Odder: Tre partier i byrådet vil have borgmester Uffe Jensen (V) til at droppe sit lobbyarbejde i Kattegatkomitéen med det samme.
- Det er en lobbyistorganisation for Kattegatforbindelsen, det er ikke nogen hemmelighed. Og når han optræder som borgmester Uffe Jensen, så tegner han Odder Kommune. Men det er ikke demokratisk prøvet af i byrådet, siger Leif Gjørtz Christensen fra Enhedslisten.
Sammen med SF og Radikale står Enhedslisten bag et forslag om, at borgmesteren skal trække sig fra komitéen. Uffe Jensen kom med, da han blev inviteret, og byrådet er aldrig blevet hørt, om det er en god ide.
Men nu får kommunalbestyrelsens medlemmer mulighed for at sige deres mening, når forslaget fra SF, EL og R skal diskuteres.
Vil påvirke Folketinget
- Jeg går ud fra, han blev inviteret med i 2019, fordi man dengang gik i gang med forundersøgelser. Komitéen skal have ham ind som medspiller. Når man spørger ham, så har han travlt med at sige, at det her overlader vi til Folketinget. Men han sidder i en komité, der vil påvirke Folketinget, mener Leif Gjørtz Christensen.
Leif Gjørtz ChristensenVi vil gerne prøve byrådets flertal af.
Uffe Jensen afviser, at der er noget forkert i, at han sidder i komitéen.
- Vi sidder også 12 borgmestre med i Business Region Aarhus, der er jeg heller ikke udpeget af byrådet. Kattegatkomitéen arbejder for et bredt flertal i Folketinget, der skal ikke tromles noget igennem. Og vi er nødt til at vente og tage diskussionen på et kvalificeret grundlag, når forundersøgelserne er færdige. Lad os få det gode og det dårlige frem, siger Uffe Jensen.
Byrådet siger dog hvert år via det årlige budget god for, at kommunen bruger penge på at være med i Business Region Aarhus. I år koster det eksempelvis 53.300 kroner. Og der er en vis automatik i, at alle 12 borgmestre er med i organisationen.
Et naturligt ja
- Når jeg bliver inviteret ind i Kattegatkomitéen, siger jeg ja. Det er et naturligt job for en borgmester. Jeg har aldrig skænket en tanke, at det kunne blive et problem. I Business Region Aarhus er jeg formand for en fødevaregruppe, det har jeg heller ikke spurgt byrådet om lov til. Men det kunne godt være, at den kloge borgmester dengang havde spurgt byrådet, om han skulle med i Kattegatkomitéen. Nu får vi prøvet det af, siger Uffe Jensen.
Leif Gjørtz Christensen mener, at der er flere ulemper ved en fast forbindelse, der er underbelyste. Og generne med støj, ødelagte naturværdier mv. ligger i Odder Kommune, mens fordelen ligger i København og Aarhus.
- Vi vil gerne prøve byrådets flertal af, men jeg har ikke nogen fornemmelse af, hvad de andre vil stemme, siger Enhedslistens byrådsmedlem.