Annonce
Livsstil

Andreas keramik hylder brysternes mangfoldighed

Andrea Mikkelsen har en tendens til at tørre hænder i sit tøj, når hun sidder med leret, og derfor har hendes mor syet et lille forklæde, hun kan have på. Foto: Axel Schütt
Den 28-årige kunstner og keramiker Andrea Mikkelsen står bag Patteriet og laver "brystbeholdere", der skildrer bryster i alle tænkelige former og farver.
Annonce

Der er de store, de små, de lange, de struttende, de enlige og de asymmetriske. Der er de fregnede, de lyse og de mørke. Og så er der alle dem derimellem. Ligesom i den virkelige verden er alle bryster på Andrea Mikkelsens "brystbeholdere" unikke.

Hun er selvlært keramiker, og brystbeholderne, der for eksempel kan bruges som kaffekop eller urtepotte, er tænkt som et sjovt ordspil.

Hun laver dem i sin virksomhed Patteriet, der holder til i et lille værksted på godsbanearealerne i det centrale Aarhus.

- Jeg kan godt lide ord, og på den måde opstod “Patteriet” og “brystbeholdere”. Det skulle ikke være en virksomhed på daværende tidspunkt, så jeg lavede dem egentlig bare for sjov og til gaver, fortæller Andrea Mikkelsen, der er 28 år og bor i Aarhus.

Hendes mor er glaskeramisk formgiver, så kreativiteten kommer ikke fra fremmede. Men Andrea Mikkelsen var i gang med at læse en kandidat i interaktive digitale medier, og keramikken var tænkt som et hyggeprojekt ved siden af studierne.

På et tidspunkt blev Andrea Mikkelsen kontaktet af folkene bag Kræftens Bekæmpelses kampagne Støt Brysterne, der havde set, hvad hun lavede. De spurgte, om hun ville donere et par brystbeholdere til en konkurrence.

- Det ville jeg selvfølgelig gerne, men jeg skulle også lige pointere, at jeg bare lavede det for sjov, siger hun.

Andrea Mikkelsen

28 år og bor i Aarhus, men stammer fra Vrå i Nordjylland.

Hun var i gang med sin kandidatuddannelse i interaktive digitale medier, da Patteriet, der hidtil havde været et hobbyprojekt, tog fart. Hun endte med at droppe ud af studierne.

Andrea Mikkelsen er selvlært keramiker, men får sparring af sin mor, der er glaskeramisk formgiver.

Hun har værksted på Institut for X, der ligger på godsbanearealerne i det centrale Aarhus.

Følg med i Andrea Mikkelsens arbejde på hendes instragramprofil And.krea.

Annonce

En indre mission

Kampagnefolkene delte billeder af brystbeholdere på Støt Brysternes facebookside, og fra den dag steg efterspørgslen så markant, at Andrea Mikkelsen siden har haft svært ved at følge med. Hun tog orlov fra studiet, men endte med at droppe ud og satse på keramikken. Hun sælger brystbeholderne på kunsthåndværksmarkeder og på sin instagramprofil.

- Det er specielt at gå fra at lave dem og forære dem væk, til at være nødt til at sige nej til nogen, der gerne vil købe. Men der var også noget følelsesmæssigt i det, for det gik fra at være noget, der fik mig til at smile og gøre mig glad, til at folk begyndte at kontakte mig med noget lidt dybere, fortæller Andrea Mikkelsen.

Hun oplever, at mange køber brystbeholdere, de kan spejle sig selv i.

- Det motiverer mig at se ansigtsudtryk, forundring og glæde. Alt det, man ikke kan måle på et stykke papir, men som man kan se i ansigtet på kunderne.

Andrea Mikkelsen har aldrig forbundet sine brystbeholdere med noget seksuelt. For hende er brysterne en kropsdel som alle andre, men det er samtidig en kropsdel, der er forbundet med mange følelser. Også negative følelser og skam.

- Jeg vil gerne vise diversitet; at det også er almindeligt at have asymmetriske bryster, ar, fregner og store brystvorter. Det er rart, at man som kvinde kan se sig repræsenteret, for det kan man måske ikke altid i medierne.

- Min lille, indre mission er at få folk til at starte samtaler eller refleksioner om forskellighed. Hvis man sætter brystbeholderen på kaffebordet, vil nogle blive forargede, og andre vil måske tænke "det ligner mine", forklarer hun.

Annonce

Nej til masseproduktion

Selv om hun har travlt og har svært ved at følge med efterspørgslen, holder Andrea Mikkelsen fast i sit princip om, at alle brystbeholdere er unikke. Derfor laver hun det hele selv, men bruger sin mor som sparringspartner.

- Jeg er ikke startet det her for at masseproducere. Det er der stor undring omkring, og jeg ved godt, jeg er privilegeret, at jeg kan sige nej til det. Bare fordi noget kan blive større, behøver det ikke blive større, siger hun.

Andrea Mikkelsen er bange for, at hun ville miste glæden ved keramikken, hvis hun ikke fik lov at lege og eksperimentere. Derfor arbejder hun heller aldrig fra klokken 8 til 16, men går over i værkstedet, der ligger fem minutter fra, hvor hun bor, når lysten er der. Også selv om klokken er to om natten.

- Jeg sætter mig heller aldrig ned og beslutter, at nu laver jeg kun store eller kun små bryster. Jeg rækker ud efter leret, og så bliver klumpen stor eller lille. Jeg vejer ikke af, det er ikke den måde, jeg arbejder på.

Andrea Mikkelsen viser, hvordan hun former lerklumperne til to små bryster i håndfladerne. Hun monterer brysterne på beholdere med lerlim. Til sidst skal de bittesmå brystvorter sættes på.

- Det forgår meget i hænderne på mig. Hvis noget bliver for rutinepræget, er det ikke mig. Og nu er det heldigvis så skønt, at bryster er så forskellige, at det ikke gør noget, hvis de kommer forskellige ud, siger Andrea Mikkelsen.

Hun kigger heller ikke efter billeder eller tager imod bestillinger.

- Det er en frygtelig måde at arbejde på og skaber også et forventningspres, siger hun.

Det sker ofte, at nogen kommer forbi værkstedet og spørger, om de kan købe en brystbeholder, men Andrea Mikkelsen har et princip om ikke at sælge fra værkstedet. I stedet sælger hun på kunsthåndværkermarker og via sin instagramprofil Andkrea. Foto: Axel Schütt
Annonce

Feel free to fuck up

Andrea Mikkelsens værksted er et lille bitte murstenshus, der ligger i den del af godsbanearealerne, der går under navnet Institut for X.

Institut for X er en forening af kreative iværksættere og små virksomheder. Det kan være arkitekter og musikere. Der er også en kiosk, en cykelsmed og et skateanlæg.

Mange holder til i containere, og ifølge Andrea Mikkelsen er der et godt sammenhold blandt iværksætterne.

- Der er en god "hej-kultur", vi hilser altid på hinanden, siger hun.

Stedet er en af hovedårsagerne til, at hun havde modet til at satse på Patteriet. Hun ser det nemlig ikke som en virksomhed i traditionel forstand, og hun har aldrig lavet en forretningsplan. Hun har heller aldrig talt, hvor mange brystbeholdere, hun har lavet, for det siger hende ikke noget.

- Det er rart, at jeg ikke skal repræsentere noget, jeg ikke er, men kan gøre det, jeg selv godt kan lide. Og det er heldigvis blevet taget godt imod. Der er i hvert fald mange, der skriver til mig, at de synes, det er rart at se en alternativ måde at drive virksomhed på.

- Institut for X's motto er “feel free to fuck up”. Man må gerne forsøge, om det fungerer. Så selv om jeg er alene, er jeg aldrig alene, for alle omkring mig er kolleger, og vi har hinanden, siger Andrea Mikkelsen.

Patteriet er en del af Institut for X, der ligger på godsbanearealerne i det centrale Aarhus. Foto: Axel Schütt
Andrea Mikkelsen har en tendens til at tørre hænder i sit tøj, når hun sidder med leret, og derfor har hendes mor syet et lille forklæde, hun kan have på. Foto: Axel Schütt
- Det er bevidst, at jeg ikke kalder brystbeholderne kopper, for hvis jeg kalder det kopper, har jeg bestemt, det er en kop. Her kan det lige så godt være uden noget, med en plante eller blyanter i. Det er ikke udelukkende en brugsgenstand, men mere et lille modelleret kunstværk som man så også kan drikke af, siger Andrea Mikkelsen.  Foto: Axel Schütt
Alle typer bryster er repræsenteret. Også de enlige, de fregnede og de mørke. Foto: Axel Schütt
Det er lerklumpernes størrelse, der afgør om brysterne bliver store eller små. Foto: Axel Schütt
Andrea Mikkelsen oplever, at mange køber brystbeholdere, de kan spejle sig selv i. Foto: Axel Schütt
- Jeg synes, det er sjovt at åbne ovnen, når brystbeholderne er færdige og kigge på dem og vælge farve til hver enkelt, siger Andrea Mikkelsen.  Foto: Axel Schütt
- Instagram er min platform. Den er visuel og en-til-en, og jeg skal ikke igennem et bureau. Hvis nogen spørger mig om noget derinde, er det mig, der svarer. Det synes jeg også kan noget, siger Andrea Mikkelsen, der sælger sin brystbeholdere på sin instagramprofil og på markeder. Foto: Axel Schütt
- Jeg har ingen ide om, hvor mange brystbeholdere, jeg har lavet i alt. Det har aldrig sagt mig noget at tælle dem. Jeg har ikke haft behov for det, siger Andrea Mikkelsen. Foto: Axel Schütt
Keramik, der er gået i stykker under brændingen, får lov at pynte i potterne. Foto: Axel Schütt
Farveprøver til brystvorter. Foto: Axel Schütt
Andrea Mikkelsen holder af de mangle forskellige typer arbejdsopgaver, hun har. Hun står for alt selv, og det giver hende en god kontakt med kunderne. Foto: Axel Schütt
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Horsens

Ejer af Oasen: Jeg troede, det var en kunde, der ringede for at aflyse...

Hedensted

Galleri udstiller samlerobjekter

Horsens For abonnenter

Borgmester er ærgerlig over Learnmark-beslutning - bestyrelsesformand åbner dør på klem

Annonce