Annonce
Indland

Anders Samuelsen stemmer på sin søster til EU-valg

Frank Cilius/Ritzau Scanpix
Udenrigsminister og formand for Liberal Alliance Anders Samuelsen afgav omkring klokken 10 sin stemme.

Udenrigsminister og partileder i Liberal Alliance Anders Samuelsen har afgivet sin stemme til EU-parlamentsvalget i barndomsbyen Horsens.

- Jeg har valgt at stemme på kulturministeren, som også er min storesøster. Jeg tror, det er vigtigt, at der alle steder, hvor der træffes beslutninger, er en borgerlig stemme, siger Anders Samuelsen.

Det er Mette Bock, der i dag er kulturminister, som er partiets spidskandidat og skal forsøge at sikre partiet sin første plads i EU-Parlamentet. I alt stiller partiet med ti kandidater.

Liberal Alliance var det eneste af de otte opstillede partier ved EU-parlamentsvalget i 2014, der ikke opnåede mandater.

Og skal man tro meningsmålingerne, bliver det heller ikke denne gang, at et medlem af Liberal Alliance får mulighed for at stemme i Bruxelles og Strasbourg.

Skulle det lykkes LA at kommer over spærregrænsen, vil de kæmpe for at holde EU lille, fortæller Anders Samuelsen.

- Vi vil sætte det fokus, der hedder, at EU skal tage sig af det grænseoverskridende og holde fingrene fra resten. EU skal bevare det frie indre marked, for det er det, der gør os velstående.

- Og så skal EU gøre noget på migration og især på klimaområdet. For selv om vi kan løfte noget i Danmark, så kan vi løfte meget mere i EU. Så der er virkelig noget for en borgerlig liberal med at sørge for, at staten og EU er lille på de områder, hvor den ikke skal blande sig.

- I stedet skal det (EU, red.) bruges effektivt, hvor det virkelig kan gøre en forskel, siger Anders Samuelsen.

Mette Bock har også selv lagt vægt på, at hun vil være en borgerlig liberal stemme i EU-Parlamentet. Der skal blandt andet ses på reformer af Schengenaftalen, der regulerer den fri bevægelighed over grænser, har det lydt fra kulturministeren.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Horsens

Børnehavepladser stiger mest i 2020

Annonce