Annonce
Kultur

Sikker sejr til Gasoglim: Vi er garanter for ømme fødder og lidt rust på stemmebåndet

Da Kim Larsen gik bort, blomstrede interessen for nationalskjaldens musik op, og Gasoglim fik masser af forespørglser. Der er stadig travlt, men den vilde Larsen-feber fra 2018 er så småt ved at nå et normalt niveau igen, fortæller Per Højgaard. Foto: Pernille Ipsen
Gasoglim hyldes lørdag aften som en sikker vinder af publikumsprisen 2020. De holder legendariske sange i live af ren og skær kærlighed til musikken.
Annonce

Horsens: Gasolin gik i opløsning i 1978, og Kim Larsen døde i 2018. Der er dog ingen fare for, at de legendariske sange, de efterlod, går i glemmebogen lige med det samme. I hvert fald ikke så længe Gasoglim eksisterer.

Det horsensianske kopiband har syv år på bagen med masser af succes, og nu bliver gruppen også fejret med en pris for sin indsats for at holde Gasolin og Larsens livsværk i live. Nærmere bestemt ved den årlige musiker-begivenhed Horsens All Stars på lørdag, hvor Gasoglim skal på scenen som modtager af årets Publikumprisen.

Prisvinderen er blevet fundet via en afstemning på hsfo.dk, og kvintetten vandt suverænt med cirka 40 procent af stemmerne.

- Det er vildt, siger Per Højgaard, der var med til at danne Gasoglim netop i forbindelse med en Horsens All Stars i 2013, hvor musikere kunne være med i en Gasolin-"workshop".

Blandt deltagerne var de stiftende medlemmer Lars Therkelsen og Per Højgaard.

- Det var egentlig meningen, at det skulle være en engangsforestilling - som en hyldest til Gasolin. Men modtagelsen var virkelig god, og vi kunne mærke en fed energi i det, så da Horsens All Stars var overstået, snakkede vi sammen og besluttede at fortsætte, husker Højgaard.

Vi gør det her af ren og skær kærlighed til musikken - og det fortsætter vi ufortrødent med.

Per Højgaard, Gasoglim

Annonce

Universelle sange

Siden har mange andre også mærket "energien", når Gasoglim går på scenen, og bandet kan skrive adskillige festival-optrædener og udsolgte koncerter på cv'et.

Senest var der proppet i den store sal på Horsens Ny Teater i december, og forude venter ditto udsolgte shows i den ny hal i Egebjerg og på KulisseLageret til påske.

- Vi er garanter for ømme fødder og lidt rust på stemmebåndet, siger Per Højgaard med et grin om grunden til, at Gasoglim har kunnet skabe sig et navn på Gasolin og Larsens eftermæle. En musikalsk arv, der stikker dybt i dansk selvforståelse.

- Det er musik, der fortæller historier, og som handler om ting, alle kan forholde sig til. Ved vores seneste koncert på teateret fik vi bagefter at vide, at der var publikummer fra 70 til 80 år og ned til unge i starttyverne. Det fortæller, at både Gasolin og Kim Larsens musik er universel, uddyber Per Højgaard årsagen til, at folk valfarter til koncerterne.

Dem er der typisk to-tre af om måneden, og efter enkelte udskiftninger i besætningen har Gasoglims lineup været fast de seneste par år: Lars Therkelsen på vokal, Markus Jönsson (der er med på grund af sit efternavn, bemærker Per Højgaard) på trommer, Mick Pedersen på bas, Jesper Mandrup på guitar og altså Højgaard selv på tangenter.

Annonce

Ren og skær kærlighed

Så hvad er ambitionen med bandets hyldest til Gasolin og Larsen? Skal projektet slås større op, nu da medlemmerne også kan kalde sig prismodtagere?

- Nej, lyder Per Højgaards korte svar.

Der er job, familie og socialt liv at tage hensyn til, så Gasoglim har forlængst sat et loft over, hvor mange aftener og weekender musikken må sluge.

- Vi kommer ikke til at gøre det i stor skala som for eksempel Queen Machine. Vi gør det ikke for at tjene en masse penge, men af ren og skær kærlighed til musikken - og det fortsætter vi ufortrødent med, siger han.

Prisoverrækkelsen ved lørdagens Horsens All Stars finder sted under den offentligt tilgængelige koncertdel af arrangementet kaldet "Horsens All Stars By Night".

Koncerterne, der inkluderer optrædener med forskellige lokale musikere, finder sted både på Horsens Ny Teater og på KulisseLageret. Publikumsprisen overrækkes omkring kl. 21.15.

Der var helt fyldt på Horsens Ny Teater, da Gasoglim spillede julekoncert i december. Forude venter flere udsolgte koncerter. Foto: Per Højgaard
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Horsens

Carsten blev fejret på sin 50-års-fødselsdag: Det skulle Mette bare ikke blande sig i

Horsens

Weekendens corona-tal i Horsens: Det går den rigtige vej

Annonce