Annonce
AC Horsens

AC Horsens lejer angriber i Holland

AC Horsens har hentet Jannik Pohl hjem fra Groningen for at styrke angrebet. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Jannik Pohl bliver hentet hjem fra hollandske Groningen på en lejeaftale for efteråret suppleret med en købsoption.

Horsens: AC Horsens har kort før transfervinduet lukker suppleret truppen med en ekstra angriber. Bo Henriksen lukkede ellers vinduet efter 2-1 sejren over Lyngby, men i den kamp blev Nicolai Brock-Madsen skadet, og det fik manageren til at ændre planer og AC Horsens' bestyrelse til at lette på låget til klubkassen.

AC Horsens har derfor hentet den 23-årige Jannik Pohl i hollandske Groningen. Den tidligere AaB-angriber fik aldrig den store succes i klubben primært på grund af skader. Han stor blot noteret for otte kampe i den forgangne sæson.

Nu skal han forsøge at få karrieren på ret køl i AC Horsens. Groningen meldte for et stykke tid siden ud, at angriberen skulle sælges, men det er først nu, at handlen er faldet på plads.

AC Horsens har i første omgang lejet angriberen for resten af efteråret og oven i fået en købsoption, hvis opholdet bliver en succes.

- Jeg talte første gang med Jannik Pohl for halvanden måned siden, men det blev ikke til mere, men tingene kan pludselig gå stærkt, siger AC Horsens' manager Bo Henriksen.

- Vi fik Brock-Madsen skadet, og så har bestyrelsen sagt ja til at bruge lidt ekstra penge. Oven i fik vi et meget fordelagtigt tilbud fra Groningen, og så passede tingene sammen, siger Bo Henriksen.

- Med Jannik Pohl i truppen står vi stærkt rustet til de sidste 12 kampe i efteråret. Vi har fået styrket truppen godt med vores handler, siger manageren.

Jannik Pohl har været plaget af skader, men han er fit og træner igen uden problemer.

Han får debut i pokalkampen mod Union onsdag i København.

Jannik Pohl fik sit gennembrud i Superligaen for AaB. Her står han noteret for 15 mål og syv assists i 76 kampe. Angriberen har ligeledes spiller 27 ungdomslandskampe og lavet fem mål i nationaltrøjen.

AC Horsens har siden Kasper Junker blev lejet ud til Stabæk kun haft Nicolai Brock-Madsen som fuldblods angriber, og det har været tydeligt, at AC Horsens har manglet en makker til ham til at løbe dybt. Rune Frantsen er blevet brugt, men uden at forklejne højrebacken, så bliver han aldrig en måltyv.

Ayo Okosun ser blevet brugt som angrebsmakker til Brock-Madsen i de seneste kampe. Det har givet stor fysisk styrke, men til gengæld kan AC Horsens så ikke for alvor truet modstanderne med løb i dybden.

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce