Annonce
Danmark

Analyse: Ellemanns grønne redning er røde Frederiksen

Jo flere gange Mette Frederiksen siger, at hun er rød, før hun er grøn, jo lettere bliver det for Jakob Ellemann-Jensen at formand for sit landbrugsbagland i Venstre. Arkivfoto: Philip Davali/Ritzau Scanpix


Vælgerne flygter ud af Venstre som fra et borgerkrigshærget land, og på vej væk virker det nærmest som om, de selv ringer meningsmålingsinstitutterne op for at være sikker på, at deres flugt bliver noteret.

Tilbage står Jakob Ellemann-Jensen med et parti skåret ind til kernen, og er der noget Ellemann har et kompliceret forhold til, er det kerne-Venstre, landbrugs-Venstre, baglands-Venstre. Som miljø- og fødevareminister tog det ham blot få øjeblikke at hidse netop dem op, men det var også dem, der satte sig igennem overfor Lars Løkke Rasmussen, mens de undervejs gjorde det tydeligt for Ellemann, at nu var det tid for ham at blive formand - om han så følte sig klar eller ej.

Og lige om hjørnet venter det, som mange tror er et potentielt sprængfarligt opgør i det komplicerede parforhold: Klimaforhandlingerne på landbrugsområdet. Den del af kampen for klimagasreduktioner, som hele tiden er blevet tolket som den store prøve for Venstre og især Ellemann.

Annonce

Er han grøn, storbysmart og fremtid, eller er han en formand, der har det i hjertet og ikke bare i hukommelsen, at Venstre blev født af Bondevennernes Selskab i 1846?

For det er blevet sagt så mange gange, at det er gået hen og blevet en diffust accepteret sandhed: Det kommer til at gøre ondt at redde klimaet.

For resterne af Alternativet skal det især gøre ondt på forstokkede bønder, flyrejsende, fossilbilister og sukkerproduktionen på Lolland-Falster.

For Radikale skal det bare gøre ondt, før det kan gøre godt.

For Enhedslisten skal det gøre ondt på de rige.

For SF skal det gøre ondt på dem selv, når de igen-igen mener det samme som Socialdemokratiet og igen-igen skal piskes internt af deres eget bagland med Enhedsliste-argumenter.

Og Venstre, DF og Konservative tilsluttede sig klimamålet i et lønligt håb om, at kun de røde bliver ramt af vreden, når folk mærker smerten.

Derfor er alle med høje, grønne ambitioner og et “klimatosse”-badge på deres profilbillede på Facebook lige vantro, hver gang socialdemokrater med Mette Frederiksen og Dan Jørgensen i front endnu en gang siger, at det for regeringen faktisk er et mål i sig selv, at det ikke må gøre ondt på nogen. Sådan er verden nemlig så god, når bare man er rød, før man er grøn.

Og sagen er, at regeringen nu er halvvejs i sin periode og laver klimaaftale på klimaaftale uden nogle endnu har sagt AV!


Prehn er ikke grøn. Ikke fordi han ikke lytter til eller forstår sine store børn i hjemmet i Aalborg, der presser farmand til at træde i den ny verden. Men fordi han er Mette Frederiksens statsminister.


Alligevel er forventningen, at så må det da i det mindste komme til at blive seriøst pinefuldt for de typisk venstrestemmende bønder, der nu med bæven venter på en klimaaftale på landbrugsområdet. Al den uforløste smerte må da for pokker blive sluppet løs på et tidspunkt.

Fødevareminister Mogens Jensen havde da også lavet et fikst og færdigt udspil, der nok kunne have klemt et raskt lille hvin ud af en landmand eller ti, men så kom Mette Frederiksen til at lukke minkerhvervet ned på ualmindeligt klodset vis, Mogens Jensen måtte gå som konsekvens, og den nye minister Rasmus Prehn tog som det første udspillet og gravede det så langt ned i sin baghave, at der stadig er politikere i oppositionen, der er i tvivl om, hvorvidt det nogensinde har eksisteret.

Fremtidshvinet fra bønderne havde pludselig fået en så ubehagelig tone, at det skulle kvæles allerede i fødslen. Og den eneste grønne farvetone, der var tilbage i ministerkontoret, var i flaskerne på de valgkampsøl, som Rasmus Prehn bragte med til køleskabet.

Prehn er ikke grøn. Ikke fordi han ikke lytter til eller forstår sine store børn i hjemmet i Aalborg, der presser farmand til at træde i den ny verden. Men fordi han er Mette Frederiksens minister, og når man er det, gør man som chefen - husker på, at man vågner hver morgen som socialdemokrat og ikke klimaaktivist. At det f.eks. er vigtigere at holde liv i en sukkerproduktion på Lolland-Falster og de arbejdspladser, der følger med, end at vandre omkring med en grøn fane, mens sukkerknalderne bliver produceret i udlandet.

Lige nu er Prehn godt i gang med at trække forhandlingerne om reduktion af klimagasser i landbruget ud i det uendelige.

Alle partiernes forhandlere er blevet trukket gennem over 30 tekniske gennemgange i digitale møder med slideshows om forholdene i landbruget. En proces, som af nogle bliver opfattet som ren udmattelsesstrategi i forhold til oppositionen, men som nok nærmere har haft to helt andre formål:

At bringe den nye minister på området op på et tilstrækkeligt vidensniveau, men allermest at disciplinere støttepartierne - dels SF, mest Radikale og for den sags skyld også Enhedslisten, selv om ikke mange regner med, at det vil lykkes regeringen at få dem med i en bred aftale. Altså simpelthen at skrue forventningsniveauet ned hos dem, der tror, at de kan komme igennem med noget, der vil imponere Greta Thunberg den mindste smule.

Og efter de udmattende og disciplinerende tekniske gennemgange var overstået, har der blot været holdt uforpligtende formøder med partierne enkeltvis - hvor Rasmus Prehn i øvrigt har serveret bøf bearnaise og steaksandwiches, og så har partierne så kunnet fundere lidt over signalet i at blive bespist med rødt oksekød og ikke kål og kikærter.

Og hvis støttepartierne ikke forstod dét signal, kunne de læse Rasmus Prehn udtale til Børsen:

"Jeg vil levere så meget som muligt, men jeg har bare også en opgave: Jeg skal samle Folketinget bredt, og jeg skal sørge for, at vi ikke sætter en ødelæggende lavine af konkurser i gang."

Eller de kunne læse nyheden, der kom ud på Ritzau mandag, hvor fagforbundet NNF, der bl.a. repræsenterer slagteriarbejdere, dannede fælles front med Venstre om at appellere til en bred aftale med stor hensyntagen til arbejdspladser i landbruget og følgeindustrien. Her skal man huske, at NNF er blandt Socialdemokratiets bedste venner i fagbevægelsen og bl.a. gik forrest i forhold til partiets prestigeprojekt med Arne-pensionen.

Så når socialdemokrater i denne tid går rundt og koketterer med, at det bliver spændende, om Venstre vil bide til bolle, når forhandlingerne formentlig går reelt i gang om en uge eller to -  om Venstre tør være med i en landbrugsaftale, om Venstre tør stå uden for en landbrugsaftale, om Venstre tør dit, og Venstre tør dat, kan de spørge sig selv:

Tør vi? Og få svaret der.

For jo mere socialdemokratisk Socialdemokratiet vælger at være på klimaområdet, jo lettere bliver det at være formand for Venstre.

Hvis røde Mette Frederiksen tør, er der ingen grund til, at grønne Jakob Ellemann-Jensen ikke skulle turde. Med mindre han insisterer på at komplicere sit forhold til de vælgere, som stadig hænger ved.

Annonce
Annonce
Erhverv For abonnenter

39-årige Katrine tager kampen op med skoletræthed for at blive elektriker: Jeg er et bedre forbillede for mine børn nu

Annonce