Annonce
Danmark

Andre vil beskytte naturen for os - selv om vi allerede gør det

Kaj Winther

Min familie har i generationer været de lykkelige ejere af et af de mange landbrug i Vejle Ådal. Et af privilegierne ved at bo her er den skønne natur, der omgiver os. Natur, som vi gør alt for at passe på og værne om. Sammen med alle vore naboer og offentlige myndigheder, bl.a. Vejle Kommune, har vi gennem mange år ved fælles arbejde, investering af penge og masser af tid samt donation af arealer til det offentlige skabt en meget smuk, sund og brugbar natur til glæde for både dyr, vegetation og mennesker.

1. maj forrige år dumper der et brev ind i vore postkasser. Brevet er fra Danmarks Naturfredningsforening (DN). Det indeholder et færdigt forslag om fredning af vores arealer i Vejle Ådal. Det var en overraskelse, som vi ikke havde set komme. I brevet står der også, at hvis vi ikke efterlever fredningsforslaget i dets aktuelle ordlyd pr. dags dato, vil vi blive straffet. Straffet? Målløse over denne pludselige indskrænkning af, hvordan vi skal passe, vedligeholde og udvikle vores marker, skove og private boliger, undres vi. Og bekymres! For hvad indebærer dette forslag for os? Og hvordan kan en privat selvbestaltet organisation, som DN, bag vor ryk rejse fredningsforslag og true os på vort levebrød og eksistens?

Helt konkret er der tale om, at vi lodsejere i Vejle Ådal fra den ene dag til den anden uden forvarsel er blevet frataget retten til at disponere over vore ejendomme. På ubestemt tid! Vi kan altså ikke længere selv bestemme, hvad vi vil så og plante, om vi vil have solceller, hvordan der skal bygges og hegnes, drænes og vandes i tørre perioder. Det er en yderst mærkelig fornemmelse i den grad at få begrænset dispositionsretten til de agre, skove og bygninger, slægterne har elsket og med held og succes passet på og værnet om i generationer.

Selvfølgelig er det vigtigt at passe på naturen. Det er derfor, vi de sidste mange år har brugt størstedelen af vores tid og penge - ja liv - på netop dette. Men skal natur fredes for enhver pris? Det særlige ved denne sag er nemlig, at fredningsforslaget ikke indeholder én eneste forbedring af naturen i Vejle Ådal i forhold til det, vi lodsejere har skabt i fællesskab med kommunen. Snarere tværtimod! Indtil maj forrige år er naturen blevet plejet optimalt via Vejle Kommunens samarbejde med os lodsejere. Men det har fredningsforslaget, som vi nu er underlagt, lavet om på. Tag f.eks. den seneste sommers tørke. Normalt ville vi vande for at bevare træer, planter og dyr, men fredningstiltaget forbyder øget vandindvinding. Vi har således (med økonomisk tab) bl.a. måttet fjerne meget af det økologiske kvæg, vi græsser, ligesom naturen stod tør og trist, fordi vi ikke kunne vande. Så skal vi frede for enhver pris? Giver det ikke kun mening at frede, så længe naturen har nytte af det og ikke lider overlast som følge af en fredning?

Naturen er ikke det eneste, der lider overlast ved dette forslag. Det gør vores økonomi også. Ikke blot fordi vi lider økonomisk tab seneste sommer som tidligere beskrevet, men også fordi økonomien i DN's fredningsforslag, af Vejle Å dal, ikke hænger sammen. Ifølge DN koster hele fredningen ca. 3,6 mio. kr. Det er et overraskende lille beløb, da det tab, vores familie alene vil lide, vil være større end 2 mio. kr. (denne vurdering er foretaget af en anerkendt virksomhed med mangeårig indsigt i jord- og bygningsværdiændringer ifm. fredning). Skal vores familie have det beløb, og det skal vi vel, for det er det tab vi lider, bliver der jo ikke meget tilbage til de øvrige mere end 80 lodsejere. DN har altså indgivet en fredningsbegæring på et økonomisk falsk grundlag. Hvad kalder man egentlig den slags??? Og skulle vi blive trætte af besvær og økonomiske tab, og det kan vel godt tænkes, og ønske vi derfor at søge nye græsgange, kan vi desværre ikke "bare" lige sælge vores ejendom og rejse ud i verden. Det er nemlig ikke så enkelt at sælge en ejendom, der er under fredning. Køber vil vide hvad han/hun har eller ikke har og handelspris kan derfor ikke rigtig fastsættes så længe fredningssagen ikke er endelig afsluttet. Igen en begrænsning af vores dispositionsret. Og aktuelle sag er ikke afsluttet endnu, da beslutningen om fredning givetvis bliver anket til højere instans.

Der er altså mange uheldige, ja direkte skadelige, konsekvenser ved dette fredningsforslag, hvis indskærpelser vi er underlagt i længere tid: Vi er frataget retten til at bestemme over vores ejendom som også er vort hjem med det til følge, at naturen lider overlast, og vi lider stort økonomisk tab. Samtidig går DN direkte imod ønsker fra Vejle Kommune, en offentlig myndighed, der også meget modsætter sig fredningen. Skulle fredningsforslaget falde, efter at der er anket, hvad man vel kan tro at det kunne, må vi lodsejere til at bruge yderligere tid på rejse sag mod DN for de tab vi har lidt som følge af tabt dispositionsret i den periode fredningssagen kørte og for alle de udgifter til sagkyndig bistand vi har haft for at kunne fremkomme med fair vurdering af vore tab.

Atter må man undres! Undres over, hvordan DN - en privat forening, der ikke er underlagt en demokratisk valgt organisation - ganske på egen hånd og efter forgodtbefindende kan rejse fredningssager mod lodsejere og offentlige instanser (Vejle Kommune) og det endda på tvivlsomt økonomisk grundlag. Fredningsforslag må ikke kunne slynges ud i øst og vest uden omtanke og økonomisk grundig gennemarbejdelse. Og de, der berøres af fredningen, bør fra første færd være involveret i processen, så de ikke - som os i Vejle Ådal - pludselig står med en ubehagelig overraskelse i postkassen. Dette fredningsforslag er hverken til gavn for natur, dyr eller mennesker og det bliver langt dyrere end det DN skitserer. Så kunne man overveje om Danmarks Naturfredningsforeneing eventuelt burde underlægges én eller anden form for demokratisk valgt organisation og at de der berøres af en fredning er involveret fra første færd også i de økonomiske betragtninger?

Annonce
Illustration: Gert Ejton
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Indland

Henriette Zobel er død 

Debat

Debat: Små samfund har bæredygtige løsninger med solceller og delebiler

Vi hædrer dem gang på gang. De små lokalsamfund, der med genistreger ommøblerer tankegangen og finder innovative løsninger på lokale problemer. Når det kommer til den bæredygtig omstilling, kan landdistrikternes ildsjæle og virksomheder levere en del af svarene. Det er efterhånden dagligt, at vi hører om klimakatastrofens snarlige komme. Sideløbende stiger efterspørgslen efter konkrete bæredygtige løsninger dag for dag. Jeg hører det i kommunekontorerne, på Christiansborgs gange og i landsbyer, som gerne vil sikre en bæredygtig omstilling af deres lokalsamfund. Så nej, den grønne dagsorden er ikke gået landdistrikterne forbi. Vi satte den grønne omstilling i fokus med prisen Årets Landsby 2019, som Landdistrikternes Fællesråd og Landsbyerne i Danmark uddelte i samarbejde med Forenet Kredit, foreningen bag Nykredit og Totalkredit tilbage i september. Og hædrede lokalsamfundet i vinderlandsbyen Torup, der både har solceller, delebiler og egen spildevandsrensning. Det var også under den grønne overskrift: ”Hvordan kan landdistrikterne bidrage til en grøn og bæredygtig fremtid?”, at jeg sammen med resten af landdistrikternes aktører - ildsjæle, virksomheder og kommuner i slutningen af oktober deltog i Erhvervsministeriets årlige Landdistriktskonference. Et af konferencens højdepunkter er uddelingen af Landdistriktsprisen, som hylder ildsjæle, der gør en forskel for landdistrikterne. Helt i tråd med temaet vandt virksomheden Strandet. Virksomheden har base i Thy og har bygget sin forretning op omkring det havplast, som skyller ind på de vestjyske strande. Kort fortalt indsamler Strandet havplasten, kværner den og omdanner den til granulat, som efterfølgende kan støbes eller 3D-printes til nye produkter. Strandet er et godt eksempel på det helt særlige ved landdistrikternes virksomheder. Ved uddelingen af prisen gav erhvervsminister Simon Kollerup følgende ord med på vejen til virksomheden: ”Virksomheden Strandet er et mønstereksempel på, hvordan det lokale erhvervsliv kan bidrage til gavn for både miljøet og lokalsamfundet. Strandet arbejder med én af tidens store udfordringer og er med til at uddanne de fremtidige generationer.” Erhvervsministeren har gentaget flere gange, at befolkningen i landdistrikterne er en vigtig del af arbejdet med at finde løsninger på klimaudfordringerne, bl.a. i det interview, Landdistrikternes Fællesråd lavede med ham i september. De gode, grønne takter har udmøntet sig i en ny grøn overskrift for en del af projektmidlerne i Landdistriktspuljen. Og med tilbagerulningen af besparelserne på LAG-midlerne er ekstra 30 millioner blevet øremærket til lokale projekter, der fremmer bæredygtig udvikling og grøn omstilling i landdistrikterne. Erhvervsministeren har forstået, at der i landdistrikterne er kort fra tanke til handling. I det helt nære udtænkes geniale løsninger , som ofte kan skaleres op og implementeres på nationalt plan. Strandet er et godt eksempel. Og jeg ved, at virksomheden ikke står alene. Der findes flere virksomheder i landdistrikterne der arbejder med plastgenanvendelse på højeste niveau. Til Landdistriktskonferencen hyldede vi de bæredygtige projekter med en pris og et skulderklap, men løsningen kan vi alle blive en del af. Man behøver ikke opfinde den dybe tallerken, hvis nabobyen allerede har gjort det. Lokalsamfund over hele landet kan bygge videre på nabobyens idéer, så vi til sidst har en masse små brikker, der samlet er én stor løsning. Klimaproblemerne bevæger sig kun i én retning, og det er mere end på tide, at vi handler på dem. Lokalt baserede, grønne udviklingsprojekter kan meget vel levere svar på efterspørgslen efter bæredygtige løsninger til hele landet. Det kræver ikke altid statsstyrede beslutninger at vende en udvikling i et lille lokalsamfund. Men vi må sikre, at der er den fornødne økonomi til rådighed for at udvikle bæredygtige løsninger. Derfor håber jeg, at regeringen og dens støttepartier i finanslovsforhandlingerne samt i arbejdet med den kommende klimalov vil tænke på landdistrikterne og sikre økonomien under udviklingen af grønne løsninger. Erhvervsministeren har allerede taget det første skridt. Næste skridt må være at sikre LAG-midlerne i næste programperiode. For helt ærligt, det gavner ikke alene landdistrikterne, det gavner hele landet.

Annonce