Annonce
Horsens

Afstandskrav og alternativ altergang: Klosterkirken gennemførte første gudstjeneste under coronakrisen

Under altergangen blev det særligt tydeligt, at de sundhedsmæssige hensyn under coronakrisen også har fundet vej til folkekirken. Foto: Claus Skovholm
26 kirkegængere tog del i Klosterkirkens første fysiske gudstjeneste i over to måneder. En oplevelse, der var rig på sundhedsmæssige retningslinjer.

Horsens: Salmebøgerne var skiftet ud med engangshæfter, spritdispensere stod klar brug ved alle indgange, og korsangerne tog plads på kirkegulvet for at kunne have den nødvendige afstand i mellem sig.

Torsdag, Kristi himmelfartsdag, bød Klosterkirken i Horsens indenfor til den første fysiske gudstjeneste, siden coronavirus lagde samfundet ned.

En gudstjeneste med deltagerloft, afstandskrav og en alternativ måde at gennemføre den traditionelle altergang.

Men trods alt en gudstjeneste, der modsat Klosterkirkens 14 livestreamede gudstjenester under coronakrisen, var garant for fysisk nærvær og fællesskab.

- Det er fint nok at synge med Phillip Faber, men i længden er det trættende at synge ind i en fladskærm, påpegede sognepræst Hanne Henriksen fra prædikestolen, og den længsel efter fysisk samvær stod hun ikke alene med at dømme ud fra reaktionen fra de 26 fremmødte.

Fremmødte, der måtte affinde sig med at sidde maks. to personer pr bænk.

Annonce

Det er rigtig godt, at kirken genåbner. Jeg tror aldrig, det er sket før, at hele folkekirken har været lukket i to måneder. Det er lang tid at være fra hinanden.

Hanne Henriksen

Har savnet den rigtige version

Trods sundhedsmæssige retningslinjer er Hanne Henriksen begejstret for atter at kunne holde fysisk gudstjeneste.

- Det er rigtig godt, at kirken genåbner. Jeg tror aldrig, det er sket før, at hele folkekirken har været lukket i to måneder. Det er lang tid at være fra hinanden, siger Hanne Henriksen.

- Livestreamingerne har været bedre end ingenting, men jeg ved, at mange har savnet den rigtige version, siger hun.

Det gælder ikke mindst hende selv, gav hun også udtryk for i sin prædiken under gudstjenesten, hvor hun iklædte sig de konstruktive briller.

- Hvis der er noget, coronatiden har lært mig, så er det tydeligt at mærke, hvad og hvem jeg savner. Og blandt mange ting har jeg virkelig savnet det her, at være sammen i kirken, sagde hun.

- Nogle gange skal vi undvære for at kunne påskønne det, vi værdsætter, lød det videre fra sognepræsten.

En alternativ altergang

Langt hen ad vejen mindede gudstjenesten en hel del om det velkendte, men på et tidspunkt blev det alligevel tydeligt, at vi står i en usædvanlig situation.

Forud for altergangen, der normalt foregår ved, at en gruppe ad gangen knæler ved alteret, gennemgik Hanne Henriksen således en detaljerig handlingsanvisning.

Her blev menigheden minutiøst vejledt i, hvordan de skulle gå højre om døbefonden, tage mod bæger og oblat og herefter en ad gangen gå frem mod præsten, der skænkede druesaft. Hele tiden med en meter i mellem sig.

En øvelse, der forløb uden dramatik.

Kristi himmelfartsdag er ifølge Hanne Henriksen normalt en stille kirkedag, og torsdagens gudstjeneste var ingen undtagelse. Her var deltagerantallet således langt fra de 120 deltagere, som Klosterkirken maksimalt må rumme for at kunne opfylde kravet om fire kvadratmeter pr. kirkegænger. Et loft, der nu nok skal komme til at stå sin prøve, vurderer Hanne Henriksen.

- Nu begynder vi igen at gennemføre bisættelser, begravelser og barnedåbe, og det ved jeg, der er mange, der har ventet på, siger hun.

Næste gudstjeneste i Klosterkirken er søndag 24. maj klokken 10.30.

Coronakrisen har givet anledning til at overveje, hvad der er vigtigt i livet, vurderer Hanne Henriksen. Foto: Claus Skovholm
I dagens anledning tog Klosterkirkens kor plads på kirkegulvet for at sikre den nødvendige afstand mellem korsangerne. Foto: Claus Skovholm
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark

Danmark genåbner grænsen: Tyske, islandske og norske turister er nu velkomne

Annonce