Annonce
Horsens

All Stars publikumspris: Børnevenligt rockband giver konkurrenterne masser af baghjul

Der er masser af gøgl og grin i øjnene på de tre i Lummer Stue. Arkivfoto: Morten Pape

Lidt over 400 har stemt indtil nu - det børnevenlige rockband har fået halvdelen af stemmerne. Afstemningen fortsætter et par dage endnu.

Horsens: 417 har stemt - og Lummer Stue er løbet med 210 af stemmerne.

Sådan lød det foreløbige facit mandag eftermiddag i afstemningen om Horsens All Stars' publikumspris.

Eller med andre ord: Den børnevenlige trio giver konkurrenterne masser af baghjul.

Men endnu er der et par dage at løbe på. Afstemningen på www.hsfo.dk fortsætter til og med torsdag. Og man ved jo aldrig med slutspurter - selv om Lummer Stue lige nu har fem gange flere stemmer end nærmeste konkurrent.

Annonce

Både børn og voksne

Bag Lummer Stue står Daniel Nygaard Petersen, Søren "Trold" Nøiers og Martin Boye Pedersen. De har hver især spillet voksen-rock i mange år, men skiftede over til rock i børnehøjde, da Daniel Nygaard Petersen og Søren "Trold" Nøiers i april 2017 arrangerede en koncert for børnene i de institutioner, hvor de arbejder. Det blev så vellykket en fest, at de nu sammen med Martin Boye Pedersen spiller for børn i hele Jylland.

Med stemmerne til Horsens All Stars publikumspris følger masser af roser.

Erik Møller Petersen kalder de tre for "dygtige musikere, der virkelig kan få børn og voksne til at rocke med til nye såvel som gamle sange".

Martin Ahrnkiel mener, at "de har fortjent det - og det ville på samme tid være en stemme til så meget andet, bl.a. Det Gule Pakhus", hvor Lummer Stue øver.

De andre i opløbet

Med i opløbet er i skrivende stund også Thomas "Hævi" Møller (40 stemmer), bandet Speedpik (35 stemmer), Esben Kronborg (31 stemmer), Dion "Disse" Egtved (26 stemmer) og Nicki Jack (23 stemmer).

Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Inklusion skal være for barnets skyld, ikke for økonomiens

Læserbrev: Vi kendte ham godt. Vi lærere i skolens ældste klasser havde, med en vis ængstelse, på afstand fulgt Frederik op igennem de små klasser, hvor hans adfærd havde været ganske bekymrende. I frikvartererne var han nærmest mandsopdækket, for ellers endte det forudsigeligt nok i ballade. Da han nåede 7. klasse, gik Frederik stadig på skolen. I timerne sad han mest alene med hovedet begravet i computerspil. Af og til blev frustrationerne dog for store, og så måtte klassen gå et andet sted hen, hvis den ville undgå at dele skæbne med stole, borde og penalhuse, som blev kylet rundt i lokalet. Sidst i 7. klasse fik Frederik en plads i et specialtilbud. Alt, alt for sent. Man har I Vejle Kommune lovet at tilføre folkeskolen mere personale for et beløb stigende fra 10 mio. kr. i 2019 til 40 mio. kr. efter fire år. Det kvitterer vi lærere med glæde for. Men virkeligheden har vist, at vi alligevel ikke rigtig har fået flere kolleger ude på skolerne. En af grundene er, at flere og flere elever bliver skilt ud fra almenskolen og placeret i meget dyrere specialtilbud. Det betyder, at pengene går til dem og dermed ikke kan mærkes ude i skolen. I Vejle Kommune er det den enkelte skole, der skal finde pengene i budgettet til at sende elever i specialtilbud, og det er dyrt, så det fløjter. En folkeskoleelev koster 56.000 kr. om året, mens en plads i et specialtilbud kan koste 200.000 kr. Ideen fra kommunens side er at straffe skolen økonomisk, hvis den ikke magter at inkludere sine elever. Desværre betyder det, at børn med særlige behov bliver hængende alt for længe i folkeskolen, hvis skolen ikke har råd til andet. En af årsagerne til stigningen skal findes i, at inklusionsindsatsen i folkeskolen har været underfinansieret. Inklusionen har simpelthen været en spareøvelse. Derfor har disse børn ikke fået den hjælp, de har haft brug for, mens de kunne have haft glæde af den. Nu banker de så på til specialtilbuddene, bl.a. fordi de er blevet holdt for længe ude i almenskolen. Vi må gøre op med et system, der straffer skolerne, hvis man giver eleverne det tilbud, de har brug for, men der skal samtidig sikres ressourcer nok til at rumme børn som Frederik, både for Frederiks skyld, men også for Frederiks klasses. Især hvis folkeskolen fortsat skal være familiernes førstevalg.

Annonce