Annonce
Danmark

Analyse: Genåbning handler ikke om børnene - det handler om at få brudt tredje bølge

Foto: Kasper Løvkvist


Det var den første genåbning, der var den lette. Regeringen vidste, hvad den ville - ikke mindst hvad den ikke ville - og i samme øjeblik, den også vidste, at den ikke ville det samme som oppositionen, pegede forhandlingslederen Nick Hækkerup på udgangen og lukkede udvalgte elever tilbage i skolerne, mens de blå luskede ydmygede tilbage i deres kontorer.

Det var de lavthængende frugter, der blev plukket. Dem som der var stærkest og klarest faglige anbefalinger bag. Nu er det ikke længere så entydigt, hvad der kan og bør genåbnes uden reel risiko for at en tredje smittebølge rejser sig. For det er hvad, det i virkeligheden handler om: At undgå at tredje bølge kommer rullende i utide, som den har gjort i andre lande. Bølgen skal skubbes så langt ind i fremtiden, at sommervejr og udendørsadfærd og ikke mindst vacciner kan agere bølgebrydere og forvandle den til et lille skvulp.

Bølgen skal skubbes så langt ind i fremtiden, at sommervejr og udendørsadfærd og ikke mindst vacciner kan agere bølgebrydere og forvandle den til et lille skvulp.

Nu hvor det bliver svært, og regeringen til en vis grad anerkender, at der faktisk er basis for reelle forhandlinger, er det rykket op på partilederniveau med statsminister Mette Frederiksen for bordenden. Første forhandlingsmøde var torsdag sen eftermiddag - et møde med fast bagkant, som i politik er det klareste signal for, at det ikke bliver det sidste. På to timer kan man simpelthen ikke nå både at rive håret af hinanden og blive gode venner igen.

Her er et overblik over, hvilket udgangspunkt partierne går ind i forhandlingerne med:

  Blå blok  

Venstres formand Jakob Ellemann-Jensen kan snart ikke længere finde ud af, hvornår han egentlig mener, at alle skolebørn skal have lov at komme tilbage. Det ene øjeblik er det nu, som i NU!, og når nuet er passeret, bliver det til lige om lidt, og senest er det blevet til på mandag. Bliver det ved længe nok, risikerer han, at synspunktet kommer til at lide den skæbne, alle kontorarbejdere og sagsbehandlere kender alt for godt: At det går fra "haster" over "haster meget" til "har hastet". Pointen er, at det skulle have været i går.

Og så handler det for Venstre om de liberale erhverv - frisørerne - og butikker, der tilfældigvis ligger i et storcenter i stedet for på en gågade fyldt med mennesker, der snor sig ind og ud mellem hinanden.

DF ligger nogenlunde samme sted - med den tilføjelse, at de også gerne ser, at de gamle får lidt af den opmærksomhed, børn og unge får i disse dage.

Konservative ligeså - de understreger dog, at skoleundervisning ikke skal tvinges til at foregå i det fri, men at den skal tilbage, som vi kender den: Indendøre og med røven i sædet.

Nye Borgerlige stikker af fra flokken og vil have åbnet alt, og så kan vi derefter snakke om lokale og regionale nedlukninger, hvor smitten er størst - hvilket i praksis betyder områder, hvor andelen af indvandrere er høj.

  Rød blok  

Alle er enige om, at børn og unge skal prioriteres højest. Verdens mest ufarlige synspunkt for støttepartier, der også skal tænke på at holde sig inde i varmen hos regeringen - fordi regeringen er inkluderet i "alle". Erhvervsminister Simon Kollerup er også kommet til at afsløre i mail til finans.dk, at regeringen overvejer at komme oppositionen i møde ved at have sat gang i beregninger på, hvad det koster i det smittepolitiske råderum, hvis man åbner storcentrene.

SF mener det samme som regeringen, når det kommer til stykket. Den sætning kan dybest set arkiveres og genbruges - når blot det ikke lige handler om Israel.

Radikale har derudover også fokus på, at der stort set ingen smitte sker under åben himmel. At loftet over hvor mange, der må deltage i udendørs idræt ved sidste genåbning endte på 25, handler dybest set om, at partiets sundhedsordfører stort set intet ved om fodbold, og derfor ikke var opmærksom på, at der ud over 11 spillere på hvert hold, en dommer og to holdledere også gerne skal være plads til et par udskiftningsspillere. Grundlæggende er partiet positiv over for alt, hvad der foregår udenfor - også udendørsservering på restauranter og cafeer.

Liberale erhverv - frisører, tatovører, massører - hvor man snildt kan lave ordnede forhold med tidsbestilling, værnemidler osv, har også en ven i Radikale.

Enhedslisten vil med stor sandsynlighed være med på det, der kan opstå enighed om i rød side af salen. Men de skal kunne argumentere for, at de bliver trukket til truget, fordi positionen som de forsigtigste blandt forsigtige skal forsvares.

SF mener det samme som regeringen, når det kommer til stykket. Den sætning kan dybest set arkiveres og genbruges - når blot det ikke lige handler om Israel.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Horsens

Bor du i et område med høj eller lav smitte: Find dit sogn på kortet

Annonce