Annonce
Sport

Alarmen bimler hos HIC-træneren

Will Artino fik tapet sin dårlige ankel op og scorede 16 point, da Horsens IC skuffende tabte til Svendborg.foto: Søren E. Alwan
basketball - Alarmen bimler hos Arnel Dedic.

Ikke så meget på grund af nederlaget tirsdag aften mod Svendborg. Men på grund af måden det skete på.

- Der manglede energi, der manglede engagement, der manglede offervilje, sagde Arnel Dedic, træner for Horsens IC, efter kampen.

Han tøvede ikke med at kalde HIC-mandskabets indsats for den hidtil dårligste hidtil i sæsonen.

- Vi har tabt andre kampe men ikke på den måde, som det skete denne gang. Der er god grund til bekymring, sagde Arnel Dedic.

Svendborg drog hjem fra Forum Horsens med en sikker sejr på 91-77 efter en kamp med en afslutning blottet for spænding.

Fynboerne førte ved pausen med beskedne 38-36, og i anden halvlegs begyndelse fulgtes de to hold ad.

Det lignede flere af sæsonens foregående kampe. Kampe som i løbet af anden halvleg blev afgjort, når HIC-mandskabet trykkede lidt på speederen.

Det skete bare ikke tirsdag aften i Forum Horsens.
Iffe Lundberg fik ikke lov at spille kampen mod Svendborg til ende, da han i fjerde quarter blev fejlet ud.Foto: Søren E. Alwan

Lignede 2. divisionshold

I stedet trak Svendborg sikkert fra, da kampen bevægede sig ind i den afgørende fase, og HIC'erne fandt aldrig noget modsvar.

Spillet blev for hektisk og fyldt med enkeltmands-præstationer, og den slags dur ikke.

Slet ikke på nuværende tidspunkt af sæsonen, når slutspillet nærmere sig. Der er en måned til første slutspils-runde indledes.

- På det her tidspunkt er det ikke sikkert, vi vinder alle vores kampe. Der kan være kampe, hvor én eller anden ting går lidt skævt for os, men vi må aldrig spille som et 2. divisionshold, for det gjorde vi mod Svendborg, sagde Arnel Dedic.

Skal vinde to i Aarhus

Nederlaget er Horsens IC's andet i træk, efter at de forsvarende danske mestre i sidste uge tabte udekampen mod Sisu. Nederlaget betyder, at Horsens IC nu står med fire nederlag.

Det er ét flere end Bakken Bears, og dermed står HIC med et vanskeligt udgangspunkt, når ligaens førsteplads skal afgøres. HIC møder i løbet af de kommende dage to gange Bakken Bears.

Torsdag og søndag skal HIC en tur til det nordlige Aarhus, og som tingene står i øjeblikket, er HIC tvunget til at vinde begge kampe for at tilbageerobre førstepladsen.

Med indsatsen fra tirsdag aften in mente ligner det en næsten uoverkommelig opgave.

Ingen tog ansvar

HIC får muligvis Myles Mack klar til søndagens kamp, men den lille amerikaner har siddet ude i måneds tid og er næppe klar til at indtage en afgørende rolle.

Og Arnel Dedic ville efter Svendborg-kampen ikke høre tale om, at savnet af Myles Mack var årsag til den pauvre indsats.

- Han er en vigtig spiller for os. Vi har dog spillet gode kampe uden ham, for vi har andre spillere, som burde tage over. Det gjorde de bare ikke denne gang. Jeg savnede, at der var to-tre stykker, som gik ind og tog noget ansvar, sagde Arnel Dedic.

Burde vinde hver gang

Frederik Rungby var enig med Arnel Dedic' vurdering af HIC-mandskabets indsats.

- Det var vores ringeste kamp. Der manglede vist stort set alt, og samtidig ramte Svendborg en god dag, mente Frederik Rungby.

Og Svendborg råder efter Frederik Rungbys vurdering over et godt hold men dog et, som er til at slå.

- Vi burde vinde hver gang, og det gør vi også, hvis vi stiller med fuldt hold, sagde han.

- Og udsigten til to kampe mod Bakken Bears?

- Det er fint, vi møder dem nu. Det passer mig godt, for når vi møder dem, så skal vi simpelthen være der - det ved vi alle, svarede Frederik Rungby og tilføjede:

- Vi mødte dem i kampen efter vores skuffende nederlag i pokalfinalen, og da vandt vi. Det kan vi gøre igen.
Annonce
Forsiden netop nu
Fodbold

HFS mistede førstepladsen

Annonce