Annonce
Danmark

Analyse: Mette Frederiksen jagter strammerstemplet

Thomas Funding Foto: Michael Nørgaard
Udlændingepolitik er ikke, hvad det har været. Mette Frederiksen har rykket debatten til arenaer, der ligger bedre til Socialdemokratiet og modsat ringe for Venstre. Statsministeren er ved hjælp af principielle nålestiksoperationer godt i gang med at stadfæste vælgernes indtryk af hende som en udlændingestrammer.

Du gik måske og troede, at du vidste, hvad udlændingepolitik er for en størrelse, men det gjorde du højst sandsynligt ikke. Det gjorde de færreste. Vidste du for eksempel, at videoovervågning, tvangsfjernelser og kritik af jødehad også er udlændingepolitik? Det er det blevet med Mette Frederiksen som statsminister.

Da den socialdemokratiske formand gik til valg sidste år, skete det med et klokkeklart løfte om, at udlændingepolitikken ville forblive stram. Danskerne troede hende, og det var efter alt at dømme afgørende for, at Mette Frederiksen i dag kan kalde sig statsminister.

Men Socialdemokratiets troværdighed på udlændingeområdet er stadig tynd, og der skal ikke meget til, for at fernissen bliver brudt. Derfor har Mette Frederiksen også i det interne strategiarbejde i regeringen gjort det til en af topprioriteterne, at de strammer-ivrige vælgere bliver bekræftet i, at det var det rigtige at overlade ansvaret til hende.

Er man smart markedsføringstype, kalder man det eftersalg. Kunden skal bekræftes i, at han eller hun har gjort en god handel. De, der har prøvet at købe ny bil, vil kunne nikke genkendende til, at man i tiden efter at have modtaget køretøjet får et væld af glitrende brochurer og magasiner, der fortæller, hvor fantastisk den bil, man har købt, er.

Og på samme måde har regeringen de første seks måneder af sin levetid forsøgt at lave eftersalg på sin udlændingepolitik.

Men det har været en svær øvelse. Mette Frederiksen havde stort set ikke sat sig i stolen i Statsministeriet, før hun begyndte at lempe udlændingepolitikken.

Prisen for at få Radikale Venstre til at støtte regeringen var, at Socialdemokratiet accepterede en række lempelser af udlændingepolitikken. En midlertidig forhøjelse af overførselsindkomsterne for visse udlændinge, flere kvoteflygtninge og en annullering af planerne om at gøre øen Lindholm til et udrejsecenter er blot tre eksempler på dette.

Socialdemokratiet vil sige, at partiet allerede inden valget havde forberedt vælgerne på disse lempelser, men det ændrer ikke på, at det kun har forstærket Mette Frederiksens behov for at stive imaget som hardliner af.

Og det har hun gjort, men ikke på den traditionelle måde. Burkalov, tvungne håndtryk og opstramninger på tilstrømningen er droppet til fordel for nye kamparenaer, hvor Socialdemokratiet står stærkere.

Hvor den tidligere regering gjorde ydelsesdiskussionen til frontlinjen i udlændingepolitikken, så har Mette Frederiksen valgt en kampplads, der hedder overvågning, tvangsfjernelser og jødehad.

Da Mette Frederiksen således præsenterede, at politiet skulle have lov til at overvåge det offentlige rum mere, blev indvandrebander nævnt som årsagen. Og da statsministeren i sin nytårstale sagde, at kommunerne skulle til at tvangsfjerne flere børn, var det vigtigt for hende at understrege, at der var en særlig udfordring med uegnede forældre i visse indvandrermiljøet. Sidst, men ikke mindst, kom den socialdemokratiske formand i denne uge med en bredside mod en ikke nærmere defineret udlændingegruppe, som hun mener hader jøder.

Alle tre udmeldinger er ikke i en udlændingepolitisk forstand store, men de satte med det samme gang i meget principielle diskussioner. Nogle mente, det var et overgreb mod de vestlige frihedsidealer med mere overvågning, andre havde det svært med, at indvandrere blev udpeget som særligt dårlige forældre og antisemitter. Og midt i det hele stod socialdemokraterne med store smil. De kunne ikke have planlagt det bedre.

Den forventelige politiske stammedans var alt, hvad de kunne have håbet på. Hvis der var én ting, danskerne tog med sig fra de diskussioner, så var det, at Mette Frederiksen havde foreslået noget, der delvist var rettet mod udlændinge, og det var der nogle andre, der mente var for vidtgående. Altså var hun en strammer.

Eksemplerne viser på den måde, at strammerstemplet i politik er en forunderlig størrelse. Det handler selvfølgelig om, hvad du gør, men hvad du siger spiller en mindst lige så stor rolle. Mette Frederiksen har således ikke for alvor strammet udlændingepolitikken, men denne skribents bud skal være, at mange danskere alligevel sidder med oplevelsen af, at hun er hård.

En ikke uvæsentlig sidegevinst for regeringen er desuden, at Venstre har svært ved at finde sig til rette i den nye arena for udlændingedebatten. Socialdemokratiet har bare ikke de samme kvababbelser, når det kommer til at blande sig i folks liv, som Venstre har.

De liberale frihedsidealer kommer på tværs, når udlændingepolitik pludselig handler om overvågning og tvangsfjernelse af folks børn. Og på den måde lykkes det Mette Frederiksen at slå to fluer med et smæk. Hun får lavet et eftersalg på sit løfte om en stram udlændingepolitik og samtidig skabt problemer i Venstre.

Annonce

Fundings udvalgte citater fra ugen i politik

- Vi har ikke en krone ekstra at gøre godt med, så det vil være besparelser. Hvis man vil mere på det her område, så bør man også finde nye penge.

Skanderborgs socialdemokratiske borgmester, Frands Fischer, kritiserer i Jyllands-Posten sin partikammerat Astrid Krag for at ville lade kommunerne selv finansiere regeringens ambition om, at flere børn skal tvangsfjernes

- Det her bør virkelig give rynker i panden hos nogle af partierne. De bør være langt mere opmærksomme på at få flere medlemmer med. Demokratiet lider, hvis ikke vi har en bred skare af partimedlemmer.

Kristeligt Dagblad kunne i denne uge fortælle, at medlemstallene i landets partier bliver ved med at falde. Det bekymrer professor i statskundskab på Københavns Universitet Peter Nedergaard

- Min kone har understreget, at der skulle være styr på tingene. Jeg ærgrer mig i dag over, at jeg ikke har dykket det ekstra skridt ned og sikret mig, at der var styr på det.

Departementchef i Skatteministeriet Jens Brøchner røg i denne uge på forsiden af Ekstra Bladet, da avisen afslørede, han har haft litauerske håndværkere til at bygge på sit sommerhus, men at de ikke var registret, hvilket er et brud på reglerne. Regler, Skat selv administrerer

- Vi ser antisemitismens grimme ansigt flere steder fra. Nu har vi haft nogle konkrete eksempler i Danmark igennem den senere tid med skænding af gravpladser og hærværk i forbindelse med Krystalnatten. Vi ser også ansatser til det på den yderste venstrefløj, og så ser vi det i dele af indvandrermiljøet i Danmark.

Statsminister Mette Frederiksen (S) langede i Politiken ud efter nynazister, den yderste venstrefløj og visse dele af indvandremiljøet for at bidrage til jødehad i Danmark

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Horsens

Her er væggene tykke og solen leverer energi: Horsens' mest klimavenlige boligområde står færdigt

Debat

Debat: Gebis, kræft og grå stær - udviklingshæmmede får ikke tjekket helbredet

Min bror blev født som stærkt udviklingshæmmet i 1955. I hele mit barne-, ungdoms- og voksenliv har jeg været med til at passe på ham og har derfor lang erfaring med alle dele af “systemet”. Man kan sige meget om de generelle vilkår, vi i Danmark giver udviklingshæmmede - en af samfundets svageste grupper. Men det er ikke emnet i dag, hvor jeg vil fokusere på vores oplevelser med sundhedsvæsenet. I takt med, at min bror flyttede fra Åndsvageforsorgens fælles sovesale og i “egen bolig” i et botilbud, blev hans livskvalitet forbedret. Som ung var han, som de fleste andre, relativt sund. Med årene fik han dog flere og flere helbredsproblemer. Fælles for dem alle var, at de blev opdaget for sent. Det betød, at vi som familie ofte måtte presse på for at få min bror ordentligt undersøgt. På trods af mange opfordringer til botilbuddet kom han sjældent til lægen. Og når han endelig kom til lægen, blev han ikke altid undersøgt så grundigt og bredt, som der egentlig var behov for. Den manglende fokus på min brors sundhedsproblemer betød, at han levede med flere uopdagede sygdomme og helbredsmæssige udfordringer. En dag kom han for eksempel til at gå ind i en maskine på sit arbejde og fik en dyb flænge ved siden af øjet. Da han blev undersøgt på sygehuset fandt de årsagen: Han havde udviklet grå stær og uden at nogen havde opdaget det. Han var helt blind på det ene øje og havde meget nedsat syn på det andet. Han blev heldigvis straks opereret, men ingen ved, hvor længe han havde døjet med et stærkt nedsat syn. På samme måde gik der lang tid, før han kom til ørelægen og fik konstateret stærkt nedsat hørelse og behov for høreapparat. Han kom desværre heller ikke til regelmæssig kontrol hos tandlægen og endte derfor med gebis, som måske kunne have været undgået med den rette forebyggelse og behandling. På et tidspunkt begyndte min bror at virke træt og klage over smerter under armene. Igen måtte vi presse på for, at han kom til lægen og blev ordentligt undersøgt. Det viste sig, at han havde lymfekræft - som han også denne gang formentlig havde døjet med i flere år, før det blev opdaget. Efter diagnosen kom jeg til at spille en endnu større rolle i min brors sundhedsproblemer og var nødt til at få strammet op på hans medicinadministration, fysioterapi og adgang til hjælpemidler. Undervejs i kræftforløbet mødte vi udbredt mangel på viden om udviklingshæmning i sygehusvæsenet. Men vi mødte også nogle sundhedspersoner, som gjorde en ekstraordinær indsats for os, for eksempel det fantastiske personale på kræftafdelingen. En kæmpe hjælp, som vi altid vil være taknemmelige for. Efter et langt sygdomsforløb døde min bror af sin kræftsygdom i 2016. Når jeg ser tilbage på hans mange sundhedsproblemer og sygdomsforløb, har der især manglet to ting. For det første sundhedskompetencer og fokus blandt ansatte på botilbud. Men pædagoger kan og skal ikke være sundhedsprofessionelle. De kan dog godt være mere observerende og vidende – og ikke mindst handlende. Det kan de blive bedre til via relevant efteruddannelse. Der er for det andet også brug for langt bedre adgang til den praktiserende læge – med særligt fokus på sundhedsrisici blandt udviklingshæmmede. Jeg kan forstå i medierne, at regionspolitikerne og de praktiserende læger netop nu er i gang med overenskomstforhandlinger, og at en målrettet indsats for udviklingshæmmede er blandt emnerne. Baseret på egne bitre erfaringer med min bror (og på vegne af hans samboer gennem hele livet, hvoraf flere ikke havde nogen pårørende) kan jeg roligt sige, at det er på høje tid, at personer med udviklingshæmmede kommer frem i køen til sundhedsvæsenet. En form for tilbagevendende helbredstjek hos den praktiserende læge ville være et rigtig godt sted at starte. Jeg håber meget, at de ansvarlige regions- og lægepolitikere er enige? Hvis de ikke i fællesskab vil indføre sundhedstjek for denne sårbare gruppe, synes jeg de skylder en forklaring på, hvordan de så vil løse den himmelråbende ulighed i adgangen til sundhedsvæsenet.

Annonce