Horsens: Der står både renovering og nybyg på dagsordenen, når Andelsforeningen Beringsgaard 1. maj går i gang med et større renoveringsprojekt, der forventes at vare knap to år.
Det er andelsforeningens afdeling fire, der står for tur, som består i 113 almene lejligheder på Konsul Jensens Gade 13-15, Marius Holsts Gade 2-10 og Kongensgade 8-12.
Lejlighederne fordeler sig på 10 opgange, hvor der foruden renoveringen skal etableres 16 nye tagboliger. Samtidig bliver 14 eksisterende boliger lagt sammen eller nedlagt.
Renoveringen indebærer nye altaner, badeværelser, køkkener, kloak samt nye ydervægge i hele bebyggelsen. Derudover får fem af de 10 opgange installeret elevator.
Gentager samarbejde
Det er det lokale entreprenørfirma Casa A/S, der har fået hovedentreprisen, og dermed fortsætter samarbejdet mellem Beringsgaard og Casa. Det er således også Casa, der har hovedentreprisen på den pågående renovering af Beringsgaards afdeling tre, Midtbyen 3, der ligger placeret ved siden af afdeling fire.
- Vi glæder os til dette udvidede samarbejde og forventer, som det er tilfældet på Midtbyen 3, at gode løsninger må komme i hus, siger Jørgen Pommerencke, forretningsfører for Beringsgaard, i en pressemeddelelse.
Her udtrykker Casa-direktør Torben Modvig også tilfredshed over at have fået opgaven.
- Renovering er et markedsområde, der er i hastig vækst hos Casa, konstaterer han.
Renoveringsprojektet forventes at stå færdig i marts 2022.