Annonce
Debat

Afskaf vuggestuer og bliv hjemme og pas jeres børn

Skilsmissebørn: Endelig langt om længe er der kommet hul igennem i forhold til, hvor skadelige skilsmisser er. Når medierne flyder over med emnet, kan borgerne være rimeligt sikre på, hvad klokken er slået: Et samfundsmæssigt problem har fået lov til at vokse sig så stort, at elendigheden ikke mere kan skubbes ind under gulvtæppet.

Det skorter ikke på modargumentation i forhold til tesen om, at skilsmisser er en katastrofe, og at alle kræfter burde sættes ind på at forhindre dem. Forældres stort set uantastede forestilling om ret til selvrealisering på børnenes bekostning er en falliterklæring – solgt under yndlingsargumentet: Hvis mor ikke er glad, kan mor ikke være noget for ti-årige Sofie og otte-årige Oliver, så selv om både far, Sofie og Oliver bliver meget ked at, at mor ikke mere kan finde ud af at leve i sin kernefamilie, så skal moderne mennesker ikke lægge bånd på sig selv, for hvis jeg har lyst, har jeg da også lov. (Byt gerne mor ud med far: Hvis far ikke er glad osv.).

Lad mig kort repetere fakta: Skilsmissebørn ender hyppigt i specialundervisning og har langt større risiko for ikke at få en uddannelse end børn i ubrudte parfamilier. Ikke underligt svigter koncentrationen i skolen, når mor og far går fra hinanden.

Skilsmissebørn har oftere problemer med deres skolegang end andre jævnaldrende, fordi barnet selvfølgelig bruger en masse energi på alt andet end skolen. Det skal forholde sig til et delt hjem, til fars og mors nye kærester og på at finde ud af, hvor-hører-jeg-egentlig-til?

Det ser så skidt ud, at skolen igen-igen skal overtage forældreopgaver, ja lærere og pædagoger skal nu ligefrem uddannes i at hjælpe skilsmissebørn.

Den såkaldte forældreansvarslov (læs: Vold-mod-børn-loven) har bevirket, at skilsmissebørn bliver tvangsudskrevet til at bo syv dage på skift hos henholdsvis far og mor. Ingen ved sin fornufts brug kan afvise, at den skizofrene model har dystre konsekvenser. Typisk vil forældrene vige tilbage fra at tage de konflikter, der skal til for at opdrage børnene. For tænk hvis lille Søren synes, der er mere spændende over hos far, fordi han har bedre råd til at forkæle med mærkevarer og det sidste nye computerspil - og tænk, hvis lille Susanne bedre kan lide at være hos mor, så når hun er hos far, skal han sandelig ikke ødelægge den gode stemning ved at sætte grænser og stille krav.

Børns sorg i forbindelse med skilsmisse er nærmest tabu. Samtidig er børn grænseløst loyale over for deres ansvarsforflygtigende, egoistiske forældre, der ikke har forstået, at dét at sætte et barn i verden er et mindst 18-årigt projekt. Lidt større børn går sågar tit ind i en totalt urimelig funktion som trøster og fortrolig for den forladte part, hvis liv også ligger smadret.

Der findes ingen lykkelige skilsmisser for børn i familier uden vold og misbrugsproblemer. Derfor skal de voksne også holde op med at indsylte sig i lystløgne om, at en skilsmisse pr. definition er bedre for lille Peter frem for, at han hører på mors og fars skænderier.

Men hvorfor dog ikke bare glæde sig over den udstrakte frihed, lystprincippets sejrsgang og den fantastiske individualisme, der ligger i ikke bare at skifte bilen ud med jævne mellemrum, men også partneren?

Af den enkle grund, at et samfund, hvor familien er i opløsning, er et samfund i opløsning. Knasten er børnene, der skal beskyttes ved at bevare familien intakt – i hvert fald indtil afkommet har nået skelsår og alder. Dertil kommer, at skilsmisser er dyre for samfundet i tabt arbejdsfortjeneste, sygdom, forhøjede børnepenge, og sværmen af u(til)passede børn, der konstant skal til psykolog.

Vejen frem er ikke svær at pege på, men vanskelig at betræde: Mor og far skal forstå, at en familie ikke kan hænge sammen, hvis ikke den ene – eller begge – er parate til at opgive deres fuldtidsarbejde. For her kommer næste ubehagelige kendsgerning: Den massive institutionalisering af småbørn er ødelæggende for identitets- og karakterdannelsen.

På baggrund af over 35 års erfaringer med undervisning af stadig mere skrøbelige elever, kan jeg være endnu klarere i mælet: Udepasning til børn under to år tjener ikke barnets interesser, men alene de voksnes, ligestillingens og arbejdsmarkedets, og vuggestuer burde afskaffes. De mange diagnoser, børn og unge i dag udstyres med, kan et langt stykke ad vejen forklares med alt for mange timers institutionalisering og et forstyrret familieliv i et benhårdt konkurrencesamfund.

Gid flere ville nægte at købe discount-pakken med to udearbejdende forældre og børnene i institution.

Annonce
Lone Nørgaard
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Nu burde det være forbudt at nøjes med at lave korte uddannelsesaftaler

Læserbrev: Når man har fået en læreplads og klaret prøvetiden, får man en uddannelse, hvis man da ikke dummer sig gevaldigt undervejs eller dumper til svendeprøven. Sådan var det altid i de gode gamle dage, da en mester var en mester og tog ansvar for, at unge mennesker blev uddannet i byggefagene. Den slags mestre findes der heldigvis stadig en stor del af. Men der er altså også mange af de andre. Det er især dem med de større og større biler, der råber op om, at lærlinge er alt for dyre. Det er de samme mestre, der klynker over, at de ikke kan få folk nok og derfor må sige nej til opgaver. At de to synspunkter i den grad strider mod hinanden, er åbenbart ikke gået op for dem. Men uden nye svende i fremtiden bliver det jo endnu sværere at skaffe arbejdskraft nok. Alligevel er det den slags mestre, der tager en lærling på en kort lærekontrakt for så at skifte ham/hende ud med en anden, når praktikperioden er gået. Det kan være forståeligt i perioder med lav beskæftigelse, at mestre kan føle sig presset til at tage en lærling, som der måske ikke rigtig er plads til i virksomheden. Men lige nu, midt i en højkonjunktur med noget nær fuld beskæftigelse, gang i alle hjul og sorte tal på langt de fleste bundlinjer, burde det være forbudt at nøjes med at lave korte uddannelsesaftaler. En undersøgelse fra Danmarks Evalueringsinstitut har påvist, at de korte praktikaftaler skaber usikkerhed hos lærlingen og kan betyde en noget diffus uddannelse, fordi det langtfra er altid, praktiksted nummer to helt ved, hvad praktiksted nummer et har uddannet det unge menneske i. Selv i de tilfælde, hvor en kort praktikaftale virker som en forlænget prøvetid, og praktikken udvides til at omfatte hele forløbet i samme virksomhed, kan den korte uddannelsesaftale have negative følger, fordi den skaber usikkerhed. Nogle gange så stor, at lærlingen helt opgiver uddannelsen, når det nu er så svært at få en rigtig læreplads. Også derfor mener vi, de korte uddannelsesaftaler bør afskaffes. Tre måneders prøvetid må være nok til at finde ud af, om et ansættelsesforhold er rigtigt eller forkert. Indfør til gengæld gerne en uddannelsesbonus i vores næste overenskomst - altså en præmie til mestre for at uddanne til faget. Men kun for et helt og fuldt uddannelsesforløb. Vel vidende at en bonus måske ikke er nok, kunne det være fint, om man på alle uddannelser siger, som det allerede nu er tilfældet inden for malerfaget: En enkelt kort praktikaftale er maksimum - derefter er det fast arbejde resten af uddannelsen. For en uddannelse stykket sammen udelukkende af korte uddannelsesaftaler har sjældent samme kvalitet som et helt sammenhængende uddannelsesforløb.

Annonce