en del af den trup, der mandag tog hul på forberedelserne til den nye sæson.

- Det giver god mening for alle parter med en ny aftale. Jeg er faldet godt til i klubben, hvor jeg er omgivet af gode mennesker, og folk har været meget imødekommende, selvom jeg har været skadet, siger angriberen.

- Jeg var selvfølgelig træt af, at jeg var skadet i starten og ikke fik sat det aftryk og spillet de kampe, jeg gerne ville, men jeg kom godt tilbage, og jeg er glad for, at jeg kunne hjælpe klubben med at overleve i Superligaen. Nu har vi lagt en god plan for mig, så jeg kan fortsætte min udvikling, og så ser jeg frem til en spændende sæson, hvor vi skal gøre det så godt, at vi ikke kommer i spil til nedrykningspladserne, siger Nicolai Brock-Madsen.

Overbelastningsskade

Han har sørget for at give kroppen ro i ferien.

- Der gik et stykke tid, fra jeg fik ophævet min kontrakt med Birmingham, til aftalen med AC Horsens kom på plads, så der løb jeg en masse for at være helt klar til starten i AC Horsens. Jeg gav den også fuld gas på træningslejren, fordi jeg bare ville i gang, og det var nok en fejl, siger Nicolai Brock-Madsen, der efterfølgende kæmpede med en overbelastningsskade.

- Nu er følelsen god, og så handler det om at spille nogle træningskampe og få bygget på, siger angriberen.

Mest læste

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu

Mest læste

Annonce