Annonce
Ikast-Brande

Advarselslamperne er tændt på ældreområdet

Det kniber med pengene, og der er udsigt til, at kommunen ikke kan opretholde det nuværende serviceniveau på ældreområdet. Arkivfoto: Lars Grubak
Kommunen kommer til at mangle penge til ældreområdet, lyder det fra viceborgmester.

Ikast/Brande: I forbindelse med byrådets gennemgang af budgetopfølgningen for årets to første måneder tændte Ikast-Brande Kommunes socialdemokratiske 2. viceborgmester, Frank Heidemann Sørensen, advarselslamperne for så vidt angår ældreområdet:

- Der kommer til at mangle penge, fastslog socialdemokraten, som også er formand for sundheds- og omsorgsudvalget.

Selvom det endnu er tidligt på året, har den kommunale administration udarbejdet et såkaldt usikkerhedsnotat, der viser, at man har kurs mod en samlet budgetoverskridelse på 4 mio. kroner.

Udover en merudgift på 1,2 mio. kroner til børn i specialtilbud hos andre myndigheder er det særligt ældreområdet, der står for overskridelsen, og det er der især to forklaringer på, oplyste udvalgsformanden: Merbetaling til friplejehjem og den manglende demografiske fremskrivning. Samlet set forventes overskridelsen at løbe op i ca. 2,5 mio. kroner.

Som en del af Ikast-Brande Kommunes økonomiske politik vedtog et flertal i byrådet udenom Socialdemokratiet sidste år, at den demografiske udvikling fremover kun skal indarbejdes med halv effekt i budgetterne, og det var denne de facto udhulning af den økonomiske ramme, Frank Heidemann adresserede.

- Vi kan ikke opretholde det nuværende serviceniveau, konstaterede han, og når det ikke er muligt at skrue op, vil niveauet derfor blive sænket, selvom det er både ham og resten af den socialdemokratiske byrådsgruppe inderligt imod.

Annonce

Helt andre tal

Borgmester Ib Lauritsen (V) påpegede, at det af den økonomiske politik også fremgår, at der i tilfælde af budgetoverskridelser skal findes tilsvarende besparelser indenfor eget budgetområde, inden hans partifælle, Palle Høj, fik ordet.

Han fastslog, at det er nogle helt andre tal, end dem, der fremgår af notatet pr. 29. februar, man ser ind i, først og fremmest på arbejdsmarkedsområdet, hvor Ikast-Brande er en af de kommuner, der er hårdt ramt af stigende arbejdsløshed.

- Det er vi nødt til at forholde os til, konstaterede han. Nye fyringsrunder ved månedsskiftet har ikke bedret situationen – det eneste positive er, at antallet af sygedagpengemodtagere er faldet, påpegede Palle Høj, der blev sekunderet af borgmesteren:

- De tal har intet i sig, der vedrører corona – det kommer sandsynligvis næste gang.

- Det er barske løjer. Der er faktisk en fordobling af ledige dagpengemodtagere. Det er ikke rare tider på dagpengeområdet, konstaterede den socialdemokratiske formand for arbejdsmarkedsudvalget, Birthe Sørensen. Som en del af efterårets budgetforlig aftalte byrådet, at der skulle følges op på effekterne af den halverede demografiske fremskrivning af tallene. Til det formål var der blevet udarbejdet endnu et notat som supplement til usikkerhedsnotatet, et demografinotat, der skulle isolere effekten af den nye beregningsmetode fra den øvrige økonomi.

Dette notat var egentlig blevet godkendt i samtlige fagudvalg, men et enigt byråd besluttede at tilbagesende notatet til administrationen med henblik på yderligere kvalitetssikring/præcisering. Det reviderede demografinotat skal forelægges byrådet på dets næste møde 22. juni.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark

Frygter skævvridning af Danmark efter coronakrise: Regeringen varsler særlig hjælp til landdistrikterne

Annonce