Annonce
Debat

Affald lyver aldrig

På kant: Som arkæolog har jeg altid været glad for affald, for det lyver aldrig. Vores affald afslører meget mere om, hvem vi er end hvad vi selv vil indrømme. Hvis man præsenterer et spørgeskema om madvaner til en husholdning vil affaldet med stor sandsynlighed afsløre flere vinflasker, sodavandsdåser og slikpapir end anført i skemaet.

Derfor er det også afslørende, at verdenshavene flyder over af plastik, når vi alle sammen godt ved at det er forkert at smide affald i naturen. Men menneskets umiddelbare behov for at skille sig af med affald her og nu og en ældgammel vane med at smide affaldet i vandet er næsten umuligt at ændre.

Alligevel er der håb. For selv om vi er nogle svin i naturen, så er vi dog kommet så langt i erkendelsesprocessen at vi nu i vores tid har indset problemet. Og så er vi begyndt at gøre det vi er bedst til, nemlig at opfinde en løsning på problemet. I Aarhus har kommunens afdeling ITK-afdeling (Innovation, teknologi og kreativitet) i samarbejde med Aarhus Havn i fredags indsat en vanddrone kaldet Wasteshark. Den fungerer i store træk som robotstøvsugeren hjemme i stuen.

I stedet skal den samle plastik og andet affald op fra havnen. Det er elegant, enkelt og genialt. Selvom mennesket opfører sig dumt i forhold til naturen, så kompenserer vores innovative ideer heldigvis for en del af de problemer vi skaber. Og bare rolig, der er stadig rigeligt med affald til fremtidens arkæologer. De skal nok få en del at se til om 1000 år.

Annonce
Jeanette Varberg
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Klimaangst er de voksnes ansvar

Med mellemrum fortæller psykologer, hvordan flere og flere børn og unge bliver ramt af depression, angst og tvangstanker, fordi de er bange for, at Jorden vil blive oversvømmet, ødelagt af tørke eller helt gå under på grund af klimaforandringerne. Fænomenet har fået sit eget navn - klimaangst. At børn bliver bange, når de hører, at store dele af Danmark bliver oversvømmet, eller at jorden går under om 80 år, er ikke så sært. Problemet er, at vi voksne ikke er i stand til med ro i stemmen at sige: Du skal ikke være bange. Der sker ikke noget. Jeg har lige været en tur i Island - med fly, jeg indrømmer det straks. Her besøgte vi en gletsjer, som skrumper år for år. Og fik udpeget vulkanen Ok, som har været dækket af en gletsjer i 700 år. Det er den bare ikke længere. Søndag 18. august blev der holdt begravelse for Ok-gletsjeren, som er den første i landet, der er forsvundet på grund af klimaforandringer. På stedet er der sat en mindeplade op, som i et brev til fremtiden fortæller, at i løbet af de næste 200 år vil også landets øvrige gletsjere forsvinde. Skræmmende, når en af dem er større end Sjælland i udbredelse. De islandske gletsjere er bare ét eksempel på, hvorfor ikke kun børn, men også voksne bliver bange. Det nytter bare ikke noget, at vi som voksne udstråler angst og hjælpeløshed. Vi er nødt til både at fortælle og vise, at vi handler - at vi gør noget. Som voksne har vi en forbandet pligt til at sige til børnene, at vi tager ansvaret på os og forklarer, hvordan vi sammen kan være med til at redde kloden. Vi skal fortælle dem, at vi vil bruge mindre plastic og samle det ind, der har samlet sig som øer i verdenshavene. Og at vi skal huske at tage ispapiret og plasticposen med hjem, når vi er på strandtur. Alt det skal vi gøre, selv om der måske stadig bor en rest af tvivl inderst inde. Heldigvis bliver det mere og mere konkret, hvad vi kan gøre for at hjælpe klimaet. Som når en Gedved-borger i fredagsavisen fortæller, hvordan han sorterer sit affald i en grad, så der ikke er en krumme tilbage til skraldespanden.

Annonce