Annonce
Udland

Amerikansk kilde: USA forhandler igen med Taliban

Str/Ritzau Scanpix

Genoptagelse af fredsforhandlinger skal bringe USA's længste krig til afslutning, siger anonym kilde.

Annonce

USA har genoptaget forhandlinger med Taliban i Qatar, siger en amerikansk kilde til nyhedsbureauet AFP. Forhandlingerne om fred i Afghanistan har som mål at få afsluttet USA's længste krig.

Parterne syntes for tre måneder siden at være tæt på en afslutning, og der var forventninger om, at USA ville trække tusindvis af soldater hjem fra Afghanistan til gengæld for en række sikkerhedsgarantier fra Taliban.

Men præsident Donald Trump afbrød forhandlingerne, efter en amerikansk soldat blev dræbt.

- Det er nu håbet, at volden vil blive mindsket, og at dette vil bane vej for en våbenhvile efterfulgt af forhandlinger mellem den islamistiske bevægelse og den afghanske regering, siger den amerikanske kilde.

I september kaldte Trump forhandlinger med Taliban-bevægelsen i Afghanistan for "døde". Men sidst i november sagde den amerikanske præsident, at han ønsker en aftale med Taliban, og at han tror, at Taliban også ønsker en våbenhvile.

- Taliban ønsker at lave en aftale, og vi mødes med dem, og vi har fortalt dem, at der skal være en våbenhvile, og de har ikke ønsket en våbenhvile, men nu ønsker de at lave en våbenhvile, sagde han.

Ledere fra Taliban har over for Reuters bekræftet, at gruppen har mødtes med højtstående amerikanske embedsmænd i Doha sidst i november.

USA har haft soldater udstationeret i Afghanistan siden en invasion i 2001. Invasionen væltede Taliban-styret, der i årevis havde givet ly til Osama bin Laden, lederen af al-Qaeda og hjernen bag angrebene 11. september.

I september i år var der 14.000 amerikanske soldater i landet. Det er dog et markant fald i forhold til de knap 100.000 soldater, der var udstationeret i 2011.

I næsten alle landets provinser mærkes krigen. I næsten 30 procent af landets distrikter er der kampe, mens 14,5 procent af landet er kontrolleret af Taliban. Men militære iagttagere siger, at Taliban ikke er i stand til at indtage større byer eller vigtige strategiske områder og bevare kontrollen over dem i længere tid.

/ritzau/AFP

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Østjylland

Coronavirus viser tænder: Der er enorme forskelle i smittespredningen i de østjyske kommuner

Annonce