Annonce
Ikast-Brande

Amerikanerdagen i Hampen bliver aflyst

Amerikanerdagen har i flere år været et populært arrangement, der kan tiltrække hundredevis af biler og gæster. Men ikke i år. Arkivfoto: Martin Ravn
Hampen Multihals Støtteforening udskyder det store bil- og underholdnings-arrangement Amerikanerdagen et helt år.
Annonce

Hampen: En af de største lokale begivenheder, Amerikanerdagen i Hampen, hvor hundredevis af bil-entusiaster mødes ved multihallen i Hampen den tredje lørdag i april, bliver nu udskudt et helt år.

Amerikanerdagen skulle i år have fundet sted lørdag 18. april, men på grund af smittefare-risiko med den hærgende corona-virus, bliver arrangementet udskudt helt frem til 17. april 2021.

- Det gør vi for at være helt sikre. Alting er så uvist lige nu, og vi har en masse leverandører, som gerne vil have klar besked, siger Hartvig Topp fra arrangørgruppen under Hampen Multihals Støtteforening.

Han har i øvrigt noteret sig, at mange andre biltræf bliver aflyst på grund af corona-situationen.

Amerikanerdagen er i de senere år blevet et tilløbsstykke, der nogle gange kan tiltrække et par hundrede amerikanerbiler og motorcykler og et stort antal gæster.

Ud over selve bilfremvisningen plejer der også at være koncert og spisning i multihallen.

I år var der som noget nyt planlagt en "tyvstart" om fredagen med et træf for klubben US Vanners, der skulle være mødt op med campere og busser, men det bliver altså heller ikke til noget i denne omgang.

Aflysningen er meddelt på Facebook, men i skrivende stund er træffets hjemmeside www.koncertihampen.dk endnu ikke blevet ændret. Men det bliver den, oplyser Hartvig Topp.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce