Annonce
Kultur

Aflyser sommerevent: Selv brave vikinger må se sig slået

Grundet coronasituationen ser Moesgaard Museum sig nødsaget til at aflyse årets vikingetræf. Det er andet år i træk, at vikingerne ikke kan tørne sammen i et stort slag ved Moesgaard Strand, som de ellers har gjort siden 1977. Foto: Jens Thaysen
Sommerens store vikingetræf bliver nu aflyst for andet år i træk. Arrangørerne satser i stedet på at lade vikingerne tørne sammen i 2022.

AARHUS: Det er en tradition og et tilløbsstykke af rang, når det hver sommer vælter ind med vikinger ved Moesgaard Strand.

Men på grund af coronasituationen ser arrangøren, Moesgaard Museum, sig nødsaget til at aflyse årets træf. Det sker for andet år i træk.

- Vi er kede af, at vi må aflyse Vikingetræffet igen i år, og vi ved, at mange både gæster, deltagere og frivillige, som vi plejer at skabe træffet sammen med, vil komme til at savne det meget. Det har ikke været nogen nem beslutning at tage og den skal ses i lyset af de vanskelige vilkår, vi står i. Scenarierne for sommeren 2021 er desværre ikke tilstrækkeligt realistiske til, at vi kan planlægge en stor publikumsbegivenhed som Vikingetræffet, siger projektchef på Moesgaard Museum, Niels Baj Rye, i en pressemeddelelse.

Annonce

Det populære Vikingetræf har været afholdt siden 1977 og tiltrækker hvert år omkring 12.000 gæster.

Deltagere og frivillige fra hele verden skaber atmosfære og oplevelser for børn og voksne med blandt andet store slag mellem vikingekrigere, trækture på hesteryg, smedearbejde, handelsboder og musikalsk underholdning.


Scenarierne for sommeren 2021 er desværre ikke tilstrækkeligt realistiske til, at vi kan planlægge en stor publikumsbegivenhed som Vikingetræffet.

Niels Baj Rye, projektchef på Moesgaard Museum


Vikingetræffet skulle have været afholdt i slutningen af juli, men den stadige usikkerhed om vilkårene for at samle større publikumsgrupper betyder, at museet nu udsætter træffet til 2022.

Vender stærkt tilbage

Moesgaard Museum er i øjeblikket lukket for publikum og har derfor måttet sende hovedparten af museets ansatte hjem med lønkompensation.

Forberedelsen af de tre dages træf på Moesgaard Strand kræver et stort bidrag fra frivillige, deltagende vikinger, ryttere og handelsfolk. Men træffet kræver også en stor indsats fra Moesgaard Museums medarbejdere, som plejer at stå for område, sikkerhed, materialer, økonomi og projektledelse af træffet.

- Så snart vilkårene tillader det, vil vi gå i gang med arbejdet for at skabe en stærkere organisering af Vikingetræffet. Vi vil gerne gøre begivenheden mere modstandsdygtig og samtidig tiltrække publikum og deltagere i endnu højere grad end hidtil. Vi ved, at træffet på Moesgaard Strand for mange gæster og deltagere er en tilbagevendende begivenhed i deres sommerferie og har været det gennem mange år. Derfor er vi rigtigt ærgerlige over, at vi ikke kan mødes i år, men vi håber, at alle gode kræfter vil bakke op om, at vi i 2022 kan lave et brag af et comeback for Moesgaard Vikingetræf, lyder det fra Niels Baj Rye.

Moesgaard Vikingetræf var planlagt til at løbe af stablen 30. juli til 1. august 2021.

Oplysninger om træffet i 2022 vil være at finde på Vikingetræffets hjemmeside, når planlægningen går i gang.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Erhverv For abonnenter

39-årige Katrine tager kampen op med skoletræthed for at blive elektriker: Jeg er et bedre forbillede for mine børn nu

Annonce