Annonce
Danmark

Analyse: Er Kristian Thulesen Dahls dage talte?


Annonce

I Dansk Folkeparti ynder man at kalde sig en familie. I så fald det er det, er det en familie med en voldsom dysfunktionel kultur. De fleste rigtige familier ville nok i virkeligheden være begyndt i familieterapi, hvis stemningen havde været lige så giftig, som den er i DF.

Den nye bog ”Kong Kristian” af de to journalister Kaare Hanghøj Johansen og Kristian Brårud Larsen er på den måde et regulært maskefald for Dansk Folkeparti. Billedet af et parti, hvor man står sammen, krakelerer, og i stedet åbenbares noget nær en ormegård af interne intriger.

Særligt spektakulært er naturligvis oplysningen om, at Morten Messerschmidt forsøger at vælte Kristian Thulesen Dahl af pinden som formand for DF.

Selv afviser partiets kronprins det som løgn og latin i lørdagens udgave af avisen Danmark. Kristian Thulesen Dahl virker derimod en smule mere anerkendende i forhold til præmissen, om end han ikke mener, der har været tale om et regulært kup. Uanset hvad der var blevet sagt og gjort, må man nu se fremad, siger han.

Hvor ligger sandheden så? Tjah. Rygterne har gået længe i Dansk Folkeparti, og Morten Messerschmidts handlinger i sommermånederne matcher meget godt bogens pointe. Af flere omgange gav han således interviews, hvor han gik sin formand i bedene. Et af dem stod i denne avis.

Derfor skrev jeg også i august en analyse, hvor jeg skrev, at Morten Messerschmidt lignede en, der positionerede sig til at kunne udfordre Kristian Thulesen Dahl om formandsposten.

Ikke desto mindre er bogen ekstrem dårlig timing for den 39-årige politiker. Forudsat at det passer, at han går efter formandsposten. Problemet for Messerschmidt er, at han lige nu bliver efterforsket af bagmandspolitiet i den såkaldte Meld og Feld-sag, der handler om potentielt misbrug af EU-midler. Han har med andre ord en straffesag hængende over hovedet, og så længe han har det, har han overordentligt svært ved at udfordre Kristian Thulesen Dahl.

Alene af den årsag er han nødt til at stikke offentligheden en plade – igen forudsat bogens oplysninger er korrekte. Alt andet end total opbakning til Thulesen Dahl på dette tidspunkt vil blive anset som en krigserklæring.

Jeg siger ikke, at Morten Messerschmidt lyver, men jeg siger, at jeg ikke er sikker på, hvad der er sandt. Og der er altså en række omstændigheder, der taler for, at han meget vel indenfor en overskuelig fremtid kan blive Dansk Folkepartis formand.


Jeg siger ikke, at Morten Messerschmidt lyver, men jeg siger, at jeg ikke er sikker på, hvad der er sandt. Og der er altså en række omstændigheder, der taler for, at han meget vel indenfor en overskuelig fremtid kan blive Dansk Folkepartis formand.

Fra analysen


Først og fremmest er det et faktum, at der er en utilfredshed over Kristian Thulesen Dahl i Dansk Folkeparti. Den kan man mene er rimelig eller ej, men den lever i dele af partiet. Kodeordet her er dele. Kristian Thulesen Dahl er ikke uden opbakning i baglandet.

Personligt har jeg talt med ganske mange kilder i DF, der i den sammenhæng mener at vide, at både Morten Messerschmidt og Pia Kjærsgaard er på kritikernes hold. Det kaster bogen også lys over med indtil flere eksempler på episoder, hvor de begge ifølge forfatternes oplysninger skulle have ytret sig kritisk om partiformanden.

Det betyder ikke nødvendigvis, at de vil vælte Kristian Thulesen Dahl, men det er en væsentlig oplysning. Skal Morten Messerschmidt således gøre sig forhåbninger om at blive formand, kræver det Pia Kjærsgaards velsignelse. Hun vurderes af mange i DF til stadig at have magten til både at sanktionere, men også bremse et formandsskifte i partiet.

En anden vigtig information i bogen er, at Morten Messerschmidt angiveligt har tilbudt medlem af Europa-Parlamentet Peter Kofod næstformandsposten i partiet til gengæld for hans støtte. Noget Messerschmidt afviser som det rene opspind.

Men er det rigtigt, giver det mening. Morten Messerschmidt har ikke selv det store bagland i DF. Han kontrollerer primært et område omkring sin bopæl i det nordsjællandske.

Peter Kofod er hans potentielle hovedudfordrer til rollen som kronprins, og den bornholmskfødte politiker har derudover en stor stjerne hos mange af partiets syd- og sønderjyske partiforeninger. Han er med andre ord en vigtig spiller, hvis Kristian Thulesen Dahl skal fravristes formandsposten.

Alt dette kan Kristian Thulesen Dahl naturligvis godt se, og det er da også påfaldende, hvordan han det seneste halve år har forsøgt at trække Peter Kofod tæt på sig. Den 30-årige politiker er således blevet indlemmet i det magtfulde koordinationsudvalg i DF, hvor alle væsentlige beslutninger træffes. Det ligner unægtelig, at Thulesen Dahl forsøger at forhindre en alliance mellem Kofod og Messerschmidt.

Men selv understreger DF-formanden altså, at han ser fremad. Sammen skal han og Messerschmidt redde Dansk Folkeparti.

Det har jeg ingen grund til at betvivle oprigtigheden i, men selv hvis Kristian Thulesen Dahl i virkeligheden gerne ville give den som brutalis og kyle hans næstformand ned på bagerste række, ville han ikke kunne gøre det, uden som minimum at starte en intern borgerkrig i partiet, der ville være dybt skadelig.

Reelt har Kristian Thulesen Dahl derfor nok ikke haft meget andet valg end enten at trække sig som formand, fordi han ikke føler, at han har den fornødne opbakning, eller vælge at tro på, at han, Morten Messerschmidt og Pia Kjærsgaard kan få det til at fungere. Men som min klogeåge-kollega Henrik Qvortrup skrev i B.T. fornyeligt, så risikerer Thulesen Dahl, at han nærer en slange ved sin barm.

Morten Messerschmidts troværdighed vil selvfølgelig blive udfordret, hvis han trækker blankt i det øjeblik, Meld og Feld-sagen er afgjort. Men går DF tilbage ved kommunalvalget til november næste år, er der intet, der hindrer ham i at forsøge at gennemtvinge et skifte kort tid herefter.

Bogen kan på den måde ende med at give Kristian Thulesen Dahl arbejdsro i et års tid, og det rummer selvfølgelig en mulighed for at vende tingene – særligt hvis bagmandspolitiet ender med at rejse sigtelse mod Morten Messerschmidt i Meld og Feld-sagen – men det er svært at få tanken ud af hovedet, at formanden blot varmer stolen for næstformanden.

Mandag morgen var Kristian Thulesen Dahl (DF) med på Radio4 til en snak om nogle af de historier, som den nye bog byder på. Lyt til interviewet herunder.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Horsens

Større udvalg, robotstyret dæklager og 40 lifte: Nyt bilhus på 5600 kvadratmeter står klar om et år

Horsens

Arrangør satser stadig på stor boligmesse i Horsens: Det er ligesom at tage i Føtex, Ikea eller Kolding Storcenter

CORONAVIRUS

Live: Se listen - her skal du huske at bære mundbind

Annonce