Annonce
Danmark

Alkohol og trafik er en livsfarlig cocktail: Hver fjerde af os kender til spritkørsel

Pust, pust, pust. 32 døde, og 364 kom sidste år til skade ved spritulykker i trafikken. Politiet og Sikker Trafik sætter nu ind mod spritbilisme. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Organisationer indleder en kampagne mod spirituskørsel, og politiet slår til med intensiverede spritrazziaer.

Trafik: Hver fjerde af os har en del på samvittigheden: Vi kender én, som jævnligt kører spritkørsel. Det fremgår af en ny undersøgelse, Rådet for Sikker Trafik og Alkohol & Samfund offentliggør fredag.

I betragtning af at spritulykker sidste år kostede 32 mennesker livet og 364 tilskadekomne, er det noget, der bekymrer. De to organisationer indleder en kampagne, og politiet slår til med intensiverede spritrazziaer

- Nogle politikredse og kommuner har gode erfaringer med at opsøge folk, man mistænker for at køre spritkørsel, for at få dem i behandling og sikre, at de ikke bliver ved med at køre påvirkede i trafikken til fare for dem selv og andre. Det viser med al tydelighed, at det nytter at blande sig og gribe ind. Det er noget, vi alle kan lade os inspirere af, siger Mogens Kjærgaard Møller, adm. direktør i Rådet for Sikker Trafik, i forbindelse med offentliggørelsen af undersøgelsen.

Her fremgår det også, at spritkørsel ikke afhænger af bilisternes placering på den sociale rangliste, og at spritbilister deler sig i tre kategorier: Nogle kører helt bevidst med sprit i blodet, andre er i tvivl, men tager chancen, og så er der dem, der har et decideret alkolholmisbrug.

Den sidste gruppes kendetegn, hvis man skulle være i tvivl, kan studeres nærmere på Alkohol & Samfunds hjemmeside, og dem vil man også gerne have inddæmmet og væk fra rattet.

- Generelt er vi berøringsangste over for at gribe ind, hvis vi oplever, at nogle tæt på os drikker for meget. Men der er en enighed om, at spritkørsel er helt uacceptabelt. Derfor oplever vi også, at pårørende ringer ind og egentlig har været bekymrede for en af deres nærmestes alkoholvaner i nogen tid, men at de først for alvor griber ind, når han eller hun sætter sig bag rattet i påvirket tilstand, lyder det fra Bjarne Stenger Elholm, leder af Alkolinjen.

Annonce

Kender du en spritbilist?

24 procent af de adspurgte kender en i sin omgangskreds, som man tror eller ved jævnligt kører spritkørsel, fremgår af undersøgelse fra Epinion juni 2019. 1202 personer medvirkede. Svarene på det direkte spørgsmål til kendskab fordeler sig således:

- Ja, en i mit lokalområde/boligområde: 8 procent.

- Ja, en fra min familie: 7 procent.

- Ja, en ven: 5 procent.

- Ja, en anden: 4 procent.

- Ja, en kollega: 4 procent.

- Nej: 76 procent.

Fire gode råd

Foreningen Alkohol & Samfund giver disse fire råd, hvis man står du over for en person, der er påvirket og på vej ud til sin bil:

1 Begynd med stille og roligt at sige, at du er bekymret for, at han eller hun vil køre.

2 Fortæl, at du oplever, at han eller hun har drukket for meget til at køre.

3 Tilbyd et alternativ - for eksempel, at du selv kører ham/hende hjem, eller at du ringer efter en taxa.

4 Hvis han eller hun insisterer på at køre, kan det være nødvendigt at tage nøglerne eller fortælle, at du bliver nødt til at ringe til politiet.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Debat

Debat: Muren faldt og frihedens klokke kimede - vi skal huske murens fald

9. november 1989 står brændt i min hukommelse. Tiden i efteråret 1989 var og bliver det største min generation kommer til at opleve. Befolkningerne i de kommunistisk styrede lande i Østeuropa hørte frihedsklokkerne ringe efter mange år bag Jerntæppets mørke. For mange i dag kan det sikkert være svært at forestille sig, hvor lukket og uhyggeligt den del af Europa var, men det var det sande kommunismes ansigt og virkelighed. Os der var unge på det tidspunkt, husker det sikkert tydeligt. Dengang var verden bare mere enkel. Der var undertrykkelsen, kommunismen og dens ondskab i øst og de frie demokratier i vest. Jeg husker klart, hvordan jeg som politisk aktiv i den ungkonservative bevægelse, gang på gang, med blodet løbende hurtigt i mine årer, diskuterede forholdene i de kommunistiske diktaturer, og hvorfor vi skulle være på amerikanernes side fuldt og helt. Det var dengang, der fandtes politikere i Danmark, som i mange år havde forsvaret og støttet regimerne i øst, og ment at det var den rigtige samfundsmodel for Danmark. Jeg har aldrig kunnet forstå, hvordan mennesker, der lever i en fri og oplyst verden, har kunnet tale positivt om kommunismens styre i Østeuropa. Tænk på, hvad adskillelsen gjorde ved familier. Berlin som et skrækkeligt eksempel. Fra den ene dag til den anden blev familier adskilt, og mange så aldrig hinanden igen. Alt imens store dele af venstrefløjen herhjemme så til og bildte sig ind, at vi skulle beundre dem. Jeg har besøgt Berlin flere gange, og hver eneste gang tager jeg mig selv i at blive så rasende over, at det har været Europas virkelighed. Tænk sig at have en styrende ideologi, der mener, det er rigtig at spærre sit eget lands borgere inde, så de ikke kan rejse frit og forlade landet. Hvis kommunismen er så smuk, så ville folk sikkert blive boende. Men nej, mennesker blev overvåget og holdt i et jerngreb, og familier blev splittet på kryds og tværs. Denne historie skal fortælles. Denne del af historien skal alle elever i vores skoler kende til, så de ved, hvad den virkelige historie bød på for kun tre årtier siden Men frihed har det heldigvis som vand. Det finder altid en sprække, og pludselig kan murene ikke holde mere. Selvom det var lange, trange og tunge år, så lykkedes det endelig at blive frie. Folket pressede på, og selvom mange af de gamle mænd i diktaturerne holdt fast, måtte regimerne bryde sammen. Kampen blev blandt andet utrætteligt kæmpet af daværende præsident Ronald Reagan i USA, som gjorde alt for at bekæmpe kommunismen, og alt det frygtelige den stod for. Jeg glemmer aldrig klippet i tv, hvor han stod ved Brandenburger Tor og i sin tale til folkemængden den 12. juni 1987 sagde de så kendte ord til Sovjetunionens præsident: ”Mr. Gorbatjov – tear down this wall”. Der skulle stadig gå mere end to år, inden friheden kom til befolkningerne i Østeuropa, men snebolden med frihedens styrke havde begyndt sin tur ned ad bakken, uden den kunne stoppes. Det hører også med og bør bestemt anerkendes, at Gorbatjov med sin glasnost og perestrojka havde indledt rejsen mod mere åbenhed og en anden økonomisk tænkning – som de to russiske ord udtrykker. Men regimerne i øst blev presset til det af stærke frihedskræfter i vesten, og de stadig modigere befolkninger i mange af de kommunistiske lande. 9. november 1989 skete det så endelig. Vi kunne på tv se, hvordan østtyskerne i deres trabanter kørte over grænsen ved Brandenburger Tor, og alle blev hilst velkommen af vesttyskerne. Genforeningen ventede godt anført at den karismatiske kansler Helmut Kohl, der nåede sin største politiske bedrift med genforeningen af de to tysklande i 1990. Der skulle stadig vise sig at være mange opgaver og overvindelser for de østeuropæiske lande på vejen mod en ny verden og en ny tid. Vi har i dag et nyt Europakort med flere lande, hvor den dominerende styreform er demokratiet. Der er bestemt steder, hvor der er grund til bekymring, og hvor vi skal være opmærksom på ikke at begå fortidens fejl. Men frihed er det bedste guld. Det skal vi huske denne dag, selvom der unægteligt stadig er mange udfordringer – også i den del af verden. Kommunismen tabte – friheden vandt. Og jeg vil aldrig glemme den tid i mine sene teenageår, hvor jeg fik den gave at opleve frihedsklokkerne ringe for millioner af mennesker.

Annonce